Køge vil gøre vikingeborg til verdensarv: Men millionerne mangler

Danmarks vikingeborge er så vigtige for vores fælles historie, at de både skal på verdensarvslisten - og på finansloven. Det mener Køge og fire andre kommuner.

Danmarks fem ringborge fra vikingetiden er noget af den mest værdifulde kulturarv, vi har. 

Det mener Køge Kommune, hvor en af ringborgene er placeret. 

Med ringborgene samlede Harald Blåtand landet under ét rige – og den historie mener kommunerne er værd at formidle. 

Køge Kommune er - sammen med fire andre kommuner med ringborge - derfor i gang med at søge om at komme på UNESCO's verdensarvsliste – og går nu sammen om en ansøgning, der skal skaffe penge på finansloven til formidling af historien.

Det oplyser Køge Kommune i en pressemeddelelse. De fire andre kommuner med ringborge er Slagelse, Odense, Vesthimmerland og Mariagerfjord.

- Hver ringborg for sig har en stor værdi, når det gælder den lokale kulturarv. Men det er i sammenhængen, at kulturformidlingen for alvor giver mening. At se, hvordan Harald Blåtand har samlet det danske rige og etableret ringborgene som beskyttelse, er imponerende, siger Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke (S), på vegne af de fem kommuner:

- Det er væsentlig kulturarv, som vi håber, man vil se værdien i at prioritere nationalt, ligesom vi naturligvis ser frem til en tilbagemelding fra UNESCO på vores ansøgning om, at ringborgene skal på listen over verdensarv.

Der mangler millioner

I januar 2021 søgte de fem kommuner om optagelse på listen over UNESCO verdensarv. 

Men for at det skulle kunne lade sig gøre, mangler de fem kommuner 62,5 millioner kroner, som skal finansiere fem formidlingsprojekter - et ved hver ringborg.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ringborgene er alle karakteriserede ved en ringvold med tilhørende voldgrav og fire overbyggede portåbninger. Borgenes indre er strengt geometrisk opdelt i fire kvadranter.
Ringborgene er alle karakteriserede ved en ringvold med tilhørende voldgrav og fire overbyggede portåbninger. Borgenes indre er strengt geometrisk opdelt i fire kvadranter.

Kommunerne bidrager selv med omkring 111 millioner kroner. Borgmestrene fra de fem kommuner vil mødes i forbindelse med KL´s topmøde i Aalborg for at koordinere ansøgningen til finansloven.

De fem ringborge har alle fungeret hver for sig, men de er bygget som et samlet projekt på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland. 

De fleste af borgene blev opdaget fra midten af 1930'erne til 1960'erne. Deres ensartede geometriske opbygning vendte op og ned på den gældende opfattelse af vikingetiden. 

Man havde ikke kunnet forestille sig en sådan teknisk og organisatorisk formåen dengang, skriver Slots- og Kulturstyrelsen

Ringborgen ved Køge blev fundet som den sidste og først udgravet fra 2015 til 2018. 

Opdaget i 2014

I 2014 opdagede to arkæologer den hidtil skjulte vikingeborg Borgring på en mark udenfor landsbyen Lellinge, tæt på Køge.

De to havde forud for opdagelsen diskuteret muligheden for, at der lå endnu en ringborg af Trelleborgstypen på Sjælland. Med droneoptagelser af landskabet kunne de se en perfekt cirkel, over 100 meter i diameter, træde ud af landskabet. Efter en prøvegravning blev deres antagelse bekræftet; Der var tale om en vikingefæstning i form af en ringborg.

I 2015 blev ringborgen udgravet, ligesom formidlingsarbejdet blev igangsat.

Ringborgens symmetriske form (144 m i diameter) er i dag illustreret med høje cortenpæle, der angiver voldens formodede planlagte tværsnit.

(Kilde: Museerne.dk )


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik