Nu har Irmaflisen fået en permanent plads i byen

Den meget omtalte moasikflise portrætterende Irmapigen blev fredag eftermiddag indviet på en ny, permanent placering foran en af de få tilbageværende Irmabutikker.

Det mest frederiksbergske stykke street art tænkelig har nu fået en permanent og helt officiel plads i byen.

Irmaflisen, en farverig mosaik med Irmapigen som motiv, blev fredag eftermiddag indviet foran Irmabutikken på Gammel Kongevej ved Codanhus.

Det skete i en officiel seance, hvor borgmester Michael Vindfeldt (S) sammen med rådmand Jan E. Jørgensen (V) trak et tæppe - naturligvis fra Irma - væk og afslørede flisen, der dækket af et tykt lag glas nu indgår i brolægningen foran butikken.

Den lille flise med Irmapigen har været genstand for meget debat, siden TV 2 Kosmopol kunne fortælle, at ukendte personer i ly af natten mellem den 22. og 23. april havde gravet en flise op på Frederiksbergs Walk of Fame-strækning på Frederiksberg Allé og erstattet denne med mosaikken.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Borgmester Michael Vindfeldt (th) og rådmand Jan E. Jørgensen (tv) trak tæppet væk ved afsløringen af Irmaflisen. Tæppet var naturligvis var Irma.
Borgmester Michael Vindfeldt (th) og rådmand Jan E. Jørgensen (tv) trak tæppet væk ved afsløringen af Irmaflisen. Tæppet var naturligvis var Irma.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol

Hærværk med politisk fingerspirtzgefühl

Ulig meget andet gængs hærværk var der dog straks politisk opbakning til flisen, hvor blandt andre borgmester Michael Vindfedt selv ringede til TV 2 Kosmopol for at sætte ord på sin entusiasme for motivet. Også Københavns Museum forsøgte at få fingrene i kunstværket.

Men placeringen og den lidt håndholdte fortovsanlægning var der dog ikke samme begejstring for. Derfor blev den fjernet. 

Men kun for en kort stund, for i september måned blev det politisk vedtaget, at flisen skulle nedsænkes på Gammel Kongevej. Og fredag eftermiddag var den store dag altså kommet.

quote Det minder mig om, at jeg har købt en masse god vin herinde i denne butik

Jørgen Kjems

Et sted mellem 50 og 100 personer var mødt op til afsløringen af Irmaflisen, heriblandt flere tilhørende en gruppe, vi velsagtens kan putte i den lidt sælsomme kategori ”Irmaaktivister”. 

Dette befolkningsudsnit har de seneste måneder blandt andet markeret deres ganske udtalte synspunkter mod lukningen af Irma i form af menneskerkæder og infiltrering af landsrådsmøder.

Det betød, at der til anledningen naturligvis blev sunget ikke bare en, men to protestsange mod Coops beslutning om at lægge Irmakæden i graven.

- Jeg har købt en masse god vin i den butik

Der var dog også dem, der bare var mødt op, fordi Irma med den tilhørende Irmapige som logo fremkalder nostalgi.

En af dem var scenografen Lise Klitten, der bor lige i nærheden.

- Irmapigen er jo en lystig pige med kvalitet i skørterne, og jeg synes i det hele taget, det er fedt, at der er blevet lavet sådan noget. Det er jo også lidt pudsigt med alt det her, hvor man ikke ved, hvem der står bag mosaikken.

- For mig er det lig med nostalgi, og den (flisen, red.) vil minde mig om, at jeg skal prioritere at købe økologisk og i god kvalitet, siger Lise Klitten.

(Artiklen fortsætte under boksen)

Spørg Os - Formular

_

Og så var der pensionisten Jørgen Kjems, hvis minder om Irmapigen særligt kobles op på en bestemt type vare fra butikken.

- Det er herligt. Det minder mig om, at jeg har købt en masse god vin herinde i denne butik. Og hver gang man kommer forbi og ser den flise, vil man have sig nogle hyggelige minder, lød det fra Jørgen Kjems.

Irmapigens historie går tilbage til 1907, hvor arkitekt Sofus Greiffenbergs datter Else som tre-årig stod model til butikskædens samarbejde med en margarineleverandør. Senere blev logoet re-designet og har siden været synonym med dagligvareforretningen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Jørgen Kjims har drukket en flaske vin eller to fra Irma i løbet af sin levetid.
Jørgen Kjims har drukket en flaske vin eller to fra Irma i løbet af sin levetid.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol

Mindeplader sættes også op

Flisen foran Codanhus er ikke det eneste mindesmærke for den snart forhenværende supermarkedskæde.

I slutningen af september kom det frem, at Coop, der ejer Irmakæden samt en række andre dagligvareforretninger, agter at sætte 11 mindeplader for Irma foran butikker, der skifter fra Irma til Brugsen.

Lukningen af Irma er fortsat undervejs. Butikken på Gammel Kongevej på Frederiksberg er således en af meget få tilbageværende fra butikskæden.

Tilbage i januar måned meddelte Coop, at Irma ville lukke efter 137 års supermarkedshistorie. Lukningen blev begrundet med et historisk stort underskud, hvorfor Coop så det nødvendigt at skære forretningen ind i til benet.

Ifølge Irmas hjemmeside er alle de tidligere Irmabutikker nu lukket eller omdannet til andre dagligvareforretninger på nær ni butikker, der alle ligger i København og på Frederiksberg – herunder altså Irma på Gammel Kongevej ved Codanhus.

De sidste butikker forsvinder til næste år i uge 15, hvilket er mellem 8. og 14. april. Oprindeligt lød det ellers, at de sidste butikker ville lukke dette efterår.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik