Står til at miste halvdelen af "gode kollegaer": Partileder tager ansvaret på sig

De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, tager i sin valgtale "ansvaret" for, at partiet ser ud til at blive halveret ifølge de første prognoser.

Det var en rørt partileder, der gik på scenen ved De Radikales valgfest for kort tid siden.

De Radikale står i aftenens første målinger næsten til en halvering af deres mandater på Christiansborg. 

Og det skal partiet i gang med at finde årsagen til, fortæller Sofie Carsten Nielsen fra scenen. 

- Det er mit ansvar, at valgkampen ikke gik bedre, og det tager jeg på mig, siger hun:

- Der er masser af selvransagelse at tage fat på, der er sikkert flere grunde til, at det ikke gik bedre, og dem skal vi tale igennem i partiet, siger hun fra scenen. 

Radikale Venstre fik ved det seneste Folketingsvalg 8,6 procent af stemmerne og 16 mandater, da det blev afholdt i 2019.

Men nu ser partiet altså ud til at få en halvering ifølge prognoserne.

De Radikales leder er selv på valg i Københavns Omegns Storkreds. Her stiller også partiets sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, blandt andet op. 

Ordfører afklaret med tab af plads

Det har dog længe set ud som om, at der kun er plads til den ene af dem. Sofie Carsten Nielsen har dog været favorit.

Stinus Lindgreen fortæller tirsdag aften til TV 2 Lorry, at han er afklaret med, at valgresultatet måske kommer til at koste ham pladsen i Folketinget.

- Vi har jo vidst det i noget tid, siger han til TV 2 Lorry.

- Jeg skal nok finde på noget at lave. Jeg føler ikke, jeg er færdig herinde, men det er jo ikke alene op til mig. siger Stinus Lindgreen:

Står bag valgudskrivelse

I en kortere periode har det endda været tvivlsomt, hvorvidt hun overhoved opnår et mandat. 

Til TV 2 slår Sofie Carsten Nielsen fast, at hun ikke kommer til at træde tilbage. 

- Jeg bliver. 

Det var Sofie Carsten Nielsen og De Radikale, der med et ultimatum til Mette Frederiksen (S), mere eller mindre tvang statsministeren til at udskrive Folketingsvalget i begyndelsen af oktober. 

Tirsdag aften siger Sofie Carsten Nielsen dog, at hun er ked af valgets resultatet.  

- Jeg er ærgerlig over det, og vi kommer til at miste gode kolleger. Det gør mig ked af det, siger hun til TV 2.

Henter...

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik