Oversigt

Seneste nyt

Vinder af oplevelsescenter fundet: Sådan skal det se ud

Et nyt oplevelsescenter ved Lellinge har nu fundet sine arkitekter.

Det står klart, efter Køge Kommune har offentliggjort de første skitser af arkitektkonkurrencens vindere fredag. Det skriver kommunen på sin Facebook-side.

Det kommende Borgring Oplevelsescenter skal formidle historien om vikingernes samfund ved borgringen i Lellinge, ligesom der skal oprettes et forskningscenter, som skal forske i vikingeborge, i den kommende bygning.

Loop Architects vandt konkurrencen og skal altså sætte stregerne til byggeriet, som har en samlet økonomi på 50 millioner kroner.

Ifølge direktøren for Museum Sydøstdanmark og Borgring Fonden, Keld Møller Hansen, er det en vigtig investering.

- Vi er sat i verden for, at så mange som muligt lærer af historien, og det gør man bedst ved at lave et stort, spektakulært oplevelsescenter, siger Keld Møller Hansen og fortsætter:

- Vi kunne have lavet en planche, men det er utilfredsstillende. Historien er det større. Det er fuldstændig enestående. Der er kun fem af dem i Danmark, og så er man nødt til at give den gas, sig han.

Tidligere har der været omkring 10.000 besøgende om året ved udgravningerne ved vikingeborgen Borgring.

Ifølge Keld Møller Hansen regner de med, at der ved opførslen af det nye oplevelsescenter vil komme 60.000 besøgende om året.

Første spadestik forventes ske i efteråret 2023 og byggeriet forventes færdigt i påsken 2025.

Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Foto: Loop Architects
Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Foto: Loop Architects
Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Borgring Oplevelsescenter ved Lellinge i Køge Kommune
Foto: Loop Architects