Oversigt

Seneste nyt

Dragespringvandet springer atter i København

Det ikoniske dragespringvand er blevet flyttet til en mere central placering på Rådhuspladsen og springer nu igen.

Det skriver Københavns Kommune på Facebook.

Springvandet blev officielt indviet på den nye placering på Rådhuspladsen i København onsdag klokken 09.30.

Tidligere har springvandet stået i kanten af Rådhuspladsen ud mod H.C. Andersens Boulevard. Her manglede det dog sit ydre bassin, som springvandet ellers oprindeligt havde.

Tilbage i 2016 besluttede teknik- og miljøudvalget i København, at springvandet skulle flyttes fra kanten til midten af Rådhuspladsen.

Dengang sagde daværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), at springvandet var gemt lidt væk i kanten af Rådhuspladsen, og at det samtidig var synd, at det manglede sit ydre bassin, som blev fjernet i 1954, da H.C. Andersens Boulevard blev udvidet.

Springvandet blev derfor nænsomt fjernet i 2020 for at blive renoveret, men nu er det tilbage på Rådhuspladsen, hvor det atter springer, og det er samtidig blevet genforenet med sit tidligere ydre bassin.

Inden Dragespringvandet kunne flyttes og placeres på midten af Rådhuspladsen, har arkæologer fra Københavns Museum været i gang med at undersøge jorden, hvor springvandet står nu.

Dette førte til flere interessante fund, som du kan læse mere om her.