Nu kan ikonisk pølsebiks blive din - hemmelig opskrift følger med

Siden 1965 har man kunnet få stillet den lille og den store sult i et skur på Ydre Nørrebro i København.

En "Børge med krudt", så gerne.

Sådan har det lydt i over et halvt århundrede i det ikoniske pølseskur Harrys Place på Ydre Nørrebro, der er kendt for pølser, frikadelle- og flæskestegssandwich.

Og sådan skal det fortsætte de kommende mange år, hvis det står til den nuværende ejer Jesper Frederiksen. 

Han har sat pølsegesjæften til salg, men har store krav til den eventuelle køber:

- Det er vigtigt, at den bliver ført videre i den samme ånd. Der skal helst ikke komme en kebabvogn her. Jeg vil forsøge at sikre mig, at en ny køber forstår, hvad Harrys Place betyder, så stamkunderne ikke kommer til at mærke for stor en forskel, siger han til TV 2 Lorry.

Køber man pølseskuret, så køber man sig ind i et stykke københavnsk mad- og kulturhistorie. 

Det genkendelige pølseskur har stået kilet ind mellem etagebygninger på Nordre Fasanvej siden 1965 og figureret på lister over turistattraktioner i medier fra både ind- og udland. 

Fakta: Harrys Place

  • To tidligere statsministre Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) har spist på Harrys Place.

  • Harrys Place er også med i Nicolas Winding Refns kultfilm "Bleeder" fra 1999.

  • Den oprindelige ejer, Harry, udviklede "Børgen" til Københavnske fængsler. En "Børge" svarer til 1,5 pølse, og det passede til rationen i fængslerne. I dag kan man få en "Børge", altså en stor pølse, på Harrys Place.

Hele brandet er til salg

Jesper Frederiksen har været pølsemester på Harrys Place i 13 år. 

Han har valgt at takke af, fordi han er blevet ældre og mener, der er brug for nye kræfter til at drive det videre. 

- Jeg er snart 63 år gammel og har behov for at trappe lidt ned. Og så synes jeg, at Harrys Place trænger til ny energi. 

Harrys Place er sat til salg til 1.850.000 kroner og med en månedlig leje på 12.250 kroner. Men så får man også, ifølge salgsopstillingen "et stykke vaskeægte københavnerhistorie" men "en god mængde stamkunder" oven i købet.

På det grynede billede kan man se en ældre version af det lille pølseskur. Facaden har ikke længere Squash på siderne, og skiltet er lavet om, men ellers ser meget ud som i gamle dage.
På det grynede billede kan man se en ældre version af det lille pølseskur. Facaden har ikke længere Squash på siderne, og skiltet er lavet om, men ellers ser meget ud som i gamle dage.
Foto: Privatfoto

Udover det ikoniske pølseskur, så følger der også en pølsevogn ved byggemarkedet Stark i Sydhavnen og to mobile pølsevogne med. Ifølge Jesper Frederiksen bliver pølsevognene booket til omkring 250 events årligt. 

- Hvis man køber den, så køber man hele brandet. Det hænger sammen, siger han. 

quote Jeg troede ikke, det skulle gå ind under huden på mig, men det har det 120 procent gjort

Jesper Frederiksen, indehaver af Harrys Place

Den nye køber får også adgang til den hemmelige opskrift på "krudt", en stærk dyppelse som Harrys Place er særlig kendt for. 

Seriøse henvendelser

Det er Butikskompagniet, der står for at sælge Harrys Place. Den har været til salg et par uger, og erhvervsformidler Henrik Voss fortæller til TV 2 Lorry, at Harrys Place har fået en del opmærksomhed allerede.

- Der er mange nysgerrige, men de fleste henvendelser, vi får, er seriøse. Det er folk, der kender brandet og prisen, siger han.

Og den afgående pølsemager lover, at han vil hjælpe en ny køber med overgangen. Det her er nemlig ikke bare et salg af en butik, men et hjertebarn han giver videre. 

Derfor vil han også sende en særlig tak til de mange kunder, der har støttet op om ham, siden han overtog biksen: 

- Jeg vil sige tak til kunderne, fordi de har været så gode og så trofaste mod mig. Jeg har det faktisk sindssygt dårligt, jeg troede ikke, det skulle gå ind under huden på mig, men det har det 120 procent gjort, siger Jesper Frederiksen. 




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik