Ingen pusleplads hos herrerne - Kristoffer skifter sit barn på dametoilettet: "Manden er ikke et offer"

I forbindelse med de nye barselsregler, der øremærker 11 ugers barsel til mænd, har en ny debat rejst sig: Bør der være puslefaciliteter på herretoiletter?

Året er 2021. Og flere mænd tager nu del i barslen.

Med baby, bleer og barnevogn bevæger de sig ud i verden. Men når bleerne skal bruges, kan der - for nogen - opstå et problem. For hvordan skifter man sit barn, når pusleborde og puslefaciliteter oftest er placeret på toilettet tiltænkt kvinder?

Den situation har sangeren Oh Land - med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius - oplevet. Eller rettere: Det har hendes mand.

Problem eller ej?

I et opslag på Facebook og Instagram skrev hun i sidste weekend: 

- Blir lidt provokeret når min seje kæreste gang på gang kommer hjem og fortæller at han har måttet skifte vores barn på offentlige bænke, i barnevognen, på gulvet af badeværelser fordi der ikke er puslefaciliteter på herretoiletter! Restauranter, svømmehaller, tankstationer et. etc! Kan I ikke blive bedre til at imødekomme fædrene tak.

Opslaget har efterfølgende fået et hav af likes, kommentarer og delinger. 'Problemet' bliver heftigt debatteret - for er det overhovedet et problem?

Vi har spurgt Line Tornehøj Nielsen, Kristoffer Schou og Gitte Jensen fra Lorrys sendeområde, hvad de mener om (manglende) puslefaciliteter på herretoiletter. De har nemlig alle tre deltaget i debatten. Du kan dog også give dit besyv med - det gør du i afstemningerne længere nede i artiklen.

Line Tornehøj Nielsen - Mor til en pige på 2 år

Hvad tænker du om debatten?

- Der er fuldstændig hold i betragtningen om, at der mangler puslefaciliteter på herretoiletterne. Med den øremærkede barsel i spil, vil der komme et større behov for, at mændene kan komme til at pusle deres børn. Men uanset øremærket barsel eller ej, synes jeg, mænd skal have samme mulighed for at pusle - i ligestillingens navn og for deres velbefindende. Det bør være muligt i et land som Danmark, at man sætter det på dagsordenen.


Har din partner oplevet problemer?

- Vi er fraskilt, men det var noget, vi talte om - til trods for, at det var mig, der primært tog barslen.


Mange skriver, at man jo bare kan gå på kvindetoilettet, når barnet skal pusles. Hvad tænker du om det?

- Det er en desperat handling af mangel på bedre. Jeg kan godt forstå, at folk tænker det som en løsning. Men jeg tænker også, at der må være en grund til, at toiletter er opdelt efter mænd og kvinder - og det må man jo respektere – ellers skal man jo gentænke den opdeling.


- Det er ikke fordi, jeg tror, at nogen vil have noget imod, at en mand pusler sit barn på kvindetoilettet, men jeg synes ikke, det er en holdbar løsning.

Kristoffer Schou - far til en pige på 5 år

Hvad tænker du om debatten?

Helt grundlæggende tænker jeg, at der er nogle debatter, der er mere til for debattens skyld. Jeg ser ikke det her som et egentligt problem. Og jeg blev faktisk provokeret over opslaget – fordi hun (red. Oh Land) stiller det op som om, at manden er et offer, og det oplever jeg ikke.


Har du oplevet problemer? 

Nej, jeg har fundet løsninger i stedet. Det betyder, at min datter er blevet skiftet på en bænk eller et tæppe på jorden. Og når det har været muligt, har jeg brugt puslefaciliteterne på dametoilettet. Det har jeg aldrig haft problemer med.


Kan du forstå, hvis nogle mænd ikke har lyst til at gå på dametoilettet, når de skal skifte deres barn?

- Jeg kan forstå, hvis folk har betænkeligheder ved det. Men for mig handler det om at fokusere på barnet og barnets behov. Hvis nogen siger noget til, at du som mand går på kvindetoilettet for at pusle dit barn, så sig, at det ikke handler om dig, men om barnet. Det er i hvert fald min indre forsvarstale.

Gitte Jensen - Mor til fem voksne børn

Hvad tænker du om debatten?

- Min yngste datter er 24 år, og jeg kan bare konstatere, at vi ikke har rykket os en meter. Dengang var det uforskammet, når min mand gik ind på dametoilettet for at skifte vores datter. 

- Nu har vi børnebørn, og når de skal skiftes, så skal man enten på et dametoilet, og ellers kan man til tider finde puslepladsen på handicaptoilettet. Tænk, at vi i 2021 ikke kan lave unisextoiletter med en pusleplads. Det vil være en nem løsning på problemet.


Har din partner oplevet problemer?

- Ja, han oplevede skæve blikke og kommentarer som "har barnet ikke en mor, der kan skifte". Man kan måske tale om, at det var tiden dengang. Men med mine børnebørns kommen kan jeg bare konstatere, at vi ikke har rykket os en meter.


Mange skriver, at man jo bare kan gå på kvindetoilettet, når barnet skal pusles. Hvad tænker du om det?

- Jeg tror, min mands oplevelse har sat sig i mig. Når børn er med deres far i byen, så skal de skiftes alternative steder. Det, synes jeg ikke, er ok – slet ikke når der nu kommer mere barsel til fædrene. Jeg kan bare ikke forstå, hvad der er galt med, at der hænger et puslebord på væggen på herretoilettet.

De nye barselsregler

  • Fagbevægelsen og arbejdsgiverne blev i starten af september enige om en ny model, der skal stille mor og far lige, når der skal afholdes barsel.


  • Forslaget til aftalen betyder, at 11 ugers barsel øremærkes til både mor og far – i dag har moren 14 uger og faren to uger. Hvis en af parterne ikke bruger sine fastlagte 11 uger, går de tabt. De resterende 26 uger kan frit deles mellem parterne. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik