Politiker råbte 'Sieg Heil' på ikonisk værtshus - nu har "sladrehanke" fået karantæne

På Toga Vinstue kan man få lov at ”baske lidt med vingerne”, men sladrer du om nattens udskejelser, så kommer du ikke ind igen.

Rettelse 24. februar klokken 16.44:
Topbilledets tekst, hvori det før fremgik, at personen afbilledet var beværtningens bestyrer, er blevet ændret, da dette ikke var tilfældet.

”Vi har aldrig forholdt os til, hvad folk siger, tænker eller måtte give udtryk for af holdninger… Her er plads til alle”.

Sådan skriver Toga Vinstue onsdag i et opslag på deres Facebook-side. 

Opslaget kommer i kølvandet på en artikel i Politiken, hvor man kan læse, hvordan partilederen for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, har stået i baren og råbt ”Sieg heil”.

Problematisk? Måske, men for den ikoniske vinstue handler det om noget helt andet. 

”Der er et stort men. Der er ikke plads til krænkelsesparate sladderhanke, der render til medierne med hele og halve usandheder", lyder det videre i opslaget på Facebook.

På baggrund af artiklen i Politiken har baren derfor udstedt en livsvarig karantæne, og det er ikke til den heilende partiformand. Det er i stedet til de to kilder, der har viderebragt historien til Politiken, som er blevet forment adgang til beværtningen.

Svaret på hvorfor, skal findes i værtshusets slogan ”Hvad der sker på Toga, bliver på Toga.”

Et sted hvor man kan baske lidt med vingerne

Vinstuens ejer, Peter Frederiksen, sætter nemlig en ære i at værne om hans gæsters privatliv, for det er vigtigt med et sted, hvor der er fokus på det gode selskab fremfor selfies, lyder det.

- Vinstuen her er et sted, hvor man skal kunne komme og baske lidt med vingerne. Så hvis man bryder det frirum, fordi man bagefter har et behov for at benytte en offentlig skriftestol, så skal man ikke komme her, siger Peter Frederiksen.

Der skal selvfølgelig være plads til at påpege stødende adfærd, men Peter Frederiksen foretrækker at kritikken holdes inden døre.

- For mig at se, der går grænsen, når man går til medierne. Man kan altid gå til mig eller tjenerne, og så vil vi pænt bede folk opføre sig ordentligt, siger han.

Artiklen forsætter under billedet...

Selvom lokalet er præget af politiske plakater, så er inventaret holdt i partineutrale farver
Selvom lokalet er præget af politiske plakater, så er inventaret holdt i partineutrale farver
Foto: Søren Schousgaard

Den lille vinstue i Store Kirkestræde har ligget der siden 1920’erne. Bordene er brune, stolene er grønne, og de gule vægge prydes af politiske plakater, blå som røde.

Vinstuen har de sidste tre årtier været et yndet sted for folk med interesse i politik. Her kommer alt fra ungdomspolitikere til partiformænd og ministre.

Selvom værtshuset besøges af nogle af landets mest magtfulde mennesker, så er der åbent for alle med lyst til en kold øl.

- Toga Vinstue er jo nok et af de få steder i verden, hvor man kan gå ind fra gaden og drikke en håndbajer med en minister, siger Peter Frederiksen.

Den unikke blanding af høj og lav er ifølge ejeren værd at værne om, og derfor falder hammeren prompte, hvis man bryder med det berømte slogan ”Hvad der sker på Toga, bliver på Toga”.

Artiklen forsætter under billedet...

Her ses vinstuens forpagter, Peter Frederiksen
Her ses vinstuens forpagter, Peter Frederiksen
Foto: Søren Schousgaard

Fra Embedsmand til forpagter

Det politiske kandestøberi, som Toga Vinstue også kaldes, har ikke altid været præget af debatlystne gæster.

Smagen af øl og lyden af politik fandt først hinanden, da vinstuen i starten af 90’erne fik en ny forpagter ved navn Johannes Lund Petersen.

Bag sig havde Johannes en karriere i embedsværket, samt et liv præget af et stort politisk engagement. Men efter flere årtier bag et skrivebord, fik han lyst til at stå bag en bar.

Han startede ud som bestyrer på værtshuset Christian IV. Her fik han opbygget et stampublikum af ungdomspolitikere. Et stampublikum der troligt fulgte med ham, da han overtog forpagtningen af Toga Vinstue.

Og siden har den legendariske vinstue været ramme for en god tår øl og en saftig debat.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik