Smertefuld sommerplage: Det skal du gøre, hvis du bliver stukket af en fjæsing

Senest er et treårigt barn blevet stukket af den giftige fisk ved en af Nordsjællands mest populære strande. Her kan du læse, hvordan man bør behandle en forgiftning.

Det ’stikker’ bogstaveligt talt af ved de danske strande denne sommer.

Danmarks giftigste fisk, fjæsingen, huserer i år ved kysterne i et væsentligt større omfang end normalt, fortæller havbiolog og akvariechef ved Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen.

Ifølge ham er der tale om et decideret ”fjæsing-år”, og det er særligt voldsomt i Nordsjælland.

Her kan badegæsterne være uheldige at træde på en fjæsing, idet den ofte ligger nedgravet på lavt vand om sommeren.

- Hvis man bliver stukket af en fjæsing, vil man ofte få kraftige smerter, hævelse og misfarvning omkring stikket. Smerterne kan stråle ud i hele armen eller benet, og man kan også blive svimmel og få hovedpine, oplyser Giftlinjen på sin hjemmeside.

Også fiskere kan også blive stukket, når fjæsingen tages af krogen. Og endelig kan stik fra en død fjæsing også være giftige.

Fjæsingen er elsket for sit kønne ydre og smagfulde kød, men hadet for sine giftpigge.
Fjæsingen er elsket for sit kønne ydre og smagfulde kød, men hadet for sine giftpigge.
Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Kosmopol

Ifølge Giftlinjen vil et stik med fjæsingens gift dog sjældent være alvorligt.

- Det sker kun sjældent, at fjæsingstik fører til alvorlig sygdom. Stikkene ledsages imidlertid af og til af infektion forårsaget af usædvanlige bakterier, skriver Giftlinjen.

Dog har der tidligere været tilfælde, hvor badegæster ude på dybere vand er blevet så chokeret over smerten ved et stik, at de næsten var ved at drukne, fortæller akvariechef Jens Peder Jeppesen.

- Hvis man bliver stukket, så gør det afsindig ondt. Det er virkelig en voldsom smerte.

- I nogle tilfælde kan stikket fra fjæsingen være så uheldigt, at den rammer en nerve. Så kan det faktisk sprede sig til resten af kroppen, fortalte han tirsdag til TV 2 Lorry.

Se TV 2 Lorrys tidligere indslag om havets hugorm her - artiklen fortsætter under videoen.

Kort nyt

Treårig stukket ved Bellevue

Ifølge Jens Peder Jeppesen er der i øjeblikket fjæsinger ved adskillige nordsjællandske strande, heriblandt Hornbæk Strand, Liseleje, Øst for Gilleleje og Bellevue Strand.

Nogle dykkere mener også at have set fjæsingens lillebror - den lille fjæsing ved Nordsjællands kyst. Den er endnu mere giftig.

- Jeg er så sent som i går blevet kontaktet af en kvinde, hvis treårige søn er blevet stukket ved kysten ved Bellevue. Det var meget smertefuldt for drengen, som fik en plamage på huden på størrelse med en femkrone, siger han onsdag til TV 2 Lorry.

- Det skulle være sket på en halv meters dybde, og det er ret usædvanligt, at fjæsinger befinder sig på så lavt vand. Men det kan måske hænge sammen med, at mængden af dem har presset dem længere ind mod land.

Indslag om fjæsing fanget ved Gilleleje juni måned sidste år.

Jens Peder Jeppesen har selv oplevet på nærmeste hold, at det vrimler med fjæsinger i havet.

- Jeg var for nylig oppe og fiske efter havørreder ved Gilleleje. 10 gange var der en fjæsing, der bed sig fast på mit havblink. De var alt mellem 18-30 centimeter lange, fortæller han.

Giftlinjen får markant flere henvendelser

Hos Giftlinjen fik man sidste år 156 henvendelser omkring stik fra fjæsinger. Det er mere end fordobling sammenlignet med 2019, hvor antallet af henvendelser lå på 71.

Indtil videre ligger antallet af henvendelser i år på 50, men eftersom vi kun er halvvejs gennem sommeren, forventes antallet at stige i den kommende tid.

- Der var en stor stigning sidste år, som sandsynligvis skyldes, at mange flere danskere holdt ferie i Danmark. Samme mønster ser vi muligvis i år, oplyser Giftlinjen til TV 2 Lorry.

Antal forespørgsler til Giftlinjen er dog ikke nødvendigvis udtryk for antal forgiftninger – for hvis alle efterhånden kender til behandlingen, så ringer de ikke til Giftlinjen, lyder det.

Førstehjælp ved ​fjæsingstik

Og netop behandlingen er faktisk ret simpel.

Giftlinjen anbefaler, at man anbringer stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30 til 60 minutter. Det varme vand lindrer smerten, og hvis man er i tvivl, om temperaturen er den rette, kan man afprøve den med en rask hånd. 

Herefter fjerner man eventuelle rester af piggen og vasker efter med vand og sæbe.

Ifølge Giftlinjen kan supplerende behandling med smertestillende medicin være nødvendig. Smerterne kan nemlig blive ved i op til 24 timer, og hævelsen kan vare ved i flere måneder.

Hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte – eller hvis der opstår infektion - bør man søge læge eller ringe til Giftlinjen, lyder anbefalingen.


Akvariechef bruger selv badesko

Også marinebiolog og akvariechef ved Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, har et godt råd til, hvordan man undgår at blive stukket.

- Når en fod kommer hen over den, så løfter den sin pig, så man får piggen direkte op i foden, hvis man træder på den, men en rigtig god måde at undgå det på, det er at købe badesko.

- De kan købes i sportsbutikker. Jeg bruger selv sådan et par, for sådan et stik er skam ikke noget at spøge med, siger Jens Peder Jeppesen.

Han fortæller dog, at fjæsingen ofte bliver skræmt ud på dybere vand, når badegæsterne ankommer.

Derfor kan det også være en fordel ikke at være den første i vandet. 

Fakta om fjæsing

  • Fjæsing er en saltvandsfisk, der lever på 2-15 meters dybde.

  • Det er især lille fjæsing (ca. 15 cm lang), der dukker op, hvor der er badende - nu muligvis også langs danske kyster.

  • Den ligger i dagtiden gravet lidt ned i sand, så kun øjne og rygfinner er fremme. Almindelig fjæsing er 40 cm lang og lever helst på dybere vand.

  • Der er dracotoxin (dragegift) i de forreste to giftpigge mellem hovedet og rygfinnen samt i giftpigge på gællelåget. Stik fra en død fjæsing kan også være giftige.


Symptomer

  • Der er stærke smerter ofte lokaliseret til hele den arm eller ben, der er blevet stukket.

  • Smerterne tager til over ca. ½ time.

  • Der kan være svimmelhed og hovedpine.

  • Der kommer hævelse og misfarvning omkring stikket. Stikket er sjældent farligt for voksne


Kilde: Sundhed.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik