Dyrt, dyrere, dyrest: Liebhaveriet stortrives i København

I 2021 er der i København udbudt tre gange så mange lejligheder til mere end 20 millioner kroner, som det var tilfældet i de første fire måneder af 2020

35 millioner kroner.

Det er det svimlende beløb, som du skal af med, hvis du vil have fingrene i den dyreste ejerlejlighed, der er på boligmarkedet i øjeblikket.

For pengene kan du få 291 kvadratmeter bolig fordelt på seks værelser midt i København K.

Selvom prisen kan lyde høj, så er ejerlejligheder i den prisklasse ikke enestående.

Antallet af ejerlejligheder, der bliver sat til salg med et prisskilt på mere end 20 millioner i København, er nemlig stærkt stigende.

I årets første fire måneder er der således udbudt tre gange så mange lejligheder til mere end 20 millioner kroner, som det var tilfældet i de første fire måneder af 2020.

Det viser udbudsdata fra boligportalen Boliga.dk.

Forudsigelser holdt ikke stik

Med den udvikling, så udvandes de forudsigelser, som der ellers opstod i marts 2020, da coronapandemien ramte Danmark og lukkede landet ned.

Det vurderer, Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

- Da coronakrisen brød ud, blev der sået tvivl om storbyernes fortsatte dominans på boligmarkedet. Nogle mente, at det ville være mere attraktivt at flytte ud, og at husmarkedet derfor ville klare sig langt bedre end ejerlejlighedsmarkedet i de kommende år, siger hun til boliga.dk.

- Her godt et års tid efter, at landet lukkede ned, kan vi dog konstatere, at det er gået lige modsat. Interessen for at bo i København er kun blevet større, og det har sendt priserne på himmelflugt, ligesom interessen for de allerdyreste lejligheder også er stor, og derfor er der også mange sælgere af dens slags boliger på markedet i øjeblikket.

Coronakrisen har skabt nye millionærer

Ifølge tallene fra boliga.dk er der på landsplan i år blevet udbudt 28 ejerlejligheder og 100 villaer til salg for over 20 millioner kroner. I de tilsvarende måneder sidste år var antallet henholdsvis 12 og 76.

Og spørger man Lise Nytoft Bergmann, så skyldes det altså den blomstrende optimisme på boligmarkedet.

- Boligmarkedet er i øjeblikket brandvarmt med mange købere og stigende priser. Samtidigt er aktierne steget ganske meget det seneste år, og nogle virksomheder har oplevet stor økonomisk fremgang under coronakrisen.

- Det har skabt nye millionærer, og dermed nye købergrupper til de allerdyreste boliger. Går man i salgstanker, er det derfor et godt tidspunkt at reagere på, da der er stor sandsynlighed for, at man hurtigt kan finde en køber, der er villig til at betale en god pris for ejendommen, siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik