Borgmester har holdt alvorsmøde med Metroselskabet: "Det er vigtigt, man ikke går i panik"

Efter afsløringen om den massive mængde Luftforurening i Københavns Metro, har sundhedsborgmester i København Sisse Marie Welling (SF) holdt møde med Metroselskabet.

- Man skal ikke ændre på den måde, man bevæger sig på i byen. Det er vigtigt, man ikke går i panik. Metroen er en god kollektiv løsning.

Sådan lyder det fra sundhedsborgmesteren i København, Sisse Marie Welling (SF), efter hun har holdt med møde med Metroselskabet.

Det gjorde hun på baggrund af, at målinger viste, at luftforureningen nogle steder i den københavnske metro nemlig næsten 20 gange større end på den tæt befærdede H.C. Andersens Boulevard, der fører forbi Rådhuspladsen i indre København.

Det fik en overrasket sundhedsborgmester til at indkalde Metroselskabet til en alvorssnak, som fandt sted mandag.

- Jeg er overrasket over, at vores relativt nybyggede metro kan have så store problemer med luftforureningen, sagde hun 20. januar til TV 2 Kosmopol.

Forurening stammer fra hjul og bremser

Fem uger senere har de to parter så været til møde med det formål at få afklaret, hvad Metroselskabet havde i sinde at gøre ved de "skræmmende niveauer af luftforurening, der var målt."

- Jeg synes, jeg blev meget betrygget i, at de arbejder seriøst med at nedbringe forurening både på den kortere bane og på den længere bane, fortæller sundhedsborgmester Sisse Marie Welling mandag til TV 2 Kosmopol.

Hun understreger, at hun som sundhedsborgmester er nødt til at tage det alvorligt, når der bliver målt høje koncentrationer af luftforurening. 

- Derfor bliver jeg rigtig glad for at høre, at Metroselskabet også har lagt en plan for, hvordan det også kan lade sig gøre at nedbringe luftforureningen i metroen.

Målingerne fra forskerne viste, at metroen formentlig er et af de steder i Københavns offentlige rum, hvor man er udsat for den mest koncentrerede luftforurening - jernpartikler.

quote Jeg håber, at de initiativer metroselskabet har sat i gang gør, at forurening falder i metroen

Sisse Marie Welling (SF), Sunhedsborgmester Københavns Kommune

Partiklerne stammer fra skinnerne samt togenes hjul og bremser, der afgiver partiker på grund af friktion fra kørsel og opbremsning.

Ikke farligt for personer med godt helbred

Jernpartiklerne er så små, at de uden problemer kan trænge igennem lungevæv og direkte ind i blodet. Derfor er de ifølge WHO, på lige fod med andre små partikler, sundhedsskadelige for mennesker.

Sisse Marie Welling fortæller, at det på mødet blev aftalt, at Københavns Kommune vil bidrage med viden fra en ekspertgruppen for luftforurening og sundhed, som har til opgave at kigge på, hvordan luftforureningens sundhedsskadelige konsekvenser kan begrænses.

- Vi kommer til at følge den udvikling, der er. Jeg håber, at de initiativer metroselskabet har sat i gang gør, at forurening falder i metroen.

Hugo S. Russell, som er Ph.d. fra Aarhus Universitet og som er en af forskerne bag undersøgelsen, så skal man som forbruger ikke være bange, så længe man har et godt helbred.

- Det er ikke farligt, hvis man bruger metroen på et almindeligt niveau. Vi bliver eksponeret for disse partikler alle steder. Så for den gennemsnitlige passagerer med et godt helbred er det ikke det store problem, har han tidligere fortalt til TV 2 Kosmopol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik