I sine unge år blev Bent Hansen sendt til lægen af sin mor, da han fortalte, at han var homo. I sine teenageår undslap han værnepligten, fordi han fortalte, at han var homo.
Bent Hansen - Forarget og så frigjort
I mit hjem var man imod homoseksualitet.
Det var alle. Når de dukkede op i fjernsynet, sukkede vi fra sofaen; der kan du bare se, hvad det er for noget. Det var den reaktion, vinklingen af tv-programmerne gik efter. Forargelse. Programmerne handlede om trækkerdrenge og om de voksne mænd, der udnyttede dem. På det tidspunkt var jeg slet ikke sprunget ud, og jeg var kun forvirret over min egen seksualitet. Jeg forstod ikke problematikken i programmer, der blev sendt, for jeg fattede slet ikke den verden. Min reaktion blev altså også bare ad, hvad er det dog for noget. Sådan var den almindelige mening, og den fik brændstof af programmerne dengang på monopolkanalen DR.
Jeg blev student i ’68. Som ung i folkeskolen og senere i gymnasiet havde jeg meget med piger at gøre. Jeg var vel omkring 20 år gammel, da jeg første gang eksperimenterede med drenge. Lidt langsom i optrækket. Det var på gymnasiet, og det var også der, jeg indså, at jeg faktisk foretrak mænd. Når vi festede dengang, og det gjorde vi nærmest hver weekend, dansede vi alle sammen med hinanden. Vi var også begyndt at ryge joints og drak ikke bare bajere. Stemningen var meget løssluppen. Drenge dansede med andre drenge og man lagde ikke så meget i det, hvis man så ville lidt mere. Der var en fyr, Anders, fra min parallelklasse, som jeg blev ret vild med – det fik mig til at tænke: hvorfor er du dog så vild med ham?
Jeg begyndte at kysse på ham. Han var ikke homoseksuel men skubbede mig alligevel heller ikke væk. Han synes bare det var sjovt. Mange år senere fortalte han mig, at han godt kunne huske det. Han kunne huske, at han blev klar over, at jeg nok lagde lidt mere i det, end han gjorde. Det var derfor, han trak sig, så jeg ikke skulle tro, at han var ligeså vild med mig, som jeg var for ham. Det var i kyssene, sagde han. Den måde jeg gjorde det på. Det var mere intenst end sådan et almindeligt dansekys.
Første gang jeg sprang ud var over for nogle gode venner. Vi havde spillet sammen i et brassband i flere år, og på vej hjem fra en fest fortalte jeg det, som det var. Jeg var homoseksuel. De var meget søde omkring det, sådan er det for dig, men de sagde også, du skal nok være opmærksom på, at du vil løbe ind i mange problemer. Det fik de på sin vis ret i. Da jeg sprang ud over for min mor gik det lidt anderledes. Jeg var dybt ulykkelig, ikke over min homoseksualitet, men over at min første, rigtige mandekæreste havde slået op med mig. Slået helt ud. I et stykke tid var jeg kommet på bøssebarerne i København, og jeg var også allerede meldt ind i Forbundet. Forbundskortet var ligesom adgangsbilletten til at komme ind. Det var ikke, fordi jeg var blevet politisk aktiv, det havde jeg ingen idé om, at jeg skulle blive. Min mor måtte kende til forbundet, det var jeg sikker på.
Fordi jeg ikke havde overskud til at sige til hende, at jeg var homo, skubbede jeg bare kortet over til hende… Hun anede ikke hvad det betød. Åh nej, skal jeg nu også til at forklare hende det, tænkte jeg. Det skulle jeg.
Og så sendte hun mig til lægen. Jeg prøvede at sige til hende, at der altså ikke var noget at gøre ved det, men hun insisterede. Hun troede, som så mange andre, stadig, at det var en slags sygdom, så mon ikke der var nogle piller, man kunne få. Til sidst indvilgede jeg - for hendes skyld - og gik til lægen. Dog ikke min egen læge, hun ville gerne have, at jeg brugte mine forældres. Han var en ung, frisk fyr, som sikkert kunne gøre noget ved det.
Jeg lagde først mærke til, at han ikke havde nogen klinikdame til at tage imod en, så jeg placerede mig selv i venteværelset. Der lå forskellige blade, som der jo gør, men her lå der pludselig modeblade for mænd. Dem kastede jeg mig straks over og bladrede rundt i - de var fyldt med flotte modeller! Så blev jeg kaldt ind. Lægen dukkede op i venteværelset, og da jeg så ham, kastede han et eller andet uforklarligt indtryk af sig. Der var bare noget over ham. Gud ved om han er bøsse, tænkte jeg.
Vi tog plads over for hinanden.
- Det er min mor, der har sendt mig herover, sagde jeg.
- Hvad fejler du?
- Jeg fejler ikke noget. Jeg er bøsse, og det har hun det lidt dårligt med. Hun tror, at du kan gøre noget ved det.
Han kiggede på mig.
- Jeg er også bøsse. Og vi ved jo godt begge to, at det kan jeg overhovedet ikke gøre noget ved. Send hellere din mor over til mig, så skal jeg nok forklare hende det.
Inden jeg gik, spurgte han mig, om jeg kendte til miljøet i København. Jeg kendte godt Pan-klub.
- Godt, så behøver jeg ikke forklare dig det.
Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor, at lægen ville tale med hende. Jeg fortalte hende ikke, hvad han havde sagt til mig. Da hun kom hjem, var jeg spændt på, hvad der ville ske. Hun så bare på mig: fortalte han også dig det? Når jeg tænker tilbage, ville jeg ønske at jeg havde været lidt kvik og sagt: Ja, og han inviterede mig ud.
Men vi talte ikke mere om det. Hun ville ikke sige det til min far, for hun mente ikke, at han ville forstå det. To mennesker, der har været gift i nærmest en evighed, kan selvfølgelig ikke holde den slags hemmeligt for hinanden, så han fandt ud af det. Det eneste, han sagde, var, at så havde jeg valgt det forkerte job. Jeg læste til lærer på seminariet og den almindelige holdning var, at sådan en som mig, en homoseksuel, ikke kunne være lærer. Jeg kunne ikke have med børn at gøre. Senere blev han fuldstændig afslappet med det. Det gjorde de begge to. I mange år havde jeg en drenge-kæreste, og vi kom jævnligt hos mine forældre. De var vilde med ham, ligesom jeg var. Heldigvis.
Første gang i forbundet
Jeg mødte Henning Jørgensen, der senere blev foreningens landsformand, mens jeg gik på seminariet. Han kom også på bøssestederne. Vi var meget unge. Han boede på Amagerkollegiet og læste samfundsfag på universitetet. En dag inviterede han mig hjem til sig – og der blev jeg altså. Allerede dengang var han meget politisk. En rigtig politisk vagthund. Der var for eksempel valg, mens vi boede på kollegiet, så han sørgede naturligvis for at arrangere politiske høringer og paneldebatter. Han var også meget engageret i Forbundet og hørte allerede til i ledelsens inderste cirkel. Senere blev jeg selv frivillig i Forbundets bar. Jeg kunne godt lide at være bartender, for man kunne pjatte, og man kunne synge og underholde folk. Da Henning og jeg så gik fra hinanden, kom Henning sammen med Kurt, som også var enormt aktiv i foreningen. Det var Kurt, der fik overtalt mig til at gå mere ind i det politiske arbejde. I slutningen af halvfjerdserne var der et udbrud af syfilis og gonorré, som Kurt havde besluttet, at Forbundet var nødt til at reagere på.
Egentlig havde jeg holdt mig fra at gå ind i forbundet, fordi jeg troede, det bare bestod af bestyrelsesarbejde, og dem havde jeg nærmest kun set skændes. Men den opgave, Kurt tilbød mig, lød fornuftig og god, og vi fik gjort en masse ud af det. Vi holdt først møde med seruminstituttet, som overvågede antallet af tilfælde, og det var virkelig voldsomme tal! Så lykkedes det at få penge fra tipsmidlerne [i dag Danske Spils udlodningsmidler] til at lave oplysende pjecer. Vi gik meget op i at skrive dem på et sprog, som bøsser forstod. Budskabet var, at man skulle blive testet hver tredje måned, fordi der var mange, mange tilfælde. Vi turnerede alle de københavnske bøssebarer og suttebikse – åbne sexklubber – for at dele pjecer ud. De fleste steder sagde bare ja tak - der lå i forvejen så meget - men nogle ville absolut ikke have sådan noget svineri liggende; det var bestemt ikke her, man fik syfilis eller gonoré, men gu’ var det så!
Kampagnen handlede om at gøre bøsserne bevidste, for hvis vi skulle bekæmpe det her, måtte vi selv tage styringen. Kurt og jeg kaldte os Venerisk udvalg. Vi holdt også møder med personalet på kommunehospitalet og kønssygedomsklinikkerne. Dem fik vi et rigtig godt samarbejde med, og vi efterlod altid en masse pjecer. Det var jo her, kunderne kom for at blive helbredt – få nogle piller og et skud i røven. Vi talte ikke om sikker sex endnu, og det var altså heller ikke kondom-budskabet, vi var ude med. Forskellen fra HIV, som vi ikke kendte til endnu, var, at de her traditionelt overførte infektioner kunne helbredes, hvis man kom hurtigt i behandling. Så vi beskrev bare symptomerne og ville have folk til test.
Politisk forpost
I starten af 80’erne blev jeg valgt ind i forbundets hovedbestyrelse, og jeg blev så næstformand under Henning Jørgensens landsformandskab. Forbundet var allerede dybt påvirket af Per Kleis Bønnelyckes indflydelse. Han formede i høj grad foreningen som en politisk forening, en seksual-politisk forening. Han mente, at hvis man skulle opnå noget her i verden, så handlede det om at få en god kontakt til politikerne, både på Christiansborg og de lokale. Da jeg endelig blev spurgt, om jeg ikke skulle være med til andet end at dele pjecer ud, sagde jeg selvfølgelig ja.
I slutningen af 70’erne fik vi et godt samarbejde med den hollandske forening for bøsser og lesbiske. Vi besøgte deres ledelse, og de besøgte os i København. Vi delte mange af de samme holdninger, men de var dygtigere til at få deres politik igennem, end vi var, så vi lærte meget om lobby virksomhed. Det var også sammen med dem, at vi stiftede IGA, International Gay Association - ILGA i dag.
Vores mission i starten af 80’erne var, at vi ville have en juridisk regulering af samlivsforhold – et homoægteskab. Der var nogle forfærdelige historier om, at folk måtte gå fra hus og hjem, fordi deres kæreste døde, selvom de havde været med til at finansiere hele deres liv sammen. Situationer, som de heteroseksuelle aldrig ville komme ud i, fordi de havde muligheden for at sikre hinanden. Vi blev mødt af stor modstand fra de højreorienterede partier: Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet, så vi arbejdede i stedet tæt sammen med venstrefløjen.
Socialdemokratiet var lidt tunge i røven i starten, men vi fik et godt forhold til dem senere. Homoægteskabet kom først i 1989, men vi opnåede en masse andet indtil da.
Den første sejr kom, da vi i 1981 fik fjernet homoseksualitet fra den danske sygdomsklassifikation. Indtil da havde det været opført som en psykisk sygdom. Det var den første opgave, jeg var med på. Oftest kopierede man WHO’s sygdomsklassifikation, men vi fandt ud af, at man faktisk havde en mulighed for at lave nationale ændringer. Dengang opdaterede WHO kun deres sygdomsklassifikation en gang hvert 10. år, og det kunne vi ikke vente på. Vi tog kontakt til nogle af de ledende psykiatere og forelagde dem vores ønsker. De var meget imødekommende og anbefalede, at vi tog kontakt til sundhedsstyrelsen. Det endte faktisk med, at vi ret hurtigt fik vores vilje. Vi var jo lige kommet ud af 70’erne, og de kunne godt se, at sådan en klassifikation kunne man ikke leve med i et land som Danmark - at homoseksualitet skulle stå som en psykisk sygdom.
Alligevel var der nogen, som prøvede at snyde os. Systemet inden for psykiatrien prøvede at fastholde en sygdomsklassifikation alligevel. De skrev ud til deres netværk, at hvis den pågældende person – den homoseksuelle - selv opfattede det som en psykisk lidelse, så måtte man gerne bruge den betegnelse professionelt. Selv inden for psykiatrien havde vi dog gode venner, som kontaktede mig og sagde: de er altså ved at løbe om hjørner med jer. Så hang vi jo oppe under loftet. Og jeg gik straks til Sundhedsstyrelsen: Sundhedsstyrelse, hvad er det her for noget? Styrelsen kendte ikke til det, men de skulle nok få sat det på plads. Og så fik vi det endelig ryddet helt af vejen.
Bøsser ramt af sjælden kræft
-Politiken, 1981
I efteråret 1981 modtog forbundet en henvendelse fra Kræftforskningsinstituttet i Aarhus. De ville høre om muligheden for at lave forskning på foreningens mandlige medlemmer - bøsserne i København og Aarhus. De havde kollegaer i New York og San Francisco, som allerede havde lavet undersøgelser på baggrund af spyt- sperm- og blodprøver, i forsøget på at finde et eller andet fingerpeg til, hvad det var for en sygdom, der raserede. Epidemien var noget foran i USA, så deres forskere havde allerede de første resultater klar, og derfor ville de danske forskere godt i gang med det samme.
Vi fik mange henvendelser om den slags, fra studerende, der ville skrive det ene og det andet speciale om homoseksuelle. Det var så nemt bare at kontakte forbundet, hvis man ville have en gruppe bøsser og lesbiske til forskning i dit og dat. Derfor havde vi taget en principbeslutning om, at vi afviste alle henvendelser af den slags – man var ikke medlem af landsforeningen for at blive forsøgskanin eller for at indgå i diverse undersøgelser. Men her var der alligevel noget, som vi, Henning og jeg, syntes, var alvorligt. Tilsyneladende. Ingen vidste jo helt endnu, hvad vi havde med at gøre.
Henover hovedet på alle tog vi den beslutning at sende et brev ud til foreningens mandlige medlemmer i København og Aarhus. En skrivelse, vi formulerede sammen med forskerne, der beskrev undersøgelsen, og som opfordrede bøsserne til at melde sig. Vi spurgte ikke hovedbestyrelsen, om vi kunne gå i mod vores principper på det her, fordi vi simpelthen var bange for, at de skulle sige nej. Som foreningens topledelse besluttede vi, at det her måtte vi gøre, og så måtte vi tage kløene bagefter. Og der kom mange klø! Vi var aldeles ikke populære.
I København lånte vi lokaler på universitetet, hvor man skulle melde sig til undersøgelsen. Der samlede sig en større demonstration, som Bøssernes Befrielses Front også tog del i. Demonstranterne gik rundt blandt de fremmødte for at overbevise dem om at trække sig. Vi kunne sagtens forstå deres argumentation: skulle vi nu til at være syge igen? Vi var lige sluppet af med sygdomsklassifikationen, og så skulle vi bære ansvaret for en speciel bøsse-sygdom. Heldigvis var der mange der ikke lod sig overbevise.
Der havde kun været meget få tilfælde på Hvidovre hospital, men havde der ligget hundredevis, tror jeg ikke, at de havde demonstreret. Vi stod fast på vores beslutning, netop fordi vi vidste så lidt. Vi var nødt til at hjælpe forskningen på vej.
I første omgang blev forsøgspersonerne indkaldt to gange om året og så efterfølgende én gang om året. Da man endelig isolerede virussen i ’83, havde man stadig de gamle blodprøver fra ’81, og da man nu vidste, hvad man ledte efter, fandt man ud af, at mange af de første forsøgspersoner allerede var smittede. Det bekræftede os i, at vores beslutning havde været den rigtige, for nu kunne man få et meget bredere og bedre billede af, hvordan situationen var i Danmark og hvordan den i værste fald kunne brede sig.
Vi vidste, at vi blev nødt til at gøre noget i Landsforeningen, da sygdommen greb om sig, men vi vidste ikke hvad. Vi var på gyngende grund, for hvad skulle vi sige til folk? Støttet af Københavns Amt lavede vi pjecer, der indeholdt alt det, vi vidste, men vi måtte jo også skrive: vi ved ikke meget om det her. Der blev forsket på fuld drøn, så vi opdaterede hurtigt pjecerne og genudgav dem hvert år med ny viden. Vi brugte dem også til at opfordre folk til at lade sig teste, så vi kunne blive klogere på, hvordan situationen var. Det udviklede sig til en voldsom diskussion.
Nogle ville ikke vide, om de fejlede noget, selvom vi prøvede at sige til dem, at behandlingen kunne være lige om hjørnet. Der var stadig ikke nogen kur, så når først man blev smittet, kunne man kun få overvåget sin infektion og følge, hvordan den udviklede sig, men man kunne ikke stoppe den. De ville ikke lade sig teste, fordi de ville ikke gå rundt velvidende om, at de bar på en i værste fald dødelig infektion, det var den jo for de fleste. Der gik syv år, før den første behandling kom, og den blev først rigtig effektiv flere år senere.
AIDS-EPIDEMI ER NÅET TIL DANMARK
50 danskere er indtil nu ramt af den livstruende sygdom. Mellem 5.000 og 10.000 danskere går rundt med smitten uden at vide det.
Vi begyndte at lægge pres på politikerne for at få en økonomi, der kunne understøtte alt det informationsmateriale, vi gerne ville have ud. I ’83 fik vi oprettet vores egen lokalradio, Radio Rosa, der blandt andet skulle bruges som oplysningsorgan. Vi havde en ugentlig udsendelse, der hed Hiv, Håb og Kærlighed. Alle på radioen var frivillige, og hver dag havde sin egen redaktion. I landsforeningens topledelse besluttede vi, at det kun var Hiv, Håb og Kærligheds egen redaktion, som måtte behandle og tale om sygdommen. Der var så mange alternative ideer om, hvilke kvaksalver metoder man kunne gøre brug af, når nu der ikke var nogen medicin. Radio Rosa skulle være ordentlig og videnskabelig, og derfor var vi barske med styringen. Hvis vi begyndte at tale sagkundskaben stik i mod, ville vi fremstå useriøse.
”Det handlede om at få reddet så mange bøsser raske igennem som muligt.”
Jeg blev ansat på fuld tid som sekretariatsleder i landsforeningen i 1984, hvor vi hungrede efter at få en informationstelefon. Vi havde været i USA nogle gange for at se, hvordan man gjorde der. De havde AIDS-hotlines drevet primært af frivillige, og det var en fantastisk informationskilde. Vi vidste jo også godt, at hvis man ville have noget at vide, ville man først komme i tanke om landsforeningen.
Imidlertid var der kun en bogholder og mig på kontoret, og vi var på ingen måde klædt på til at svare på spørgsmål om sygdommen og slet ikke rådgive. Inden vi fik penge til vores AIDS-linje i ’86, blev telefonerne svaret af frivillige. De var enten socialrådgivere, sygeplejersker eller læger, der en eller to aftener om ugen kom ind efter arbejde og svarede på opkald fra folk. Folk ringede ind om alt muligt: symptomer først og fremmest, men også: hvis nu jeg har gjort sådan og sådan seksuelt, er der så en risiko for at være smittet? Smitter myg? Kan man smitte ved at drikke af det samme glas? Og så var der dem, som lige havde mistet og gerne ville i kontakt med andre, der var i samme situation. Da pengene endelig kom, kunne vi ansætte professionelle og udvide telefonernes åbningstid. Dengang var linjen åben fra kl. 9-23 hver dag – også i weekenden – også juleaften. Vi skulle stadig bruge en masse frivillige, men der var heldigvis en stor interesse for at hjælpe. Alle, der kom ombord, blev uddannet efter et program, som sundhedsstyrelsen havde godkendt.
HOMOFILE I SAMARBEJDE MED SUNDHEDSSTYRELSEN
Samarbejdet sker på baggrund af, at homoseksuelle og biseksuelle mænd med mange seksuelle kontakter har en øget risiko for at blive smittet med AIDS.
Det var en kamp af få penge til at lave oplysning for. Indenrigsministeren på det tidspunkt var fuldstændig uimodtagelig over for vores argumenter. Det var som om, hun slet ikke forstod omfanget af problemet. Indsatsen blev katastrofalt forsinket. Vi kunne have reddet mange flere, hvis vi var kommet tidligere i gang. I 1986 satte venstre en ny indenrigsminister på posten, og så skete der endelig noget!
Vi fik aids-linjen, og endelig blev der sat penge af til et aids-sekretariat hos Sundhedsstyrelsen, hvor Lone de Neergaard blev chef. Hun var en fantastisk leder. Hun forstod med det samme, at hvis man skulle gøre noget for at forhindre spredningen af infektionen, handlede det om at få et godt samarbejde med os i Landsforeningen, og det fik vi heldigvis. Vi lavede mange gode ting sammen. Ligesom os ville hun gerne undgå skræmmekampagnerne og i stedet bruge humor til at få budskaberne ud.
De fik to millioner kroner til kampagnerne i 1986 og 9 millioner i 1987. På det tidspunkt begyndte det også at gå op for os, at nu handlede det om at bruge kondom, så i marts 1987 kørte vi en stor kampagne, hvor busser kørte rundt med kondomer på siden i hele bussens længde. Når jeg tænker tilbage, undrer jeg mig tit over, at vi stod det igennem, og at vi overhovedet fik tid til det. Jeg talte aldrig op, hvor mange timer jeg brugte. En ting var hiv/aids arbejdet, men der var også andre sejre, vi skulle kæmpe for i 80’erne.
Jeg kan næsten ikke forstå, hvordan det lod sig gøre. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at vi var en lille skare, der holdt meget stærkt fast i hinanden. Uden den tætte kreds af mennesker omkring mig, var jeg sgu ikke fortsat. Det var hårdt. Vennerne døde omkring os. Vi var hele tiden på Rigshospitalet og Hvidovre og blev konfronteret med, hvor hæsligt det stod til. Min kæreste døde af aids d. 10. januar 1994. Der kunne man stadig ikke kombinationsbehandle infektionen, kun forsinke den. I hans sidste halve år lå han på rigshospitalet. Hans hjerne tog meget skade af det. Jeg fik ham hjem til jul og nytår, så vi nåede at holde det sammen.
Vores samarbejde med Sundhedsstyrelsen var afgørende. Da TV 2 kom til og brød med DRs monopol, åbnede de for, at man kunne sende reklamer i fjernsynet. Det var noget helt nyt. Sundhedsstyrelsen lod os producere tv spots, der skulle råbe bøsserne op, for hvis det skulle lykkes, måtte vi bruge et sprog som bøsserne forstod. Af mange grunde kunne vi bruge et sprog som Sundhedsstyrelse ikke kunne, bare sådan et ord som glidecreme, det ville Sundhedsstyrelsen aldrig sige, men bøsserne vidste jo godt, hvad det var. Vi lavede den aftale, at vi var afsender på alt det frække, og så betalte de.
TV 2 var dog ikke helt med på den frække tone i starten. Reklamespotsne kørte først som et pilotprojekt i Sønderjylland, og der havde vi en reklame med. Det var en film med to fyre der lige havde mødt hinanden. Mens musikken spillede, tog de hinanden i hånden og gik ud i skoven og kyssede. De begynder at tage kondomer frem og så tager de hjem i seng sammen. Man ser, at de sidder under dynen med en flaske champagne, og det hele slutter med, at champagnen springer, så skummet sprøjter ud af flaskehalsen – tons tung symbolik.
Da reklamen så skulle sendes på hovedkanalen, blev den afvist af TV 2’s godkendelseskomite. Det kom helt bag på os, for den havde jo allerede været sendt. Så tænkte jeg: Ekstrabladet! De fik historien og navnene på vores kontaktperson, og så ringede jeg videre til et par blade mere. Der gik en halv time, og så ringede de fra TV 2: Hvad har du gjort? Pressen overfalder os – Ja, I kan da bare opføre jer ordentlig! Vi endte med at indgå det kompromis, at vi klippede champagnen ud og skrev Landsforeningen på som afsender, og så kørte spottet alligevel i fjernsynet.
Selv da det stod værst til, synes jeg ikke, at der var risiko for at man blev frosset ude af homo-miljøet, hvis man var smittet. Mange insisterede også på, at det ikke skulle påvirke deres livsstil. Bare fordi man var syg og lå på hospitalet, skulle man da ud og more sig alligevel. En af mine meget gode venner, der døde, var en stærk, ung mand. Han ville ikke finde sig i, at han ikke kunne gebærde sig som han plejede, så han blev ved med at gøre, som han altid havde gjort. Med sit drop bundet op på et stativ, dansede han alligevel rundt på diskoteksgulvet. Den seksuelle tabuisering – nej, jeg vil ikke bolle med en hiv-smittet – den kom først senere, som jeg oplevede det.

Den største triumf
Mens jeg sad som sekretariatsleder, udviklede foreningen sig meget som politisk organ, og især lagde vi os over i et retspolitisk spor. Fra 1986 handlede det rigtig meget om aids, men vi arbejdede også på andre sager. I straffeloven havde man allerede diskriminations-paragraffen som beskyttede danske minoriteter mod æreskrænkelser. I ’87 fik vi paragraffen udvidet, så den inkluderede seksuel orientering. Senere fik vi det samme gennemført i loven om forskelsbehandling på arbejdspladsen. Selvom vi fik anti-diskriminationsloven, vidste vi godt, at vi ikke den ene og anden dag skulle rejse sager om det, kun hvis det var virkelig grælt.
Der havde vi en sag i slutningen af 80’erne med en dame i Skjern, der havde skrevet et læserbrev, som var helt forfærdeligt. Hun hævdede, at hiv og aids var guds straf over bøsserne, og hun beskyldte bøsserne for med vilje at påføre deres nærmeste HIV. Henning Jørgensen var gået af som landsformand, men hvis han stadig havde siddet der, ville han have sagt, at vi ikke skulle rejse sag.
Hovedbestyrelsen var også i mod det, så Steffen og jeg rejste sagen som privatpersoner. Det var simpelthen for meget. Det var så stridt og så ondt et brev. Sagen frafaldt i landsretten. De tre juridiske stemmer var med os, men lægdommerne var i mod os. Jeg kan huske, at mens dommerne voterede, sad der tilhørere og bad i retslokalet. En lokal fortalte mig, at de bad for at vinde sagen. Jeg syntes, det så helt uvirkeligt ud. Vi fik ikke sagen i højesteret, fordi daværende justitsminister Hans Engell ikke ville give os bevilling til det. Han syntes, at vi skulle lade den gamle dame være i fred, og vi havde jo fået tre juridiske dommere til at give os ret - legen måtte stoppe her.
Sådan var der også diskriminationssager, vi skulle kæmpe med. Jeg oplevede egentlig, at København generelt blev mere tolerant, og jeg var selv i en meget privilegeret position, men vores rådgivningstelefon tog også i mod spørgsmål fra folk, der for eksempel havde svært ved at være på deres arbejdsplads. Homoseksualitet var normen på min arbejdsplads - det var det, man regnede med, alle var.
Radio Rosa var også et redskab til at bekæmpe undertrykkelsen af homoseksuelle generelt. Den skulle fortælle Københavnerne, hvem vi homoseksuelle i virkeligheden var: Radio Rosa skal ud i alle hjem, ud til skabene og ind under dynerne skal Radio Rosa bryde det heteroseksuelle monopol, som Jan Fouchard sagde, på frigørelsesdagen i 1983. Vi sørgede for at udgive undervisningsmateriale, blandt andet til brug i folkeskolen. Det var også en måde at gøre op med undertrykkelsen på. I Sex er mere end de siger, prøvede vi lige præcis at gøre op med fordommene om vores livsform. Vi finansierede også en ungegruppe med både bøsser og lesbiske. De udgav Og vi skilter med det! på Gyldendals forlag, og udgivelsen var en interviewbog om de unge homoseksuelles liv og levemåde.
At tiderne virkelig forandrede sig, synes jeg, at vi så i 1989. Det var også den største triumf for mig personligt. Et par år forinden havde vi fået nedsat en kommission, der skulle belyse de homoseksuelles situation i samfundet, hvor flere repræsentanter fra Landsforeningen sad med. Igennem kommission fik vi undersøgt diskriminationen af homoseksuelle, hvilket også førte til paragraffen af ’87, ligesom vi fik kommissionen til at gøre noget ved skatteforhold og arvelovgivning, men det var småreparationer. Hele løsningen kunne jo ligge i et registreret partnerskab. Vi fik aldrig flertal i kommissionen til at anbefale det. Det var en tung tid og et af de eneste tidspunkter, hvor jeg for alvor tvivlede på mit engagement.
Da partnerskabet ikke blev anbefalet fra kommissionens side, skulle jeg tage mig meget sammen for ikke at smække døren og sige farvel og tak. Heldigvis holdt vi fast i hinanden. Jeg tror i virkeligheden, at det var vores kommissionsmedlemmer, som oplevede den værste modstand. De kom tilbage fra møderne og berettede om de mest tåbelige argumenter imod. Det er næsten fra dem, at jeg har hørt de mest homofobiske tanker udtrykt. Ét argument var for eksempel, at partnerskabet ville blive en udvanding af det traditionelle heteroseksuelle ægteskab. Udover at man også havde svært ved at acceptere det rent religiøst – kristeligt.
Når vi ikke kunne få kommissionens anbefaling, formulerede vi selv et forslag, som vi præsenterede for vores politiske venner, men de ville ikke reagere, før kommissionen havde skrevet sin betænkning. Den skrev de i 1988 uden en anbefaling, men så fremsatte Socialdemokratiet og SF et lovforslag om det alligevel. Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet, før Schlüter udskrev valg bare syv måneder efter forrige valg, NATO-valget. Så vi måtte vente lidt endnu. Da den nye regering blev formet omkring de konservatives Poul Schlüter, blev vi nervøse for, om forslaget nu kunne realiseres.
De Radikale var gået med i en regering, som vi vidste var imod os, og vi skulle bruge De Radikale for at have flertal! Vores partier fremsatte forslaget igen, uden De Radikales opbakning.
Vi gik i gang med at gøre en hel masse for, at de blå partier skulle stille deres medlemmer fri, så de ikke behøvede at følge partipolitikken. Det lykkedes både i forhold til Venstre, De Konservative, Fremskridtspartiet (senere Dansk Folkeparti) og De Radikale. Vi nærmede os folketingets sommerferie, da de endelig i maj måned skulle stemme om det. Socialdemokratiet havde givet Landsforeningen en stak adgangskort, så vi sad oppe på de fine pladser og fulgte med i spænding. Vi var ret sikre på, at det ville blive stemt igennem, men vi var usikre på, med hvor meget? Hvis det nu kun var en kneben sejr, var det på en måde stadig en nedtur, selvom vi fik partnerskabet. Vi ville gerne have, at når man for eftertiden kiggede tilbage, så man et forslag, som i den grad blev stemt igennem. At det stod frem som en stor ideologisk og menneskelig sejr.
Flere af De Radikales ministre forlod salen, så de ikke skulle stemme i mod. Da resultatet kom var der et komfortabelt flertal! Selv halvdelen af Fremskridtspartiet stemte for, hvilket var lidt overraskende. Et par af deres politikere kom endda ned og festede med os i Knabrostræde.
Vi havde aftalt, os der sad og fyldte hele den fine balkon, at når resultatet kom, og alle de grønne lamper lyste, skulle vi ikke begyndte at råbe op og klappe. Vi skulle rejse os, tage hinanden i hænderne og så bukke stilfærdigt for folketinget, inden vi helt stille forlod salen.
Ebba Strange fra SF sagde bagefter, at hun var ved at tude, da hun så os gøre sådan. De havde regnet med, at vi ville kaste balloner ned i hovedet på dem. Det gjorde vi ikke. Til gengæld have vi købt en rose til hver af folketingsmedlemmerne, hvor vi hæftede et kort med Krøyers maleri af to kvinder, der går langs stranden på. Vi fik også udgivet en helsides annonce i nogle af dagbladene, med to fyre foran springvandet på ridebanen, som holdt hinanden i hånden. Tak. Til folketinget. Når man oplever sådan en sejr, indser man pludselig, at ens indsats har været det hele værd.
Så festede vi i Knabrostræde!
Lovgivningen trådte i kraft 1. oktober 1989 – en søndag. Shit! Vi ville jo gerne vie de første par på selve dagen. Jeg gik over på rådhuset og talte med Tom Ahlberg, der var kulturborgmester på det tidspunkt – det var ham, der skulle vie dem. Han var med på ideen og gik så ned til bryllupskontoret og spurgte, om der var nogle blandt personalet, der ville arbejde frivilligt om søndagen – det var der selvfølgelig! Det blev en fantastisk begivenhed. Der var elleve par, alle sammen mænd, der havde meldt sig til at blive viet. Axel og Eigil var de første. De strålede. For dem var det en fantastisk dag, noget de havde håbet på at opleve, inden de døde. Det var en fantastisk dag for os allesammen. Jeg havde hyret mine brassband fyre til at spille op og festliggøre det hele på rådhuset. Der var medier over alt. Især internationale TV og radiostationer. Vi vidste godt, at vi ville blive det første land i verden til at gennemføre det her, men ingen af os havde forudset så massiv en dækning. Da vi skulle have brudeparrene over til Knabrostræde, kørte vi dem i hestevogne, overdænget med blomster.
Da vi trådte ud på Rådhuspladsen, var den fyldt med mennesker – hallo, er det 1. maj, tænkte jeg. En af mine venners mor stod derude og så, parrene komme ud. Hun beskrev det senere som en rigtig københavnerbegivenhed. En festlighed, som hele byen fejrede sammen.
Jeg fortsatte som sekretariatsleder frem til 1994 og sad bagefter som hovedbestyrelsesmedlem. Fra 1998 til 2002 blev jeg selv landsformand. I alle de år skete der meget i samfundet. Det blev mere åbent og inkluderende. Vi kom virkelig langt, synes jeg, på trods af HIV og AIDS. I dag er jeg pensioneret, men jeg har en frivillig tjans som sekretariatschef i patientforeningen for HIV-Danmark, og jeg er stadig sparringspartner for HIV Danmarks bestyrelse. Jeg er stadig meget optaget af emnet.
Mit udgangspunkt for mit arbejde var altid, at jeg ikke ville behandles som en andenrangs borger. Jeg arbejdede og betalte skat ligesom alle andre, og derfor ville jeg også have alle de samme rettigheder. Når jeg engang imellem har tvivlet eller syntes, at vi var kørt fast, har jeg hele tiden holdt fast i grundtanken; Er der stadigvæk noget, der forhindrer mig i at være en fuldgyldig borger, ligestillet med alle andre, så bliver jeg ved! Det er det, der har drevet mig hele vejen.