Oversigt

Seneste nyt

Jakob Engel-Schmidt efter møgsager: Vi har sagt nej til mange kandidater

Lars Løkke Rasmussen (M) tog sig god tid, da han etablerede Moderaterne. Han startede i det små, undersøgte mulighederne for et parti og gik kandidaterne efter i sømmene.

Alligevel har partiet haft en række møgsager og sagde farvel til tre folketingsmedlemmer blot et år efter valget. Men det har partiet lært af og kan bruge fremover.

Det siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der er valgt i Nordsjællands Storkreds, i et interview forud for Moderaternes landsmøde i weekenden i Vejle.

Landsmødet tegner til at blive noget mindre dramatisk end sidste år, hvor en række møgsager fyldte.

- At tale om, at partiet ikke har været en succes, ville være kontrafaktisk historieskrivning. For jeg synes, vi er blevet en succes. Vi kan altid gøre tingene bedre. Jeg lærer hver dag, og jeg har lært meget af den opstart.

- Det betyder også, at når vi nu har fundet kandidater til EU-Parlamentet, og når vi skal i gang med at finde kandidater til kommunalbestyrelser, har vi en værdifuld erfaring, siger han.

Spørgsmålet er, om partiet har været god nok til at undersøge kandidaterne.

- Vi har sagt nej til mange, der ønskede at være med om bord. Det har vi gjort, fordi det er vigtigt for os, at vi vokser på en ordentlig måde, siger Jakob Engel-Schmidt.