Økonomien har haltet i Stevns. Underskud er blevet finansieret med træk fra kassebeholdningen, og landets største skattestigning blev effektueret ved årsskiftet.
Nu skal vælgerne beslutte, hvem der skal stå for at få kommunen på ret kurs i de kommende år.
Hvad er der på spil?
Slaget om borgmesterposten kommer til at stå mellem Venstre og Socialdemokratiet, der begge er med i flertalsgruppen, der i dag styrer Stevns.
Venstre har traditionelt stået stærkt i Stevns og har borgmesterposten i dag, men Socialdemokratiet er det største parti og har markant indflydelse på den førte politik.
Stevns
Mandatfordeling i kommunalbestyrelsen
Borgmester:
Anette Mortensen (V)
1. viceborgmester:
Steen S. Hansen (S)
2. viceborgmester:
Varly Jensen (DF)
*Jan Jespersen blev valgt for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2017 men har siden meldt sig ind i SF, der dermed har fået et mandat i kommunalbestyrelsen.
Hvem er favoritten og hvorfor?
Den nuværende borgmester Anette Mortensen fra Venstre har en rimelig chance for at fortsætte på posten.
- Hun blev valgt til ny frontfigur for Venstre i Stevns forud for seneste kommunalvalg efter en periode med en masse politisk ballade i kommunen – ikke mindst internt i Venstre.
- Hun var ikke et quick fix for partiet, der blev næsten halveret på valgdagen. Men på trods af dette formåede Anette Mortensen at genvinde borgmesterposten for Venstre.
- I de seneste fire år har der så været mere ro på bagsmækken i Venstre og i kommunalbestyrelsen i Stevns i det hele taget.
- Det er sandsynligt, at en del vælgere vil belønne Anette Mortensen for dette og vende tilbage til Venstre.
Hvem er førsteudfordreren, og har han en chance?
Henning Urban Dam Nielsen fra Socialdemokratiet skal tage kampen op imod borgmester Anette Mortensen. Han er uddannet folkeskolelærer og er i dag formand for social- og sundhedsudvalget i Stevns.
- Det er første gang, Henning Urban Dam Nielsen er borgmesterkandidat til et kommunalvalg, og hans chancer for at sejre er gode.
- Selvom Socialdemokratiet blev klart det største parti i Stevns ved seneste valg, formåede partiet ikke at veksle det til en borgmesterpost. Det har givet nogle erfaringer, der måske kan få det til at lykkes denne gang.
- Kommunalvalg påvirkes til en vis grad af bevægelserne i landspolitik, og det kan vise sig at være en fordel for Henning Urban Dam Nielsen. Det går nemlig godt for Socialdemokratiet og skidt for Venstre på Christiansborg.
Hvilke temaer kommer til at fylde i valgkampen?
-
Økonomi og skat:
Stevns Kommune har stigende udgifter til velfærd. Det skyldes hovedsageligt, at der hele tiden kommer flere ældre i Stevns, og det er dyrt. De seneste par år har man været nødt til at tilføre penge til budgettet fra kommunekassen for at fastholde serviceniveauet, og sidste år vedtog flertalsgruppen landets største skattestigning på 1,0 procentpoint, så der nu er en kommuneskatteprocent på 26 i Stevns. Den manøvre var ifølge flertalsgruppen en direkte konsekvens af udligningsreformen, som ikke tilgodeså Stevns på den måde, som lokalpolitikerne havde håbet på. Problemet med økonomien er dog ikke løst med skattestigningen, for Stevns får stadig brug for at finde flere penge i de kommende år.
-
Infrastruktur
Derudover skal der bygges en ny vejforbindelse til Stevns, så de mange pendlere, der skal nordpå fra landkommunen, kan komme hurtigere på motorvejen uden at skulle igennem Køge by. Begge kommuner døjer i dag med massiv trængsel på grund af de mange pendlere. Vejforbindelsen har været på tale i adskillige årtier, men nu er finansieringen fra staten endelig på plads. Det er placeringen dog ikke, og mange borgere i Stevns frygter, at en kommende vejforbindelse kan komme til at skære igennem deres lokalområde. Den kan dog også ende med primært at ligge i Køge. Vælgerne i Stevns vil formentlig benytte valgkampen til at kræve klare svar fra politikerne.
Hvordan gik det ved valget i 2017?
Efter valget i 2017 startede Venstre og borgmester Anette Mortensen først ud med at lave en smal, borgerlig konstitueringsaftale med Konservative, Nyt Stevns og Dansk Folkeparti. Sammen havde de fire partier lige akkurat de ti mandater, der kræves for at opnå flertal.
Sådan skulle det dog ikke ende. Anette Mortensen valgte i sidste øjeblik at droppe aftalen med Nyt Stevns og Dansk Folkeparti, og i stedet konstituerede Venstre og Konservative sig med Socialdemokratiet og Radikale Venstre i en flertalsgruppe. Sammen har de 13 ud af 19 mandater i kommunalbestyrelsen. Anette Mortensen blev borgmester i den nye konstituering, og Socialdemokratiet fik to udvalgsformandsposter.
Hvem blev de største stemmeslugere ved valget i 2017?
Antal stemmer | ||
---|---|---|
1. Anette Mortensen (V) • | 9.1 af alle afgivne stemmer | 1.179 |
2. Steen S. Hansen (S) | 1.179 | |
3. Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) • | 849 | |
4. Mikkel Lundemann Rasmussen (K)• | 547 | |
5.Line Krogh Lay (RV) • | 454 |
Hvordan har kommunalbestyrelsen fordelt pengene i de seneste års budgetter?
- Flertalsgruppen - det vil sige Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre - indgik de to første budgetter i valgperioden. De handlede meget om at fastholde - og enkelte steder forbedre - serviceniveauet på de store velfærdsområder børn og ældre. Der blev foretaget et kassetræk på 22,3 millioner i budgettet for 2019 og 24,8 millioner i budgettet for 2020. Der blev desuden lavet flere mindre besparelser på forskellige områder.
- I budgettet for 2021 kom også Enhedslisten med, så 15 ud af 19 mandater i kommunalbestyrelsen skrev under på aftalen. Her blev der besluttet en stigning i kommuneskatten på et helt procentpoint. Årsagen var først og fremmest, at Stevns ikke fik det ud af udligningsreformen, som lokalpolitikerne havde forventet. Skattestigningen var landets største og har været meget omdiskuteret. Det skyldes først og fremmest, at den er besluttet, mens Venstre sidder for bordenden i kommunalbestyrelsen, og fordi Stevns ikke havde tilladelse til at hæve skatten, hvilket betyder, at kommunen bliver sanktioneret af staten i en årrække.
- Samme 15 mandater har for nylig vedtaget et budget for 2022, som er blevet beskrevet som en fortsættelse af budgettet for året før.
Hvem har indgået valgforbund?
I modsætning til samarbejdet hen over midten i kommunalbestyrelsen i de sidste fire år, så er valgforbundene ren blokpolitik i Stevns. Der er således indgået følgende to valgforbund:
- Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nyt Stevns, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.
- Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Hvad betyder valgforbund og konstituering?
Valgforbund:
Når to eller flere partier går sammen i et valgforbund, tæller gruppen som ét parti, når stemmerne skal omsættes til mandater.
Overskydende stemmer kan puljes og tilsammen skaffe valgforbundet et mandat - eller et ekstra mandat.
Hvert parti kan kun indgå ét valgforbund. Valgforbund indgås typisk mellem lister og partier, der står hinanden politisk nær, men de er ikke forpligtet til at støtte hinanden, når der skal findes flertal bag en borgmester.
Konstituering:
Når valgresultatet er kendt på valgaftenen og valgnatten, vil de forskellige borgmesterkandidater forsøge at finde et flertal blandt de øvrige partier. Hvis ét parti alene har flertal, kaldes det absolut flertal. Når en borgmesterkandidat har fundet flertal, vil parterne typisk underskrive en konstitueringsaftale.
En konstitueringsaftale er ikke juridisk bindende og kan ikke håndhæves. Kommunalbestyrelsens konstituering sker på det konstituerende møde, der som regel finder sted et par uger efter valget. Her vælges blandt andet borgmester, viceborgmestre og udvalgsformænd.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet og TV 2 Lorry
Hvad med de andre partier?
- Martin Henriksen er valgt som spidskandidat for Dansk Folkeparti i Stevns. Han er tidligere medlem af Folketinget og tidligere udlændingeordfører.
- Mogens Haugaard Nielsen var borgmester for Venstre i Stevns fra 2013 til 2017. Han meldte sig ud af partiet sidst i valgperioden og stiftede lokallisten Nyt Stevns, der kom i kommunalbestyrelsen med to mandater. Nyt Stevns blev det tredje største parti ved valget i 2017.
- Jan Jespersen er valgt ind i kommunalbestyrelsen for Enhedslisten, men han tabte et kampvalg om at blive partiets spidskandidat til det kommende valg, hvorefter han meldte sig ud af partiet. Jan Jespersen har nu meldt sig ind i SF og genopstiller til kommunalvalget for SF.
- I stedet har Enhedslisten nu Sejer Folke som spidskandidat.
- Kommunalbestyrelsesmedlemmet Line Krogh Lay står i spidsen for Radikale Venstre, der skal forsøge at beholde sit mandat i kommunen.
- De seneste fire år har Liberal Alliance ikke været repræsenteret politisk i Stevns, men det skal Lars Barthold Hansen forsøge at lave om på.
Nye Borgerlige har meldt ud, at partiet stiller op til kommunalvalget i Stevns med Bolette Sølyst som spidskandidat.
Forudsigelsen:
Det bliver snævert, men det bliver formentlig lettest for Venstre og borgmester Anette Mortensen at stable et flertal på benene.
Stemmerne vil afgøre, om hun får mulighed for at konstituere sig med de borgerlige partier, som Venstre er gået i valgforbund med. Det kan også være, at hun hellere vil fortsætte samarbejdet hen over midten. Det kræver i så fald, at Socialdemokratiet vil gå med igen uden at få borgmesterposten.
Sådan har vi gjort
TV 2 Lorry har skrevet denne analyse på baggrund af research, en lang række skriftlige kilder og samtaler med en stribe af kilder med kendskab til de politiske forhold i kommunen.
Her er kandidaterne i Stevns Kommune:
Valgforbund:
- Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Nyt Stevns, Dansk Folkeparti, Venstre
- Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten
Liste A - Socialdemokratiet
Henning Urban Dam, Store Heddinge
Anne Munch, Rødvig
Helen Sørensen, Strøby Egede
Steen S. Hansen, Hårlev
Thomas Overgaard, Store Heddinge
Tim Christensen, Strøby Egede
Morten Kasper, Valløby
Ib Petersen, Hårlev
Charlotte Hansen, Store Heddinge
Mogens Hansen, Rødvig
Liste B - Radikale Venstre
Line Krogh Lay, Store Heddinge
Sofus Christensen, Boestofte
Johannes Frimodt-Møller, Store Heddinge
Louise Vinther Alis, Hellested
Bjarne Hendrichsen, Lyderslev
Birgit Voigt, Strøby Egede
Liste C - Det Konservative Folkeparti
Mikkel Lundemann Rasmussen, Store Heddinge
Thor Grønbæk, Holtug
Dorthe Winberg, Strøby Egede
Ellen Knudsen, Store Heddinge
Emil Larsen, Hårlev
Bo Kjeldsmark, Strøby Egede
Michael Ring Møller Jensen, Strøby Egede
Liste D - Nye Borgerlige
Bolette Sølyst
Lasse Wøhlk
Niels Holvard
Liste F - SF
Michael Graakjær, Strøby Egede
Jan Jespersen, Hellested
Julie Hoff Sørensen, Valløby
Robert Hellebek, Strøby
Birgit Smedegård, Hellested
Hans Chr. Rasmussen, Gevnø Mark
Liste I - Liberal Alliance
Lars Barthold Hansen
Tim Warner
Sarah Sjølin Lilaa
Liste N - Nyt Stevns
Mogens Haugaard, Lund
Kristian Olsen, Rødvig
Poul Erik Brixtofte, Store Heddinge
Jørgen Larsen, Hårlev
Kolbrún Inga Bjarnadóttir, Hårlev
Rikke Ackermann, Store Heddinge
Jesper Kristensen, Rødvig
Brian Qvist, Store Heddinge
Rene Langelund Larsen, Store Heddinge
Ole Gjermandsen, Store Heddinge
Birger Merwald, Rødvig
Liste O - Dansk Folkeparti
1. Martin Henriksen, Lyderslev-Gevnø
2. Helene Brix, Lille Heddinge
3. Rehné Høst Altenburg, Store Valby
4. Ulla Rasmussen, Store Heddinge
5. Jytte Jensen, Store Heddinge
Liste V - Venstre
Anette Mortensen, Strøby Egede
Flemming Petersen, Hårlev
Rasmus Englund, Store Heddinge
Bjarne Nielsen, Varpelev
Karsten Skov, Strøby Egede
Hans Peter Michaelsen, Store Heddinge
Tina Høve, Hårlev
Carl Skou, Rødvig
Katja Pedersen, Strøby
John Dalsgaard Jensen, Magleby
Gert Nielsen, Store Heddinge
Ruben Lykke Pedersen, Store Heddinge
Niels V. Petersen, Strøby Egede
Axel Mølgaard Andersen, Store Heddinge
Liste Ø - Enhedslisten
1. Sejer Folke, Hellested
2. Heidi van den Heijkant Christiansen, Hårlev
3. Otto Mortensen, Valløby
4. Willy Karlslund, Strøby Egede
5. Peter Roswall Christensen, Hellested
6. Lars Aage Pedersen, Enderslev
7. Jonna Faurskov, Hellested
8. Erling Sørvin, Hellested
9. Poul Erik Madsen, St. Tårnby
10. Claus Jeppesen, Valløby
_
_