Ny busterminal bliver forsinket og markant dyrere

Efter et udbud står det klart, at Københavns nye busterminal bliver både dyrere og forsinket. Men hvor meget og hvor længe vides endnu ikke.

Kaotiske tilstande er nok det, der beskriver situationen ved den nuværende busholdeplads ved Ingerslevsgade i København allerbedst. 

Og nu må passagerer, buschauffører og cyklister endnu en gang væbne sig med tålmodighed.

Den nye busterminal, der efter planen skulle stå klar til brug i foråret 2023, er nemlig blevet forsinket. Og efter alt at dømme væsentligt dyrere. Det fortæller Niels Arend Koefoed projektleder hos Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet.

30 millioner kroner dyrere

I starten af marts blev projektet sendt i udbud. 

Vejdirektoratet har efterfølgende fået to bud på opgaven, der begge har vist sig at være væsentligt dyrere end budgetteringen. Faktisk hele 30 millioner kroner dyrere end hvad projektet er beregnet til at koste.

- Det tilbud, vi har fået, er væsentligt dyrere, men omvendt er markedssituationen også vanskelig at forudse. Stigende priser, mangel på materialer og mangel på arbejdskraft, siger Niels Arend Koefoed til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er en rigtig vanskelig situation. Derfor er det også svært at forudse, hvordan entreprenørerne vælger at vurdere et udbud. 

Busterminalen kommer til at ligge under Dybbølsbro ved S-togsstationen Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade, hvor der for tiden er ved at blive opført en IKEA.
Busterminalen kommer til at ligge under Dybbølsbro ved S-togsstationen Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade, hvor der for tiden er ved at blive opført en IKEA.
Foto: Vejdirektoratet

Projektet er budgetteret til at koste 80,2 millioner kroner, som finansieres med 20 millioner kroner fra staten og 60,2 millioner kroner fra Københavns Kommune. De sidste 20 millioner kroner skal indhentes over en årrække via forhøjet brugerbetaling fra busoperatørerne.

Men med bud, der ligger 30 millioner kroner over budgettet, skal der nu tænkes nye tanker for at få enderne til at hænge sammen.

- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige noget om, hvornår den kommer til at stå klar. Lige nu pågår der en sondering i Københavns Kommune omkring, hvordan de vil håndtere det her, siger Niels Arend Koefoed.

- De bud, vi har modtaget, skal vedstås af en entreprenør indtil 21. juni. Derefter er vi forpligtet til at sende det i udbud igen. Det er vi også, hvis der sker væsentlige ændringer. 

Hvad dækker væsentlige ændringer over?

Det er for eksempel, hvis man vil fjerne terminalbygningen. Men det er jo rent hypotetisk.

Niels Arend Koefoed fortæller, at de på nuværende tidspunkt ikke kan sige noget om, hvornår den udskudte busterminal forventes at stå klar til brug. Sikkert er det dog, at det ikke bliver til foråret 2023 som ellers planlagt.

Fakta om busterminalen

  • Terminalen skal på et hverdagsdøgn kunne servicere ca. 195 busser


  • Der anlægges 15 busholdepladser, hvoraf 12 er til 15-meter busser og tre er til 18-meter busser.


  • Hertil etableres taxaholdepladser, Kys & Kør-zone og op til 200 cykelparkeringspladser


  • Der etableres elevator til Dybbølsbro samt handicapparkeringspladser.


  • Der opsættes tydelig wayfinding og trafikinformation på terminalområdet


  • Ved terminalbygningen bliver der ventefaciliteter, toilet og mulighed for en kiosk.


Kilde: Vejdirektoratet

Skal erstatte ”livsfarlig” holdeplads

Busterminalen kommer til at samle fjernbustrafikken til og fra hovedstaden med dets cirka 1,4 millioner årlige passagerer på én placering tæt på den øvrige kollektive trafik.

Med en terminal ved Dybbølsbro Station vil buspassagererne således nemt kunne komme videre via kollektiv trafik med S-tog, fjern- og regionaltog fra Hovedbanegården samt Metro-nettet lige i nærheden.

De seneste mange år har bussernes nuværende station i form af holdepladsen på Ingerslevsgade ved DGI Byen fået en del kritik fra både pendlere, buschaufførerne selv og cyklister. Af- og påstigning tværs over cykelstien på Ingerslevsgade er nemlig ofte forbundet med kaos, lyder kritikken.

- En to til tre gange er passagerer på vej ud af bussen blevet ramt af en cyklist. Flere af mine kollegaer er også blevet ramt af biler på den anden side af bussen ved bagagerummet. Det er livsfarligt, fortalte buschaufføren Alfredo Trindade til TV 2 Lorry tilbage i 2017, og ikke meget har ændret sig siden.

- Det er så alvorligt, at det er et guds under, der ikke er sket alvorlige personskader, har Steen Bundgaard, der er administrerende direktør for Danske Busvognmænd, tidligere udtalt om de nuværende forhold ved Ingerslevsgade.

I videoen herunder kan du se og høre buschauffører og passagerer lufte deres frustrationer over forholdene ved DGI Byen:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik