Lynetteholm rykker tættere på: Forhastet proces, mener kritikere

Onsdag aften gik politikerne på Christiansborg i gang med at behandle et lovforslag om etableringen af Lynetteholm. Flere partier mener dog, at processen er gået for hurtig.

Et nyt og stort skridt er onsdag aften taget i forbindelse med Lynetteholm-projektet.

Politikerne på Christiansborg har nemlig taget hul på førstebehandlingen af lovforslaget, der til sidst kan munde ud i en anlægslov for den enorme, kunstige ø i Øresund.

En anlægslov, der - hvis den bliver vedtaget - vil betyde, at selve opførelsen af øen Lynetteholm kan gå i gang efter sommerferien.

Og mens nogle ikke kan vente med at få bygget øen, så mener andre, at processen er gået alt for stærkt.

Mangler borgerinddragelse

Et af de partier er Enhedslisten, der gennem hele forløbet har været modstandere af visionen om den nye bydel midt i indsejlingen til Københavns Havn.

- Vi er imod Lynetteholm-projektet. Det er vi dels, fordi det vil have kæmpe store konsekvenser for både klima, miljø og de borgere som bor rundt omkring Lynetteholm, men også fordi vi er ret kritiske over for den måde, man har lavet processen, siger Enhedslistens transportordfører Rasmus Vestergaard Madsen og fortsætter:

- Det her projekt kommer jo til at forløbe i 50 år og påvirke rigtig, rigtig mange mennesker i København. Derfor har vi brug for en ordentlig borgerinddragelse, og det har der ikke været ind til videre, siger han forud for mødet onsdag.

Lynetteholm - kort fortalt

Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.



I 2070 skal Lynetteholm stå færdig som en ny bydel på 2,8 kvadratkilometer med 35.000 indbyggere. Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København.



Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.



Fra 2021 skal den kunstige ø anlægges ved at fylde overskudsjord i en ramme. Den proces kan tage mellem 30 og 40 år.



Visionen blev præsenteret i efteråret 2018 af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S). Siden har den efterfølgende regering, overborgmester samt et flertal på Københavns Rådhus videreført visionen om Lynetteholm.

Den bekymring deler Torsten Gejl, der er transportordfører hos Alternativet. 

- Vi er imod projektet. Hvis det er sådan en god ide at fylde 80 millioner tons jord i Øresund og lave en by på størrelse med Hillerød, hvorfor skal københavnerne så ikke have lov til at snakke om det i stedet for denne her forhastede proces?, siger han til TV 2 Lorry.

Visualisering af Lynetteholm, som man forestiller sig, at halvøen vil se ud under anlægsfasen.
Visualisering af Lynetteholm, som man forestiller sig, at halvøen vil se ud under anlægsfasen.
Foto: By & Havn

Forstår ikke kritik

På den anden side står en række andre politikere med åbne arme klar til at hilse ø-projektet velkommen. 

Det gælder blandt andre Rasmus Helveg Petersen, der er transportordfører for Radikale Venstre.

Faktisk forstår han ikke den kritik Alternativet og Enhedslisten rejser.

- Der er jo blevet afholdt en stribe høringer og borgerinddragelse helt efter bogen. Så jeg vil mene, at alt er gået fuldstændig efter bogen. Så jeg er ikke sikker på jeg forstår kritikken, siger Rasmus Helveg Petersen til TV 2 Lorry.

Næste skridt i processen frem mod en mulig vedtagelse af Lynetteholm er nu, at lovforslaget skal behandles i Transportudvalget, inden det igen skal behandles to gange, før det ryger til endelig afstemning - forventeligt inden sommerferien.

Tidsplan for Lynetteholm: 50 års anlægsprojekt

  • Marts 2021: Lovforslaget om at anlægge Lynetteholm fremsættes i Folketinget med henblik på endelig vedtagelse af projektet.


  • 2021: Landanlæg til jordopfyldning etableres, og selve anlægget af øens perimeter påbegyndes. Første store træk af lastbiler frem og tilbage til Lynetteholm.


  • 2021-2023: VVM-undersøgelse af en ny metrolinje og Østlig Ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen.


  • 2021 - : Opfyldning af arealet til Lynetteholm.


  • 2023: Der træffes en beslutning om anlæg af metro og en Østlig Ringvej.


  • 2024 - : Udbud, projektering og anlæg af metro og Østlig Ringvej sættes i gang.


  • 2025-2035: Arkitektkonkurrence om overordnet plan for Lynetteholm. Herefter laves der masterplaner for Lynetteholms delområder, mens kommuneplanrammer og lokalplaner vedtages af Københavns Kommune.


  • 2035: Projektet delåbnes. De første boliger er klar til indflytning. Metroforbindelse og Østlig Ringvej står færdigbygget og kan nu åbne. Dele af kystlandskabet kan tages i brug.


  • 2035-2045: Rensningsanlægget Lynetten flyttes eller overdækkes.


  • 2070: De sidste beboere forventes flytter ind på Lynetteholm, der nu står endeligt færdigbygget med 35.000 indbyggere som en ny bydel i København med metro, ringvej og kystlandskab med klimasikring.



Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik