Farlig tendens under landskamp kan medføre bortvisning

DBU varsler udelukkelse til de tilskuere, der ikke kan holde deres ølkrus i ro, når Danmark spiller i Parken.

Når det danske herrelandshold i fodbold onsdag aften møder Skotland i Parken i kvalifikationen til VM, kan det få store konsekvenser, hvis en dansk scoring bliver fejret med flyvende fadøl.

DBU skriver på sin Facebook-side for herrelandsholdet, at ølkast vil medføre bortvisning fra stadion.

"Mange landsholdsfans har desværre oplevet at blive sjasket til af øl til de seneste landskampe. Det er ærgerligt og en sikkerhedsrisiko for dig selv og dine medfans, både børn og voksne", skriver DBU blandt andet i opslaget.

Allerede under sommerens EM-kampe i Parken blev ølkast et heftigt debateret emne, da det fløj rundt med øl, når Danmark scorede.

Sikkerhedsrisikoen ligger i, at det kan være farligt for tilskuere på de nedre tribuner, hvis der bliver kastet med halv eller helfyldte ølkrus fra de øvre tribuner.

- Det er mange meter, og så slår sådan en fadøl hårdt. Der er personer, som har oplevet, at få dem i hovedet, og det gør altså ondt. Samtidig er det en sikkerhedsrisiko, hvis det rammer spillere og dommere, siger DBU's fankoordinator Anders Hagen, til TV 2 Lorry.

Han ved ikke med sikkerhed, hvordan bortvisninger konkret skal håndhæves, men går ud fra, at der er ekstra kontrollører i Parken, som holder øje med øl kastende fans.

Ølkast kan medføre tomme tribuner

Ifølge Anders Hagen er der bred enighed i fanmiljøet omkring landsholdet, at der skal skrues ned for ølkast, og det skal helst stoppes.

- Det har taget overhånd, og vi håber på, at der er god selvjustits på tribunerne, så man lige hiver fat i fans rundt omkring en og siger, at man ikke skal gøre det, siger Anders Hagen.

Det kan nemlig ramme fansene selv, da der blandt andet kan komme sanktioner om, at man ikke tage må tage øl med ud på tribunerne. Det kendes blandt andet fra England, hvor det kun er tilladt at drikke øl under tribunerne uden at banen er i sigte.

- I værste tilfælde kan det muligvis betyde, at der ingen tilskuere må komme ind til de danske landskampe, siger Anders Hagen.

Under sommerens EM-kampe, der blev afholdt Parken, modtog DBU adskillige bøder fra det europæiske fodboldforbund UEFA på grund af ølkast. Bøder, der løb op i størrelsesordene flere hundrede tusinde kroner, og som DBU skulle betale.

Selvom det ser festligt ud, er det ikke alle, der sætter pris på de flyvende fadøl
Selvom det ser festligt ud, er det ikke alle, der sætter pris på de flyvende fadøl
Foto: Wolfgang Rattay / Ritzau Scanpix

Ikke bred enighed i FB-opslag

Selvom Anders Hagen taler om bred enighed i fanmiljøet, er det dog et lidt andet billede, der tegner sig i kommentarsporet under DBU's opslag.

Nogle mener, at det er en naturlig del af at gå til fodboldkamp, mens andre efterlyser, at folk viser mere hensyn.

Og det er tydeligvis et emne, som optager mange fodboldfans. I skrivende stund har flere end 3800 facebookbrugere reageret på opslaget med et like eller en emoji.

Samtidig har opslaget fået flere end 900 kommentarer.

Yussuf Poulsen fik et ølbad, da han bragte Danmark foran 2-0 i gruppekampen mod Rusland.
Yussuf Poulsen fik et ølbad, da han bragte Danmark foran 2-0 i gruppekampen mod Rusland.
Foto: Friedemann Vogel / Pool / Ritzau Scanpix

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik