Mød tre modstandskvinder, der spillede afgørende roller under krigen

Hun er blevet kaldt ”en af landets mest betydningsfulde, men også mest ukendte modstandsfolk”, og det er da nok også de færreste, der genkender navnet Jutta Graae.

Men det er næppe tilfældigt, at hun gik under dæknavnet ”Storfyrstinden”. Få personer i den danske modstandsbevægelse var nemlig så indflydelsesrige som Jutta Graae. Det var dog de færreste, der vidste det. I samtiden såvel som eftertiden.

På overfladen var Jutta Graae nemlig en helt almindelig bankansat. Som fuldmægtig i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn fungerede hun ifølge Frihedsmuseet som en slags ”menneskelig postkasse” for modstandsbevægelsen og den danske efterretningstjeneste.

Faktisk var det et møde mellem Jutta Graae og en britisk efterretningsofficer i banken i januar 1940, der reelt set lagde grundstenen til den danske modstandskamp. Siden brugte hun de fleste af sine vågne timer på at deltage aktivt i modstandskampen.

Først i banken, hvor hun som et slags bindeled og under dække af sit job havde god mulighed for at videreformidle det illegale efterretningsarbejde og sende meget vigtige informationer fra modstandsbevægelsen til englænderne.

Men også i privaten, hvor hun stillede sit hjem til rådighed og deltog i møder i modstandsbevægelsen. Et særligt vigtigt møde fandt sted i 1943 og førte til oprettelsen af et ’sabotageråd’, der endte med at blive til Frihedsrådet.

Og siden som modstandskæmper i eksil. For da samarbejdspolitikken i 1943 brød sammen, måtte ”Storfyrstinden” gå under jorden. Først i Stockholm og siden i London, hvorfra hun fortsatte sit virke som modstandskvinde i højtstående stillinger – denne gang i den officielle modstandsbevægelse.

Efter krigen var hun med fra starten, da Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev oprettet, og ifølge Frihedsmuseet var hun især værdsat for sin ”diskretion, integritet og solide dømmekraft”.

Med andre ord: Hun vidste det meste, men tav om det hele.

Frøken Lange var ikke sikker.

Derfor sigtede hun en ekstra gang med pistolen og sendte det dødbringende skud mod Tove Schmidts hoved. Ved siden af lå ægtefællen Jørgen Schmidt død, henrettet i en af de mange stikkerlikvideringer, der fandt sted i krigens afsluttende år og måneder.

Hr. og fru Schmidt arbejdede for den tyske besættelsesmagt. Manden først som Østfront-kæmper og siden aktiv i Gestapo, konen angiveligt ansat i Shellhuset.

100 meter fra hjemmet i Valby, hvor parret boede under falske navne, afventede Gudrun Johansen, der gik under dæknavnet ”Frøken Lange”, sammen med afdelingen af modstandsgruppen Holger Danske. Likvideringen af hr. og fru Schmidt var blot en af mange, som den kvindelige modstandsleder stod i spidsen for.

Gudrun Johansen var en usædvanlig kvinde i modstandsbevægelsen af flere grunde. Både den akademiske baggrund som botaniker og plantepatolog, men også fordi hun var den eneste kvindelige afdelingsleder i den store modstandsgruppe Holger Danske.

Fra 1944 og frem stod hun i spidsen for Gruppe Lange, der bestod af 34 modstandskæmpere med ”Frøken Lange” som leder. Det var helt usædvanligt, da kønsopdeling var udpræget i alle dele af modstandsbevægelsen. Opgaver som hold up-aktioner for at skaffe våben, indbrud, sabotager og likvideringer var udpræget mandearbejde, og Gudrun Johansen, der beskrives som lille og spinkel og nærsynet, var unik i den henseende.

Til gengæld havde hun ifølge Kvindebiografisk Leksikon kvaliteter som ”handlekraft, koldsindighed og snarrådighed”, hvilket gjorde hende til en dygtig leder i modstandsbevægelsen.

Gudrun Johansen deltog i 50-60 aktioner, heriblandt en række sabotager og seks likvideringer.

Netop likvideringerne var en del af jobbet, som hun bestemt ikke brød sig om. Hun har blandt andet udtalt, at hun efter en likvidering følte sig ”ilde til mode ved det unægtelig, beskidte hverv” hun havde fået, og som mange andre modstandsfolk besluttede hun sig for at tie krigens traumer ihjel.

Efter krigen flyttede Gudrun Johansen til Brasilien, hvor hun blev, indtil hun døde i 1983.

Elisabeth ”Lis” Bomhoffs vej til modstandsbevægelsen var mildest talt tilfældig. Nok nærede hun et ønske om at gøre sit i kampen mod den tyske besættelsesmagt, men det var noget så ordinært som et indbrud i hendes tidligere lejlighed på Frederiksberg, der førte hende ind i modstandskampen.

Politibetjenten Olav Bertelsen, der efterforskede indbruddet og ved siden af sit job som kriminalbetjent var aktiv modstandsmand, kunne ved et besøg konstatere, at Elisabeth sammen med ægtefællen Helmer Bomhoff i deres nye villa i Hjortekær havde et perfekt sted at skjule efterlyste modstandsfolk.

Siden fik Lis Bomhoff til opgave at give husly og sørge for mad og drikke til folk fra modstandsbevægelsen, der havde brug for et skjulested.

En af dem var Bent Faurschou-Hviid, der er mere kendt under sit alias ”Flammen” med reference til dennes hårfarve.

Han, og andre kendte modstandsfolk som Frode Jakobsen og Børge Thing, skjulte sig i længere perioder i Lis Bomhoffs hus i Hjortekær ved Lyngby. Hun løb en kæmpe risiko, hvis det blev opdaget af den tyske besættelsesmagt.

Det var især ”Flammen”, der tilbragte mest tid i kælderen, og Elisabeth Bomhoff tog den noget yngre modstandskæmper til sig som en søn. Han kvitterede med gaver og kaldte hende ”Lillemor”.

Elisabeth Bomhoff var sammen med manden Helmer og dennes svigerfar også til stede, da Gestapo den 18. oktober 1944 stormede en villa, hvor ”Flammen” opholdt sig. Som fast tjans havde Lis Bomhoff til opgave at udruste modstandskæmperne med en dødbringende cyankaliumpille, der skulle sluges i tilfælde af, at man stod til at blive taget til fange.

Netop denne nåede Bent ”Flammen” Faurschou-Hviid at tage, inden Gestapo kunne slå kløerne i ham. Lis stod og så, da tyskerne trak den døende Bent ned ad trappen og hørte, hvordan hans hoved dunkende imod hvert trappetrin.

- Hans hoved faldt med en dump lyd på de tæppebelagte trin. De smed ham for fødderne af mig. Han var ikke død, men dybt bevidstløs. Tyskerne fór rundt for at finde modgift, for de ville have ham levende, så de kunne pine ham ihjel. Det lykkedes ikke. Jeg så Flammens øjne forsvinde opad, og det var en fred for mig, at han døde, har Elisabeth Bomhoff senere fortalt til Kristeligt Dagblad.

Efterfølgende blev hun arresteret, mentalt tortureret i form af fingerede henrettelser,og indsat i Vestre Fængsel.

Hun knækkede dog aldrig under de brutale og barske forhør. Heller ikke da to tyske soldater tog ladegreb og sigtede mod hende.

- Så skyd da, skulle hun have sagt.

Elisabeth Bomhoff blev siden sendt til Frøslevlejren, hvor hun var interneret indtil krigens afslutning. Efter krigen drev hun en eksklusiv modeforretning på Oslo Plads.

Da Lis Bomhoff i 2014 døde, 102 år gammel, var hun en af de få tilbageværende, der havde oplevet modstandskampen helt tæt på.