Ikke set før: Politiet advarer om ny form for tricktyveri

En ny metode blandt tricktyve har den seneste tid ført til flere anmeldelser og anholdelser i Københavns politikreds.

Pantsamler eller tricktyv?

De seneste måneder er sagesløse parkgæster blevet udsat for tyveri, hvor tricktyve ganske enkelt har udgivet sig for at være pantsamlere.

Der ryger nemlig langt mere end tomme flasker i sækkene hos de langfingrede ’pantsamlere’, og det får nu Københavns Politi til at advare om den nye form for tricktyveri.

- Vi har set en tendens, hvor tricktyve under dække af at være flaskesamlere har stjålet mobiltelefoner fra folk i byens parker. Vi vil gerne opfordre borgere til ikke at have værdigenstande liggende synligt fremme, når de opholder sig i parker og lignende, siger politikommissær Mathias Holm, der er leder af Tyverisektionen i Københavns Politi.


Københavns Politi har anholdt flere af de formodede tricktyve, men der kommer stadig anmeldelser om den form for tyveri.

Derfor har politiet hen over sommeren intensiveret deres forebyggende og tryghedsskabende indsats i samarbejde med kommunerne og har været synligt til stede i blandt andet parker og i nattelivet.

Udover mobiltelefoner er der også blevet stjålet pengepunge og andre værdigenstande fra gæster i parkerne.

Typiske tricktyve: Sådan beskytter du dig

1

Papirtricket

En tricktyv bruger et stykke papir, f.eks. et bykort eller et A4-papir med tekst til at dække over en genstand. Det kan eksempelvis være en mobil på et cafébord. Mens tricktyven afleder opmærksomheden med papiret, bliver mobilen stjålet.


Derfor:

  • Vær opmærksom på din mobil eller andre ejendele, hvis en person henvender sig med et kort eller papir, når du sidder på en café eller restaurant.

  • Undgå at placere dine værdigenstande fremme på bordet, når du er på restaurant eller café.


Kilde: Københavns Politi

2

Dansetyven

Dansetyven afleder opmærksomheden fra tyveriet ved at ’danse’ med sine ofre og går ofte efter personer med synlige værdigenstande, som fralistes under ’dansen’.


Dansetyvene begynder nogle gange med at give en high five eller beder ofret tage et billede, inden de bruger dansetricket.


Derfor:

  • Vær ekstra opmærksom på dine værdigenstande, især hvis andre personer går tæt på dig.

  • Råb op, hvis du bliver udsat for tyveri. Tiltræk dig opmærksomhed, så andre ser, hvad der foregår. Det kan skræmme tyven væk.


Kilde: Københavns Politi

3

Den klassiske lommetyv

Lommetyven stjæler fra din taske eller jakkelomme, når du er uopmærksom. Det er ofte ved travle steder i byen som f.eks. Nørreport, Hovedbanegården og Kongens Nytorv.


Derfor:

  • Luk dine lommer og brug gerne inderlommen eller en taske med lynlås

  • Vær opmærksom på dine omgivelser

  • Dæk din pinkode ved brug af betalingskort 


Kilde: Københavns Politi


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik