Otte almene gymnasier i Region Hovedstaden skal have et loft over, hvor mange elever man må optage.
Det indstiller Danske Regioner, der har de fem regioner i ryggen, til børne- og undervisningsministeren. På landsplan vil man lægge loft over elevoptaget på 23 gymnasier.
Lofterne har to formål: At forhindre at elever skal rejse langt for at gå i gymnasiet, og for at forhindre at der ikke bliver gymnasier, hvor elever med samme baggrund klumper sig sammen.
Der er 27.000 færre unge i Danmark i 2030, og det vil ramme elevgrundlaget for især gymnasierne uden for de store byer, mener Danske Regioner.
Nogle af lofterne skal være med til at forhindre, at massevis af unge fremover skal rejse rigtig langt til et gymnasium.
- Nogle af lofterne skal være med til at forhindre, at massevis af unge fremover skal rejse rigtig langt til et gymnasium. Andre vil medvirke til en bedre elevsammensætning på udvalgte gymnasier, så de unge ikke kun for klassekammerater, der ligner dem selv, lyder det fra Stephanie Lose, (V), formand for Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Der er tale om Borupgaard, Nærum, Gladsaxe, Helsingør, Frederikssund Gymnasium, Høje-Taastrup, Hvidovre og Sydkysten i Region Hovedstaden. Der er ingen gymnasier i Region Sjælland, der bør have loft over elevoptaget, mener Danske Regioner.
Hos Region Hovedstaden mener man, at man har et ansvar for, at de mindre gymnasier også får elever:
- Som politiker i Region Hovedstaden har vi et ansvar for, at de mindre gymnasier også har elever, selvom det så medfører, at de store gymnasier måske skal være en lille smule mindre. Vi er klar over, at indstillingen kan betyde, at der er unge, som risikerer ikke at få opfyldt deres første prioritet, men hvis gymnasier ender med at lukke, så vil der også være mange unge, som ikke får deres første prioritet opfyldt, udtaler formanden for Region Hovedstadens udvalg for forskning, innovation og uddannelse, Lars Gaardhøj, (S), i en pressemeddelelse.
FAKTA: 23 gymnasier i fire regioner skal have elevloft, mener Danske Regioner:
Læs, hvilke gymnasier der er tale om, her:
Region Hovedstaden:
- Borupgaard Gymnasium.
- Nærum Gymnasium.
- Gladsaxe Gymnasium.
- Helsingør Gymnasium.
- Frederikssund Gymnasium.
- Høje-Taastrup Gymnasium.
- Hvidovre Gymnasium.
- Sydkysten Gymnasium.
Region Nordjylland:
- Frederikshavn Gymnasium.
- Nørresundby Gymnasium.
- Aalborg Katedralskole.
- Aalborghus Gymnasium.
- Hasseris Gymnasium.
- Støvring Gymnasium.
Region Midtjylland:
- Marselisborg Gymnasium.
- Egaa Gymnasium.
- Århus Statsgymnasium.
- Aarhus Katedralskole.
- Risskov Gymnasium.
- Favrskov Gymnasium.
- Skanderborg Gymnasium.
Region Syddanmark:
- Rosborg Gymnasium.
- Rødkilde Gymnasium.
Kilder: Danske Regioner.
Et problem med gymnasier, hvor andelen af tosprogede er høj
På flere gymnasier er elever med ikke-vestlig baggrund steget mærkbart over de seneste år, skrev Berlingske i sidste uge. Og det betyder, at elever med dansk baggrund vælger netop disse gymnasier fra.
I 2018 var der 16 almene STX-gymnasier, hvor mere end hver femte elev havde ikkevestlig baggrund. På 11 af dem var andelen 30 procent eller derover. I 2010 var det henholdsvis 12 og seks gymnasier, skrev Berlingske.
På Greve Gymnasium oplever man en tilstrømning af elever på trods en høj andel af tosprogede. Her er man ifølge rektoren lykkedes med at undgå de mange udfordringer, der følger med at have en stor andel tosprogede.
Gymnasier med flest tosprogede elever (2018-tal)
- Høje Taastrup Private Gymnasium - 87,6 procent
- NEXT - Sydkysten Gymnasium (STX) - 77,9 procent
- Københavns Private Gymnasium - 73,0 procent
- Copenhagen International School - 68,0 procent
- Sankt Petri skole – Gymnasium - 66,7 procent
- Høje-Taastrup Gymnasium - 58,1 procent
- Københavns åbne Gymnasium - 53,4 procent
- H.C. Ørsted Gymnasiet, Frederiksberg - 50,5 procent
- Hvidovre Gymnasium & HF - 46,7 procent
- Herlev Gymnasium og HF - 45,2 procent
- Frederiksberg Gymnasium - 43,4 procent
- NEXT - Albertslund Gymnasium (STX og HF) - 39,8 procent
- Greve Gymnasium - 19 procent
Kilde: Danmarks Statistik
Uden gymnasiers samtykke
Ifølge Stephanie Lose er der forskel på, hvilke problemer der ligger til grund for, at regionsrådene har set sig nødsaget til at foreslå elevlofter - også kaldet kapacitetslofter.
Således er det heller ikke alle indstillingerne, som er gjort med gymnasiernes samtykke, siger Stephanie Lose til nyhedsbureauet Ritzau.
De 23 indstillinger er seks flere end i skoleåret 2019/20 og hele 21 flere end for to år siden. Sidste år lå ingen af de indstillede gymnasier i Region Hovedstaden eller Region Sjælland.
Årets indstillinger falder sammen med, at regeringen inden længe forventes at fremlægge en ny model for elevfordeling og kapacitetsfastsættelse på gymnasieområdet.