Hvis der tikker en besked ind på din WhatsApp fra en mulig køber på handelsplatformen Den Blå Avis, så skal du være varsom.
Sådan lyder det i en advarsel fra Københavns Politi, der i øjeblikket modtager en lang række anmeldelser fra borgere over hele landet, som er blevet snydt i forbindelse med salg af varer på dba.dk.
Svindlerne henvender sig til sælgeren og giver udtryk for, at de er interesseret i at købe den vare, der er sat til salg.
"Svindlerne spørger først ind til, om varen fortsat er til salg, og om den er i god stand. Derefter spørger de, om de må komme og se varen, men når sælgeren oplyser adressen, svarer svindlerne, at de bor langt væk," oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Hvad er WhatsApp?
WhatsApp er en beskedtjeneste, der krypterer dine beskeder, så det kun er dig og den person, du kommunikerer med, som kan læse eller høre beskederne, og ingen derimellem – ikke engang WhatsApp.
Kilde: WhatsApp.com
Flytter kommunikationen
I stedet foreslår svindlerne, at de arrangerer og betaler for at få varen leveret via PostNord.
"Derefter sender de et link til sælger via appen WhatsApp og forklarer, at en kurér fra PostNord vil afhente varen, og at sælger bedes indtaste sit kortnummer og validere med CPR-nummer og NemID for at få sin betaling for varen," forklarer politikredsen.
Det er dog en rigtig dårlig idé at udlevere den form for oplysninger. For svindlerne bruger nemlig oplysningerne til at overføre penge fra sælgerens konto.
"Vi ser fortsat et større antal sager med denne fremgangsmetode, og derfor advarer vi kraftigt folk mod denne svindeltype. Vi opfordrer altid til, at man kommunikerer via handelsplatformen - i dette tilfælde dba.dk - og at man er særlig kritisk hvis den, man handler med, ønsker at flytte kommunikationen til et andet sted - i dette tilfælde WhatsApp”, siger Peter Høholt, der er vicepolitiinspektør i Afdeling for Økonomisk Kriminalitet i Københavns Politi.
Politiet opfordrer til, at man ikke flytter kommunikationen fra den handelsplatform, man har sat en vare til salg på, over på eksempelvis sms, messenger mail eller lignende. Hvis modparten ønsker det, så "bør dine alarmklokker ringe."
Generelt lyder opfordringen, at man handler ansigt til ansigt, så man kan sikre sig, at man får den vare, man betaler for - eller rent faktisk får betaling for den vare, man sælger.
Undgå at blive snydt, når du handler med andre på nettet
- Mød hinanden fysisk
- Stop handlen, hvis du har mistanke om snyd
- Forhold dig til varens pris
- Betaling via MobilePay
- Tjek din egen konto
- Acceptér kun betaling fra køber selv
- Kommunikér via handelsplatformen
- Vær opmærksom ved forsendelser til udlandet
Kilde: politi.dk