Lastbiler blokerer trafikken mandag morgen

Søndag aften og mandag morgen har lastbiler blokeret flere veje i Hovedstadsområdet

Lastbiler stopper i de store kryds og spærrer trafikken ind mod København mandag morgen.

Det fortæller Københavns Politi til TV 2 Kosmopol.

Det ses blandt andet ved lyskrydset ved Folehaven i Valby og ved krydset ved Hillerødmotorvejen og Mosesvinget i København Nordvest.

- De holder stille i banerne, der kører lige ud, så bilerne må ud i drejebanerne for at komme forbi. Så trafikken glider, men det går langsomt, siger politiinspektør Tommy Laursen til TV 2 Kosmopol.

- Vi beder dem køre videre, men så kommer der to nye lastbiler kort efter, så det er jo en form for demonstration, siger han.

Både Sydmotorvejen og Vestmotorvejen har mandag morgen langsomtkørende lastbiler, skriver Midt- og Vestsjælland på Twitter.

"Så bilisterne i morgentrafikken kan som følge af det risikere at møde kødannelser ud over de normale", skriver politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi er til stede ved en afkørsel på Holbækmotorvejen. Det oplyser vagtchef Thomas Kristensen tidligt mandag morgen til Ritzau.

Han oplyser, at der er lastbiler på stedet, og at politiet er på stedet for at komme i dialog med lastbilchaufførerne. Ifølge ham er det for tidligt at sige, om lastbilerne blokerer vejen.

Blokaderne sker, efter at vognmænd og lastbilchauffører havde varslet en landsdækkende demonstration mod en politisk aftale om en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler.

Startede søndag aften

Søndag aften skete noget lignende på Amager ved to motorvejstilkørsler mod både Danmark og Sverige tæt på Kastrup Lufthavn. Også her har et antal lastbiler forsøgt at spærre for trafikken på tilkørslerne.

"Hold øje med trafiksituationen, og kør hjemmefra i god tid i morgen og overvej alternative veje, hvis blokaderne fortsætter", skrev Københavns Politi omkring midnat på Twitter.

DR skrev søndag aften, at lastbiler også havde blokeret en rundkørsel ved færgelejet i Helsingør, hvor færgen sejler til Helsingborg.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Her ses kø i Padborg, efter lastbiler har blokeret blokeret grænsen til Padborg ved motorvej E45
Her ses kø i Padborg, efter lastbiler har blokeret blokeret grænsen til Padborg ved motorvej E45
Foto: Presse-fotos.dk

Strejke blev ellers afblæst

Der opstod usikkerhed om den landsdækkende demonstration i torsdags, da den såkaldte Vejskatskomité, som består af en gruppe danske vognmænd, blev opløst med øjeblikkelig virkning.

Vejskatskomitéen agerede formidler mellem demonstranterne og politiet.

I en pressemeddelelse skrev gruppen, at meldingen fra myndighederne først lød, at demonstrationen kunne gennemføres lovligt.

Men så skiftede politiet standpunkt. I en ny vurdering lød det ifølge Vejskatskomitéen fra myndighederne, at demonstrationen ville være ulovlig.

- Da vi som komité udelukkende vil stå bag lovlige demokratiske metoder, opløses Vejskatskomiteen med øjeblikkelig virkning, skrev gruppen i pressemeddelelsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik