Klinik skal gribe udsatte: "Forleden kom en patient, der ikke havde været til læge i årevis"

Den første flexklinik i Danmark er netop blevet indviet på Bispebjerg Hospital. I løbet af de førte dage har cheflæge Jens Rasmussen og kollegerne set cirka tre patienter om dagen.

Udsatte borgere anslås i gennemsnit at leve omkring 20 år kortere end den gennemsnitlige dansker.

Og det er der flere årsager til.

Spørger man Jens Rasmussen, der er cheflæge på akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, er en af forklaringerne, at udsatte borgere ikke altid kommer til lægen, når de har behov for det. 

Derfor er han også yderst tilfreds med, at man 2. januar indviede en ny lægepraksis for socialt udsatte i den såkaldte flexklinik på Bispebjerg Hospital.

Her er det nemlig målet at skabe rammer, så netop de socialt udsatte borgere - herunder hjemløse og misbrugere - der ikke passer ind i sundhedsvæsenets traditionelle kasser, kan få behandling.

- Det er for dem, der ikke har et MitID og ikke kan møde op et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, eller har en hustru eller mand, der kan minde en om det, siger Jens Rasmussen til TV 2 Kosmopol og fastslår:

- For at vi kan behandle alle lige, må vi behandle alle forskelligt.

Selvom den nye lægepraksis kun er få dage gammel, så er cheflægen allerede godt tilfreds.

- Jeg har selv været der det meste af dagen i dag, og jeg kan mærke, at de, der kommer ind, slapper af og er glade for, at de kommer.

- Forleden var der en forbi – der havde hørt om os fra en anden - der sagde, at vedkommende ikke havde været til lægen i mange år – nu havde hun lyst til at gå til lægen igen. Det var godt, for der var noget at tage fat i.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Jens Rasmussen er cheflæge på akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, som Flexklinikken hører under.
Jens Rasmussen er cheflæge på akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, som Flexklinikken hører under.
Foto: Region Hovedstaden / Presse

Jens Rasmussen anslår, at der dagligt har været omkring tre patienter forbi klinikken. Han forventer dog, at antallet vil stige over det næste stykke tid.

Blandt de patienter, der allerede har været forbi, er det forskellige problemstillinger og behov, de er dukket op med.

- Et bosted havde sendt en patient med feber herhen. Hun synes ikke selv, at hun var dårlig. Hun ville ikke være gået til læge normalt og havde ikke penge til medicinen. Men vi fandt ud af, at hun havde en betydelig forværring af hendes astma og en infektion, forklarer Jens Rasmussen og nævner et andet eksempel:

- Der var også en forbi med et begyndende udslæt. Det var hurtigt klaret, men kunne have udviklet sig, hvis det ikke blev behandlet.

VIP-ordning i spil

Han mener, at man i det klassiske sundhedssystem nemt ”ryger ud af systemet”, hvis man ikke møder op til en tid eller misser en henvisning.

I så fald vil det kræve, at man bestiller en ny tid. Og det kan altså godt være svært, både at misse en aftale og bestille en ny tid, hvis man er udsat og har mange andre ting at bekymre sig.

Det er man netop opmærksom på Flexklinikken, hvor man ikke lader sig begrænse af tiden og forsøger at klare flere ting på en enkelt konsultation. Indtil videre er der ikke afsat en bestemt tid ligesom man også har åben konsultation, hvor folk fra målgruppen kan komme. 

- Det er ingen kritik af praktiserende læger, men de har enormt travlt og kan ikke nå hele vejen rundt om en patient, som ikke har været til lægen i mange år og gerne vil have klaret det hele på en gang.

- Hos os er det anderledes. Vi forsøger at tage den tid, der er behov for. Vi forsøger også at klare så meget som muligt på en gang. Så hvis der kommer en, og vi vurderer, der skal laves et røntgenbillede, så undersøger vi, om det kan foretages samme dag, når vedkommende nu er her.

- Sammen med de andre afdelinger har vi lavet en ”VIP-ordning”, så når vi har en patient og ringer til dem (afdelingerne, red.), så forsøger vi at få en tid samme dag.

"Skudrene skal ned, og ingen skal hidse sig op"

Samtidig har man forsøgt af at indrette klinikken en smule anderledes, så man skaber en anden atmosfære.

Eksempelvis er der gjort plads til, at man kan have sin hund med, ligesom man kan få en kop kaffe og en sandwich, hvis behovet er der.

Et andet greb, som Jens Rasmussen fremhæver, er, at klinikken har sin egen indgang, så patienterne ikke skal gennem den kliniske afdeling på selve hospitalet for at komme frem.

- Her skal man ikke tænke over, hvordan man ser ud. Der kommer ikke nogen børnefamilier, der sidder og kigger. Dem, der kommer, har en fællesnævner i at være udsatte.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I venteværelset hos Flexklinikken sidder der altid en sygeplejerske, ligesom der altid er kaffe på kanden.
I venteværelset hos Flexklinikken sidder der altid en sygeplejerske, ligesom der altid er kaffe på kanden.
Foto: Region Hovedstaden / Presse

Også blandt stedets ansatte, som består af en speciallæge i almen medicin og to sygeplejersker, er der et stort fokus på, hvordan opgaven gribes an.

- Tilgangen fra personalet er meget væsentligt. Vi har fokus på at være smilende, lyttende og forstående over for dem, der kommer.

- Det er vigtigt, at alle er trygge ved at komme her. Skudrene skal ned, og ingen skal hidse sig op, her bliver man hørt, slutter han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik