Hotel d'Angleterre slukker for historisk tradition

Hotel d'Angleterre dropper i år deres julebelysning.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når julelysene tændes i år, så bliver det uden nogen storslået juleudsmykningen på Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv i København.

Det bekræfter hotellets PR- og kommunikationsmanager, Signe Thorup, mandag til TV 2 Lorry. 

- Med tungt hjerte, men med forståelse for situationen, har vi i dag besluttet, at der ikke kommer til at være julebelysning på d’Angleterres facade i år, skriver hun i en mail til TV 2 Lorry.

Hotellets julefacade har år efter år siden 1995 været et vartegn i København, hvor det med forskellige temaer har tiltrukket mange mennesker. Både når de løftede sløret for årets tema og udsmykning og i resten af julen.

quote Julefacaden på d’Angleterre er vores julehilsen til byen og vores bidrag til at skabe en hyggelig og smuk atmosfære på Kongens Nytorv i den mørke tid,

Signe Thorup, PR- og kommunikationsmanager

I 2020 spændte coronapandemien dog ben for den årelange tradition. Således var hotellets facade ikke pyntet op til jul i samme omfang som tidligere, ligesom datoen for opsætningen også forblev hemmeligholdt.

Beslutningen om at droppe julebeslutningen på facaden i år, kommer efter, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i sidste uge fortalte, at man som konsekvens af energikrisen ville slukke lyset på offentlige bygninger og sænke temperaturen i bygningerne til 19 grader

- Vi vil slukke for al udendørs belysning. Bygninger, der illumineres, fordi de er flotte at se på, men hvor det ikke har en praktisk betydning, skal altså ikke oplyses, lød det i den forbindelse.

Julehilsen til byen

Fluks efter udmeldingen meldte stormagasinet Salling ud, at man ville sløjfe og slukke for årets julelys i både Aarhus og Aalborg.

Og mandag har d’Angleterre således også besluttet at slukke for deres julelys. 

- Julefacaden på d’Angleterre er vores julehilsen til byen og vores bidrag til at skabe en hyggelig og smuk atmosfære på Kongens Nytorv i den mørke tid, men i år, hvor alle må spare på energien, kommer der ikke til at være elektriske julelys på facaden, skriver Signe Thorup til TV 2 Lorry.

På videoen nedenfor kan du se, hvordan det så ud, da Hotel d'Angleterres julebelysning blev præsenteret i 2017.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Sådan så D'angleterres julebelysning ud i 2017. Hundredevis af mennesker var mødt op for at se det blive tændt.

Flere kan følge trop

Mens det jyske stormagasin hurtigt var klar i mælet, og Hotel d'Angleterre tog beslutningen mandag, så står det anderledes til for en række københavnske handelsforeninger og virksomheder.

Her er man nemlig i gang med at træffe beslutningen om, hvorvidt og hvordan man skal begrænse brugen af julelys denne vinter. Det viser en rundspørge som TV 2 Lorry har foretaget.

Nedenfor kan du blive klogere på, hvordan Strøget, Tivoli og Magasin forholder sig til deres brug af julebelysning i år: 

1

Strøget

Foreningen KBH Commerce & Culture (KCC) står for julebelysningen ved butikkerne på Strøget og i Indre By. De skriver mandag til TV 2 Lorry, at man i øjeblikket er ved at finde ud af, hvordan man kan justere juleudsmykningen.

- I den nuværende samfundssituation, så bliver det en juleudsmykning med justeringer, som vi forventer at offentliggøre indenfor kort tid, siger Michael Gatten, der direktør, KBH Commerce & Culture (KCC), til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Julen er den allervigtigste tid på året for vores medlemmer i forhold til at hente den nødvendige omsætning. Mange forretningsdrivende er fortsat økonomisk hårdt ramt, både af følgerne af COVID-19, af elpriserne, der stiger og stiger, og af inflationen, der buldrer afsted. Så det er altafgørende, at vi også i år kan sikre et stemningsfuldt, hyggeligt og besøgsværdigt København som rammen for den gode juleoplevelse med julegaveindkøb, café- og restaurantbesøg og unikke kulturoplevelser.

2

Tivoli

Hos Tivoli i København er der heller ikke taget endelig stilling til, om den traditionelle lysopsætning skal op i år. 

Pressechef Torben Plank understreger, at Tivoli de seneste år er blevet langt mere energivenlig.

- Vi er godt på vej med de omlægninger af brug af energi, vi har arbejdet med over en årrække, og vi kigger løbende på, hvad vi ellers klogt kan gøre mere af. Det kan for eksempel være at dæmpe noget belysning.

- Vi har i Tivoli gennem mange år været igennem en udvikling, hvor hovedparten af vores el- og lysinstallationer er blevet udskiftet fra glødepærer til LED lys. Udskiftningerne har nedbragt vores strømforbrug betydeligt. Derudover har vi nogle gode og længerevarende aftaler med vores energiselskaber som i nogen grad tager højde for prisudsving, skriver han mandag til TV 2 Lorry.

3

Magasin du Nord

I Magasin har man endnu ikke truffet en beslutningen om brugen af julelys denne vinter. Det udtaler Anita Holm, der er CSR ansvarlig i Magasin, i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

- Som rigtig mange andre er Magasin selvfølgelig også påvirket af de stigende energipriser. Vi kigger naturligvis på vores belysning, hvor vi skruer ned, slukker og skifter til LED, hvor det er muligt.

- Vores belysning, rulletrapper, elevatorer, køleanlæg osv. kører desuden heller ikke, når der ikke er behov for det. Vi er på nuværende tidspunkt ved at lave en plan for, hvordan vi håndterer energibesparelser fremadrettet.




Nyheder

20161130-150128-4-5960x3979ma

Relæ-skaberen Kim Rossen er død: "Havde stor betydning for den danske madscene"

rasmus lindbjerg

Har du hørt om ’brotox’? Skønhedsklinikker går målrettet efter mænd

Det gamle København

Se billederne: Engang var København én stor parkeringsplads

Vis mere
rwtw

Flere etageejendomme evakueret: Røgudvikling kan skyldes kemikalier

20170419-125531-A-1920x1281we

Bip bip bip:
Nu kan en del københavnere blive vækket af larm endnu tidligere

Vis mere