Artiklen blev oprindeligt udgivet i april 2023, men vi synes, at den stadig er læseværdig. Derfor har vi genudgivet den.
Den unge kvinde gik ud fra Føtex med poser, der var fyldt med treliters vindunke og flasker med vodka.
Maria Juel havde brugt det meste af dagen på at komme ud af sengen, for hun var deprimeret, og bare det at skulle på dagligdags indkøb triggede hendes angst. Men hun havde desperat brug for alkoholen.
- Det var en kamp, og det kunne godt tage mig hele eftermiddagen, men alkoholen vandt altid til sidst.
I 12 år befandt hun sig i alkoholens kløer. Et liv, der blandt andet gjorde, at hendes lille datter måtte flytte hjem til bedsteforældrene.
Maria havde forsøgt at stoppe med at drikke flere gange og havde også været ædru i korte perioder.
- Jeg var så ussel, og kun en skal af mig selv til sidst. Men jeg ville vise, at jeg kunne klare det - ikke mindst over for min datter.
I dag har hun været ædru i tre år. Hun fortæller sin historie på byvandringer med organisationen Gadens Stemmer, og i dag er TV 2 Kosmopol med på turen på Amager, der gør stop ved op- og nedture i hendes liv og som - passende for hendes historie - slutter ved Sundby Kirke.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hvad er Gadens Stemmer?
Gadens Stemmer tilbyder byvandringer med guider, der har levet et liv på kanten af samfundet.
Hver guide går en tur i et bykvarter, der har betydet meget for dem og deres historie.
Barndommen: Jeg følte mig uønsket
Maria Juel starter byvandringen ved den Føtex, hvor hun få år tidligere kun kom for at købe alkohol, fordi stedet symboliserer, da det stod allerværst til i hendes misbrug.
- Jeg bebrejder ikke nogen i min opvækst for, at det gik sådan her, fortæller hun.
Selvom hun ikke har haft den letteste barndom, så er det vigtigt for hende at understrege.
Alligevel kan hun godt se, at der tegner sig et mønster i forhold til mænd og faderfigurer.
- Jeg plejer at sige, at jeg har været uønsket i forhold til det mandlige køn.
Hendes far forlod hende, da hun var helt lille, senere fik hun et nært forhold til sin lillesøsters far, der også forsvandt ud af hendes liv, da hun var syv-otte år gammel.
Maria Juel beskriver sig selv som et “se mig, hør mig”-barn, der var højrøstet, opmærksomhedssøgende og svær at styre. Som 10-årig kom hun på døgninstitution, efterfølgende var hun hjemme i et års tid, og så kom hun på kostskole i flere år.
Jeg drak for at få et blackout, så jeg kunne sove
- Jeg havde svært ved at føle mig rigtig glad, men jeg har altid været god til at imitere andres følelser. Det handler nok om mine psykiske lidelser.
I dag har Maria angst, bipolar lidelse og symptomer på PTSD.
Men som barn og ung kendte hun ikke sine psykiske udfordringer.
Som 24-årig fik hun sin første depression, der blev udløst af, at hendes mors kæreste døde. En mand, som Maria betegner som “fantastisk” og som en, der havde stor betydning for hende. Hans død fik hende til at føle sig forladt - igen.
- Jeg havde ikke lyst til at føle noget som helst. Og så begyndte jeg at lukke mere og mere ned for alt.
Det var her - midt i en depression og sorg over et dødsfald - at hun opdagede, at alkoholen hjalp med at slukke for følelserne. Det var sådan hendes misbrug begyndte.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Drak for at kunne sove
Byvandringen er nu stoppet foran et boligkompleks på Amager. Her boede Maria Juel i en lejlighed med sin lille datter, men det var også her, at hendes alkoholmisbrug for alvor kom ud af kontrol.
Først var det vin, senere blev det også vodka og andre former for spiritus.
Det var især om aftenen, når tankerne myldrede, at hun havde brug for at blive slået ud af alkohol, fortæller hun.
- Jeg drak simpelthen for at få et blackout, så jeg kunne sove.
Men hun forsøgte stadig at være en god mor for sin datter.
- Jeg lavede en regel om, at jeg ikke måtte drikke, når min datter var vågen. Og så måtte jeg ikke tage telefonen efter klokken 21.00, for så vidste jeg, at min mor ville kunne høre på min stemme, at jeg havde drukket.
Men en aften tog hun alligevel telefonen. Og blev afsløret.
- Det, jeg husker, er bare, at min mors mand kommer gående gennem gangen med min datter. Jeg var skidefuld, men jeg kan stadig huske det. Det var hjerteskærende.
Maria Juels mor og hendes kæreste var kommet ud til lejligheden og forstod, hvor galt det stod til. De fik Maria Juel indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det blev besluttet, at Maria Juels fireårige datter skulle flytte ind hos sine bedsteforældre, så Maria Juel kunne “tage sig sammen”.
Planen var, at datteren skulle flytte tilbage efter tre måneder. Men det skete ikke.
- Jeg drak og var dybt deprimeret, så jeg kunne ikke bare tage mig sammen. Det blev bare værre.
Sorgen over, at hun ikke havde sin datter hos sig, gjorde, at hun nu kunne ryge helt ud over kanten.
- Nu kunne jeg være rigtig “ligeglad”. Jeg havde jo bevist, jeg var en dårlig mor, så jeg blev ligeglad med mig selv på et helt andet niveau.
- Jeg kunne drikke mere, sove hele dagen eller tage ud at feste.
Et voldeligt forhold
Det var midt i sit livs kaos, at Maria Juel på et værtshus mødte en mand.
Han var lækker, syntes hun, og kort efter flyttede han ind hos hende:
- Jeg havde brug for ham. Hvis jeg ikke var ude at drikke, så lå jeg i min seng og havde brug for en, der kunne handle alkohol ind til mig.
Kæresten drak også, og inden længe udviklede deres forhold sig dysfunktionelt.
- Han kunne godt lide at fortælle mig, at jeg var en dårlig mor, og at han var den eneste på den her jord, som elskede mig.
En nytårsaften, hvor de begge havde siddet hjemme og drukket, gav han Maria Juel en knytnæve i ansigtet, så blodet sprøjtede fra næsen og ned på hendes kjole. Det var første gang, han var voldelig.
Herfra begyndte en hverdag, hvor vold og alkohol var tæt forbundet. Der var “hverdagstæsk”, som Maria Juel kalder det, og som hun ikke kan huske meget af, og så var der de gange, hvor volden virkelig eskalerede.
- En gang havde han sparket mig så hårdt i ryggen, så jeg ikke kunne gå normalt i en måned og måtte kravle på toilettet.
Parret levede af bouillon-vand og småtyverier fra supermarkeder, og drak ellers alt, de kunne komme i nærheden af.
I fire år fortsatte forholdet, hvor hun “bare lå i sengen og drak vodka og fik tæsk”, som Maria Juel beskriver det. Hver tredje måned så hun sin datter.
Han var den eneste mand, der ikke forlod mig
Lejligheden bar også præg af at være et misbrugshjem. Alle dørene var smadret, der var huller i væggene, tomme flasker overalt, og i køkkenet hobede flere års opvask og madrester sig op.
Der var så klamt, at Maria Juel til sidst ikke kunne holde ud at være der. Det var blevet forår, og hun var begyndt at få det lidt bedre.
En morgen skete der noget skelsættende, der endte med at redde hendes liv.
Første skridt
Kæresten var på vej ud for at hente alkohol en morgen efter en sædvanlig aften med druk og vold.
Maria Juel kan den dag i dag ikke sige, præcist hvad der gjorde udslaget, men hun besluttede sig for at ringe til sin mor. Hun ville gerne hentes og væk fra lejligheden. Væk fra ham.
Samme dag blev hun indlagt på hospitalet med en blodforgiftning, der var gået i nyrerne. Hun havde 41 i feber.
- Lægen sagde, at hvis jeg ikke var kommet ind den dag, så havde jeg nok ikke overlevet. Men sådan er alkohol jo, det forhindrer dig i at lytte til, hvad din krop vil dig.
Maria flyttede efterfølgende hjem til et familiemedlem. Hun skulle ikke tilbage til kæresten. Der var noget, der havde ændret sig.
Hvorfor blev du hos ham igennem de fire år?
- Han gik ikke. Jeg burde havde smidt ham ud, men han var den eneste mand, jeg havde mødt, der ikke forlod mig.
Men selvom hun var sluppet af med sin voldelige kæreste, var hun ikke klar til at stoppe med at drikke. De følgende otte år boede hun i forskellige lejligheder i København og skiftevis drak, gik i misbrugsbehandling og blev ædru - for så at begynde at drikke igen.
Vejen ud
Ikke langt fra lejligheden, hvor hun boede med sin voldelige ekskæreste, ligger misbrugscenteret. Det er næste stop på byvandringen. Faktisk ligger det så tæt på, at Maria Juel kan gå ind ad døren til centret og kigge op i sin gamle lejlighed.
Det var i dette misbrugscenter, at Maria Juel for alvor blev ædru. I et år fulgte hun en behandling, men samtidigt frygtede hun også at falde i igen.
- Jeg havde jo prøvet at starte i behandling mange gange, og jeg har også kunne holde det kortvarigt. Men jeg endte altid med at falde i.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Derfor begyndte hun at deltage i møder i AA, Anonyme Alkoholikere, også selvom det tog hende flere uger at samle modet.
AA blev et vendepunkt for hende:
- Om det er fordi, at du sidder sammen med mennesker, som har det ligesom dig, eller det, at det giver dig noget, du skal møde op til, ved jeg ikke. Men jeg ved, det virkede for mig.
I dag går Maria stadig jævnligt til møder i AA, og hun har også fået sin tre års-mønt.
- Det er vigtigt for mig at sige højt, at jeg er alkoholiker. Det må jeg aldrig glemme.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ansat i kirken ved et tilfælde
Sidste stop er Sundby Kirke. For Maria Juels historie med misbrug kan ikke fortælles uden kirken.
- Det er næsten for meget med en tidligere alkoholiker, der har fundet Gud. Men det passer altså, siger hun med et grin.
Første gang hun mødte op i Sundby Kirke, var hun stadig aktiv alkoholiker. Egentlig skulle hun tale med præsten om en ansøgning om julehjælp, men hun havde længe tænkt på at få sig et frivilligt job og tænkte, at det lige så godt kunne være i kirken som et hvilket som helst andet sted.
Hun fik et job, hvor hun skulle hjælpe til med småopgaver i kirken.
- Det, der er så underligt, er, at selvom jeg var aktiv, så fik jeg på en eller anden mærkelig måde ikke fucket det op, som jeg plejer.
Og kirken, sammen med misbrugsbehandlingen, møderne i AA og ønsket om at være der for sin datter og familie er årsagerne til, at hun i dag er ædru.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- I AA siger man: Gud gav mig min sunde fornuft tilbage. Og der skete et eller andet, da jeg begyndte i kirken.
For Maria Juel betød det, at hun fik en ansvarsfølelse tilbage. Et ansvar for sig selv og sin datter, som hun længe havde flygtet fra.
Den kristne tro handler jo også meget om tilgivelse. Havde du brug for at få tilgivelse for din fortid?
- Jeg vil ikke tilgives, for jeg har brug for at blive drevet til at gøre det bedre.
I dag arbejder Maria Juel stadig i kirken, og hun elsker at komme der, fordi det giver hende en helt særlig ro.
Derfor slutter hun også sin byvandring ved kirken, så kan tilhørerne komme ind, tænde et lys og lade tankerne flyde.
Er du blevet nysgerrig på Gadens Stemmer, så kan du finde dem her.
