Teenagedrenge sigtet for at have planlagt dobbeltdrab - begge nægter sig skyldige

De sigtes for sammen at have planlagt drabene på to teenagere, som døde af knivstikkeri mandag aften.

To drenge på 16 og 17 år mødte onsdag op i Retten i Glostrup, hvor de er mistænkte i sagen om drab på to teenagere og drabsforsøg på en tredje.

De sigtes for manddrab og forsøg på manddrab ved 6. marts omkring klokken 22.55 i forening og efter forudgående aftale med forsæt til at dræbe at have angrebet de tre teenagere. Den ene sigtede siger, at det skete i selvforsvar, mens den anden nægter sig skyldig.

De unge drenge på anklagebænken er spinkle og har begge skægvækst på hagen, den ene iført mørkt træningstrøje og den anden med grå hættetrøje. De har begge deres forældre med.

Drabene skete mandag aften. Her modtog politiet klokken 22.57 et opkald, der satte gang i en større udrykning til Skjeberg Alle i Taastrup.

Tre unge drenge var ramt af knivstik, to af dem døde i en alder af blot 17 og 18 år, den tredje blev bragt på hospitalet og overlevede.

Nu sidder den 16-årige og den 17-årige i Retten i Glostrups største sal, sigtet for to drab og et drabsforsøg. De har begge meldt sig selv.

Stilhed i salen

I salen sidder pårørende og tilhørere fordelt i grupper uden at tale sammen.

Stilheden i salen fylder hele rummet, på nær når en ung dreng på tilskuerrækken snøfter og tørre sig under øjnene på sit foroverbøjede hoved. En anden dreng gemmer sit hoved i hænderne.

- De to drenge er blevet fremstillet for en dommer og har begge nægtet sig skyldige i den sigtelse, der er rejst, siger TV 2s retskorrespondent Astrid Søndberg.


Dørene er blevet lukket for det videre retsmøde, men tilbage i salen sidder nu forældrene til de sigtede, da de er under 18 år gamle og derfor har ret til at få deres værger med.

- Der var ikke de store protester imod dørlukningen, fordi det er en så voldsom sag med børn. Dommeren lagde vægt på, at der er tale om en meget alvorlig sag med meget alvorlige sigtelser, siger Astrid Søndberg.

Ofre ramt i bryst og hals

Der var mange pårørende og familiemedlemmer til stede, som tydeligvis havde noget at gøre med en af de dræbte, fortæller hun.

De blev skærmet af fra nogle af de andre tilhørere af betjente, forklarer hun, og siger, at flere i salen græd, da hændelserne blev beskrevet i retssalen: En af ofrene blev ramt af knivstik i halsen, den anden i brystkassen.

Politiet skal nu finde ud af, hvad der ligger bag overfaldet. Det kræver en større efterforskning og flere afhøringer, forklarer Astrid Søndberg.

- Vi ved at noget er foregået i City 2 i Høje-Taastrup inden knivstikkeriet, så politiet har været ude og beslaglægge videomateriale, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik