Oversigt

Seneste nyt

SSI: Tvivlsomt om kinesisk coronasituation vil påvirke Danmark

Trods stigende smitte med coronavirus i Kina er det på nuværende tidspunkt usikkert, hvorvidt det vil få nogen betydning for coronasituationen i Danmark.

Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI).

- Covid-19-situationen i Kina er en meget stor udfordring for det kinesiske sundhedsvæsen og samfund.

- Det er til gengæld tvivlsomt, hvorvidt dette vil have nogen betydning for covid-19-situationen i Danmark aktuelt, siger han i en skriftlig kommentar.

Udtalelsen kommer, efter at Kina har løsnet landets stramme coronarestriktioner betydeligt.

Det gælder restriktioner om test og nedlukninger, som var nogle af de mest indgribende i verden.

Lempelsen har medført, at smitten i højere grad spreder sig. Det har senest fået USA til at meddele, at besøgene fra Kina skal kunne fremvise en negativ test for coronavirus for at komme ind i landet.

Fire andre lande har også indført indrejserestriktioner for besøgene fra Kina. Det gælder Indien, Japan, Taiwan og Italien, som er det eneste europæiske land.

Herhjemme er der i øjeblikket ingen restriktioner som følge af coronapandemien, og der er heller ikke længere anbefaling om isolation og test.

Ifølge SSI-direktøren holder man øje med, hvordan situationen udvikler sig.

- SSI følger situationen nøje og konsulterer med europæiske kolleger, siger Henrik Ullum.

/ritzau/