Viceborgmester har ikke tillid til Borup Skole – kommer med "ekstraordinær" opfordring

Opfordringen til forældre kommer kort før, at ministeren på området holder møde med ordførere fra Folketingets partier om sagen på Borup Skole.

Viceborgmesteren i Køge har ikke tillid til, at Borup Skole har videregivet alle de sager og bekymringshenvendelser, der handler om voldelig adfærd, seksuelle overgreb og trusler.

Derfor bør forældre nu henvende sig direkte til kommunen, siger viceborgmester i Køge, Ken Kristensen (V), til TV 2.

- Nu har jeg simpelthen sagt, at bekymrede forældre skal sende deres oplevelser direkte til vores Børne- og Uddannelsesforvaltning. Det er det eneste rigtige, siger han.

Er du bekymret for, at I ikke har fået alle oplysninger fra skolen?

- Ja, for at sige det ligeud. I den her sag, ja. Der må jeg konstatere, at jeg faktisk har en fornemmelse af, at ikke alt er gået videre, siger Ken Kristensen.

Forvaltning: Underret via sædvanlige kanaler

Meldingen fra viceborgmesteren kommer i kølvandet på, at TV 2 i sidste uge kunne fortælle, at flere børn i alderen 6 til 11 år ifølge lægejournaler, underretninger og forældre til børn på Borup Skole igennem cirka to år blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb begået af en gruppe jævnaldrende børn på skolen.

På et pressemøde – også i sidste uge – fortalte Lars Nedergaard, der er chef for dagtilbud og skoler i Køge Kommune, at kommunen havde kendskab til "tre alvorlige episoder med syv-ti børn".

Men flere forældre, som TV 2 har talt med, undrer sig over den melding. De mener, at der er tale om flere sager.

TV 2 har spurgt Børne- og Uddannelsesforvaltningen i Køge Kommune, om man har modtaget nye sager fra Borup Skole – og i så fald hvor mange. Men det kan kommunen ikke oplyse.

Til gengæld understreger forvaltningen, at man som vanligt kan sende underretninger via hjemmesiden eller til forvaltningspostkassen, hvortil "der kan sendes øvrige henvendelser og også sager omkring enkelte skoler, hvis der er behov for det."

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Usædvanligt og risikabelt

Kommunalforsker ved Danmarks medie- og journalisthøjskole, Roger Buch, er overrasket over Ken Kristensens opfordring til forældre om at henvende sig direkte til kommunen.

- Det har jeg aldrig hørt om før. Så det er meget usædvanligt og understreger, hvor ekstraordinær, den her situation er, siger han.

Normalt går henvendelserne til skolen, der sender dem videre til kommunen. Men når man opfordrer borgere til at skrive direkte til kommunen, "kortslutter det den måde, kommunerne arbejder på", siger Roger Buch, som mener, at det kan åbne for en del dilemmaer.

Det er alfa og omega, at der bliver taget hånd om sagerne, også selv om kommunen bliver "bombarderet med mails" fra frustrerede forældre, lyder det.

- Hvis henvendelserne falder mellem to stole, er der en risiko for, at det kan føre til endnu større frustration, siger Roger Buch.

Minister har indkaldt til møde

I Køge Kommune understreger viceborgmesteren, at det er afgørende, at kommunen får indsigt i så mange af sagerne, der har været på skolen, som muligt.

Det danner nemlig grundlag for, hvad der skal gøres fremadrettet, lyder det.

- Hvis vi kun har halvdelen eller sådan noget, så er det svært at lave handleplaner, siger Ken Kristensen.

Torsdag lyder anbefalingen fra Køge Kommune, at der igangsættes en uvildig ekstern undersøgelse af sagerne på Borup Skole.

Køge Kommune vil tirsdag 27. februar indstille til kommunens økonomiudvalg, at undersøgelsen iværksættes.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har indkaldt ordførere fra Folketingets partier til et møde om sagen på Borup Skole torsdag formiddag i Børne- og Undervisningsudvalget.

Her skal partierne orienteres om sagen og diskutere en mulig politisk opfølgning.

Siden historien om Borup Skole blev udgivet, har TV 2 modtaget omkring 120 henvendelser, der drejer sig om bekymringer om vold, mobning, overgreb og trivsel på specifikke skoler.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Borup Skole. Skolen henviser til Børne- og uddannelsesforvaltningen i Køge Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik