Oversigt

Seneste nyt

Skraldemænd fortsætter strejke - har blokeret Amagerforbrændingen

550 skraldemænd har for tredje dag i streg valgt at strejke, efter at de tidligt onsdag morgen blev enige om at lave en blokade foran Amagerforbrændingen.

Skraldemændene strejker i protest mod forhandlingerne med Amager Ressource Center, der på Københavns Kommunes vegne er ved at hjemtage affaldsindsamlingen fra private aktører.

Tirsdag blev de strejkende pålagt at genoptage arbejdet efter et møde mellem 3F, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Kommunernes Landsforening (KL), der repræsenterer arbejdsgiverside i sagen, men det har skraldemændene valgt ikke at rette sig efter, og dermed er de i gang med en såkaldt overenskomststridig strejke.

Dermed ser sagen ud til at ende i Arbejdsretten.

- Vi fortsætter strejken, og vi står herude og afspærrer Amagerforbrændingen med en blokade, siger en af de strejkende, Michael Johansen, til TV 2 Kosmopol onsdag morgen.

- Der bliver ikke kørt skrald i dag i hvert fald. Nu mødes vi igen i morgen tidlig klokken halv seks, og så ser vi på, om der er noget nyt i sagen, siger Michael Johansen

Dermed bliver der fortsat ikke hentet affald i Indre By, på Christianshavn, på Amager, i Tårnby og Dragør, på Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, i Nordvest, Valby, Brønshøj, Husum og Frederiksberg.