Oversigt

Seneste nyt

DF-næstformand kan sende Pia Kjærsgaard ud af Folketinget

DF's René Christensen håber på at beholde sin plads i Folketinget på bekostning af partistifter Pia Kjærsgaard.

Begge stiller op i Sjællands Storkreds, og her er DF gået fra tre til et mandat.

- Jeg har det meget godt i maven. Jeg har ført en god valgkamp, og den er jeg tilfreds med, og så kan man ikke gøre mere.

- Nu er i venteposition, så må vi se. Hvis jeg skal vælges, skal jeg have én stemme mere end Pia, og hvis Pia skal vælges, skal hun have én stemme mere end mig, siger Christensen, der er bedst kendt som DF's finansordfører, men som også har titlen som næstformand for DF's folketingsgruppe.

På to folketingsvalg har DF mistet over 100.000 stemmer i Sjællands Storkreds. 22.354 stemmer fik DF i storkredsen, viser resultatet fra tirsdagens valg.

Ved 2015-valget fik DF 134.195 stemmer, svarende til syv mandater, mens partiet i 2019 fik 56.697 stemmer og tre mandater.

- Det er, som det er. Det kan man ikke lave om på. Dengang Pia stillede op, så meningsmålingerne anderledes ud.

- Vi startede med, at vi måske skulle kæmpe for at få det tredje mandat, eller måske to, men nu fik vi ét. Det scenarie har vi ikke talt så meget om, siger Christensen.

Sidste år rykkede Kjærsgaard fra Københavns Omegns Storkreds til Sjællands Storkreds.