Det sker ikke ret tit - men i dag er en af de særlige lejligheder - du får penge for at bruge strøm.
Sådan lyder det fra energiselskabet Vindstød.dk, som sælger strøm produceret af vindmøller over hele af landet. mange af virksomhedens kunder - omkring 10.000 bor i Københavnsområdet. Og da de har aftale om variable elpriser på deres regning, så kan de i dag opleve det usædvanlige fænomen, at elpriserne er negative.
-Det sker sjældent, men det er godt for Vindstød.dk’s kunder, når prisen bliver negativ, da el-regningen jo falder, siger Morten Nielsen fra Vindstød.dk
Desværre - for træerne vokser jo ikke ind i himlen - så skal man ikke regne med penge på kontoen, for der skal betales skatter og afgifter af den strøm, man bruger - og de overstiger altså den negative strømpris.
-Men derfor er det altså højest usædvanligt alligevel, lyder det fra Morten Nielsen.
Han siger, at det er kombinationen af, at der rundt omkring i landet vil blæse en hel del i dag og så det, at de de store virksomheder holder lukket i julen, der gør, at prisen falder. Strømmen sælges via Nordpool, der udbyder den til markedsvilkår, og på en dag, hvor behovet er lavt, falder priserne - for eksempel fordi vindmøllerne snurrer lystigt videre uden at tage hensyn til dagens aktuelle behov for strøm.
Prisen på en megawattime i dag er minus 18 kroner og 44 øre ifølge Nordpool, som er den nordiske elbørs. De svingende priser er i dag gode for de kunder, der har variabel prisaftale med deres elleverandør. Hvis man har en fastaftale, hvor prisen for eksempel er aftalt for et år ad gangen, så har dennegative pris ingen indflydelse på e-regningen.
Også DONG, der leverer el til store dele af hovedstadsområdet bekræfter fænomenet. Men man skal ikke skal fare ud og købe vildt ind for sin gevinst - for skatter, afgifter og leverandøromkostninger opvejer mere end rigeligt den rå elpris.