Revser planer for Lynetteholm: Skibstrafik vil bremse cyklisternes eneste rute

Cyklistforbundet mener, at der bruges alt for få ressourcer på cyklismen, når det kommende megaprojekt, Lynetteholm, føres ud i livet.

Cyklistforbundet klemter advarende med klokken og hiver i håndbremserne. 

For i et høringssvar i forbindelse med den strategiske miljøvurdering af megaprojektet Lynetteholm mener forbundet, at cyklisterne får baghjul af biltrafikken. 

Der bruges alt for få penge på at give cyklisterne adgang til den nye ø, og dermed spilder København en mulighed for at skabe et modelprojekt, der kan vises frem til resten af verden. 

quote Hvis man vælger bro i stedet for tunnel, vil der være lange perioder i løbet af dagen, hvor man ikke kan cykle over havnen.

Kenneth Øhrberg Krag, direktør, Cyklistforbundet

Det er blandt andet det planlagte byggeri af en cykelbro - formentlig mellem Nordre Toldbod og Refshaleøen - der har fået Cyklistforbundet op af sadlen.

Forbindelsen vil give cyklister forbindelse fra Københavns Indre By og til Lynetteholm via Refshaleøen - men den ene forbindelse er langt fra nok, mener forbundet.

- Der er for eksempel afsat 150 millioner kroner til en cykelforbindelse mellem Nordre Toldbod og Refshaleøen og med forventning om, at kommunen også vil lægge 150 millioner, altså 300 millioner kroner i alt. Det har man sat af til en forbindelse, som analyser viser vil koste mindst 500 millioner kroner. 

- Den er altså allerede underfinansieret på papiret. Og her taler vi kun om én forbindelse mellem Lynetteholm og resten af byen, hvor der burde være mange flere på tegnebrættet, der vel at mærke også var finansierede, siger Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag, til TV 2 Kosmopol. 

Skibstrafik vil forsinke cyklisterne

I stedet for den planlagte cykelbro - og måske en til - så skal der i stedet satses på flere tunneller. I en pressemeddelelse skriver forbundet, at der er behov for "mange" tunneller.

 - Der er jo ikke sat de nødvendige penge af til tunneller. Hvis man vælger bro i stedet for tunnel, vil der være lange perioder i løbet af dagen, hvor man ikke kan cykle over havnen, fordi broen er oppe, når der kommer skibe. Den kan være oppe helt op til 22 minutter ad gangen og i nogle perioder ganske ofte. Det er helt uholdbart for folk, der cykler til arbejde, og vil betyde, at mange helt dropper at cykle den vej, siger Kenneth Øhrberg Krag i en pressemeddelelse fra forbundet.

Til TV 2 Kosmopol siger han videre, at forbundet er bange for, at man ender med at etablere  endnu en cykelbro, som med en nordligere beliggenhed vil være endnu mere udsat for skibstrafik, der nødvendiggør åbning af broen - og dermed forsinkelse for cyklisterne.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Den endelige linjeføring er ike på plads, men planen er, agt cyklister skal kunne komme til Lynetteholm fra Nordre Toldbod via Refshaleøen.
Den endelige linjeføring er ike på plads, men planen er, agt cyklister skal kunne komme til Lynetteholm fra Nordre Toldbod via Refshaleøen.

Og hvor det ifølge Cyklistforbundet planlægges, at der skal bruges cirka 300 millioner kroner på en kommende cykelbro-forbindelse til Refshaleøen, så påpeger forbundet, at der til sammenligning bruges et sted mellem 19,7 og 25,1 milliarder kroner på Østlig Ringvej, som skal lede biltrafik fra nord uden om det centrale København - via netop Lynetteholm, som altså kommer til at nyde godt af forbindelsen.

quote Hele det her Dubai-projekt er så dårligt planlagt og tænkt i forhold til alt det, København ellers står for.

Line Barfod, Enhedslisten.

- Så er det peanuts, man bruger på cyklisterne, siger Kenneth Øhrberg Krag.

Enhedslisten: Dårligt tænkt Dubai-projekt

Han får støtte fra Enhedslistens Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i København. Men da sagen primært hører under Københavns Kommunes økonomiforvaltning, udtaler hun sig som politiker - ikke som borgmester.

- Hele det her Dubai-projekt er så dårligt planlagt og tænkt i forhold til alt det, København ellers står for, og det her med cykelforbindelserne er bare en af tingene. Havnetunnelen (Der nu kaldes Østlig Ringvej, red.) har man arbejdet på i årtier, men det er og bør være fortid, at man laver kæmpe motorvejsprojekter, der bare skaber mere trafik. Vi kunne få en helt fantastisk infrastruktur og gode cykelforhold, hvis man i stedet brugte ressourcerne på offentlig trafik og cykelforbindelser, siger hun.

quote København har nu chancen for at sætte en standard for - og vise resten af verden - hvordan man bygger en bydel, hvor cyklen er i højsæde

Kenneth Øhrberg Krag, direktør, Cyklistforbundet

Line Barfod siger videre, at den planlagte cykelforbindelse til Refshaleøen kan være udsat for, at cyklister forsinkes, hvis den skal åbne for skibstrafik - og at det dermed går ud over cyklisternes mulighed for at komme  - i første omgang til Refshaleøen, men sidenhen også til Lynetteholm.

Tilbage i Cyklistforbundet ærgrer man sig, hvis ikke der tænkes mere cykeltransport ind i Lynetteholms-projektet.

- Vi mener, at når man bygger en hel ny bydel i cykelbyen København, så bør den være et modelprojekt for resten af verden. København har nu chancen for at sætte en standard for - og vise resten af verden - hvordan man bygger en bydel, hvor cyklen er i højsædet. Den mulighed er man tilsyneladende ved at forspilde, siger Kenneth Øhrberg Krag.

Overborgmesteren: Vi er stadig i den spæde fase

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), forklarer i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol, at hun er glad for Cyklistforbundets betragtninger.

"Det er mit mål, at det skal være endnu lettere for københavnerne at komme rundt i hele byen på cykel. Cyklen gavner ikke bare vores sundhed, men også vores klima og tilgængeligheden i byen. Derfor bliver cyklisme også en vigtig del af udviklingen af Lynetteholm. Vi er stadig i den helt spæde fase af udviklingen af Lynetteholm, som ligger mange årtier fremme."

"Den strategiske miljøvurdering er netop til for, at vi kan få idéer og forslag med i det videre arbejde, hvorfor jeg hilser Cyklistforbundets forslag velkommen. Jeg er desuden glad for, at forbundet støtter op om behovet for at bygge boliger i byen, med den begrundelse, at det har en positiv effekt på cyklisme," skriver hun.

Fristen for at komme med høringssvar til den strategiske miljøvurdering udløb 22. januar.


 




 


 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik