Nu kan du blive vaccineret i supermarkeder

Salling Group lancerer i et samarbejde med Sundhedsstyrelsen en stort anlagt vaccinationsdag lørdag den 11. september.

Skal du ud og handle i Bilka lørdag den 11. september, så kan det være, at du skal skrive vaccine på din dosmerseddel.

Dagen er i hvert fald udråbt som "stor vaccinationsdag" af Salling Group, der står bag Bilka.

quote Vi er rigtig glade for den store opbakning fra detailhandlen

Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen

I samarbejde med Sundhedsstyrelsen slår de dørene op for regionernes personale, der med massevis af vaccinedoser og sprøjter står klar til at vaccinere dem, der endnu ikke er blevet vaccineret.

Vil nå de unge og udsatte borgere

Det hele sker i samarbejde med Sundhedsstyrelsen for at udbrede vaccinationsprogrammet til endnu flere borgere, skriver Salling Group i en pressemeddelelse. Heri understreger Sundhedsstyrelsen, at det særligt er de unge og borgere i udvalgte boligområder, de gerne vil se.

- Vi er rigtig glade for den store opbakning fra detailhandlen til at hjælpe med i vaccinationsindsatsen, så de sidste, herunder særligt de unge, kan blive vaccineret, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen og uddyber:

- Mange af os har vores daglige gang i butikker. Samtidig er detailhandlen en branche med rigtig mange unge medarbejdere. Derfor er detailhandlen en vigtig brik i puslespillet med at sikre, at alle ved, at de har et tilbud om gratis vaccination og får en nem mulighed for at gøre brug af det.

Her kan du blive vaccineret

Det utraditionelle samarbejde sker i håbet om at få vaccineret de "magiske" 90 procent af målgruppen inden 1. oktober. Lige nu er det tal på 86 procent, så det er den sidste slutspurt, der skal sættes ind

I TV 2 Lorrys sendeområde kan du blive vaccineret i Bilka i Ishøj, Hundige og Hillerød. Omvendt skal man kigge langt efter vaccinationstilbuddet, hvis man foretrækker at handle i Bilka i Fields.

Samlet set har 75,4 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til cirka 4,4 millioner personer, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

I alt 72,5 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er cirka 4,2 millioner borgere.

Hvis man ønsker at blive vaccineret i Bilka, kan man finde flere oplysninger i sit lokale varehus.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik