Oversigt

Seneste nyt

Strejken er slut: Nu vender skraldemændene tilbage på arbejde

Mandag morgen vender skraldemænd i København, Tårnby, Dragør og på Frederiksberg tilbage på arbejde.

Det oplyser Ulrik Blessing, der er talsmand for de københavnske skraldemænd, til B.T. tidligt mandag morgen.

Skraldemændene forventer "at være tilbage på arbejde om en times tid", lød beskeden fra talsmanden omkring mandag morgen klokken 05.45.

- Nu rækker vi en hånd frem. Det håber vi bliver vel modtaget af vores arbejdsgiver og vil føre til nye forhandlinger, siger Ulrik Blessing til B.T.

Skraldemændene har strejket siden mandag i sidste uge.

Omdrejningspunktet for strejken er en konflikt mellem skraldemændene og deres kommende arbejdsgiver, Amager Ressourcecenter (ARC), som overtager opgaven 1. maj.

Det handler blandt andet om arbejdstider, og den uenighed ser fortsat ikke ud til at være løst.

Hos ARC oplyser man mandag morgen til TV 2 Kosmopol, at forhandlingerne om arbejdstiden for andet skiftehold er genoptaget på et møde klokken 7.30. 

Chefen for affaldsindsamlingen er glad for, at skraldemændene har genoptaget arbejdet. 

- Nu er det igen muligt at gå i dialog med renovationsmedarbejderne om, hvordan vi bedst tilrettelægger arbejdet. I den dialog er det fortsat afgørende for ARC, at vi skal sikre renovationsmedarbejderne den fornødne tid til at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, så arbejdstempoet ikke forceres unødigt, siger Helena Hasselsteen Nielsen og fortsætter: 

- Det gør vi for at passe bedst muligt på medarbejderne, så de kan holde til et helt arbejdsliv, tilføjer hun.

TV 2 Kosmopol følger sagen. 

Forstå skraldekonflikten på tre minutter her.

/ritzau/