DSB har fået nok af unge mænd: Udsætter sig selv for stor fare

DSB forsøger at nå ind til de unge drenge og beder dem tænke sig om, når de fjoller rundt på stationerne.

Livet på kanten er farligt. Bliv på perronen.

Så klart er budskabet fra DSB, der anslår, at yngre mænd står for otte ud af ti ulykker, der er involveret omkring togspor.

- Vi har lavet en analyse på baggrund af tal fra 2010 og frem til nu. Her kunne vi se, at der var et højt antal af omkomne og tilskadekomne blandt yngre mænd. Vi kunne se, at målgruppen var stærkt overrepræsenteret i statistikkerne, fortæller DSB's sikkerhedschef, Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, til TV 2 Lorry.

quote Der er tilsyneladende noget uvidenhed om, at det er farligt at lege på en togstation

Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, Sikkerhedschef, DSB

Derfor forsøger DSB nu at nå ind til de yngre togpassagerer med en ny kampagne, der især retter sig mod drenge i alderen 15 og 17 år.

- Vi vil gerne give dem viden om, at det ikke er det smarteste at lege på en perron. Der er tilsyneladende noget uvidenhed om, at det er farligt at lege på en togstation, men et tog kan ikke køre udenom, hvis der er nogen, der falder ned på skinnerne, forklarer Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen.

Ifølge DSB er der mellem mellem otte og ti ulykker om året, der enten har en dødelig udgang eller medfører alvorlig personskade. Otte ud af ti gange er de involverede ifølge DSB yngre mænd.

Alkohol en del af problemet

De seneste år har antallet af ulykker været faldende, men det skyldes corona-pandemien vurderer DSB's sikkerhedschef:

- Vi kan se, at en ud af tre er påvirket af alkohol i de statistikker, som vi kan hive ud. Og i og med at nattelivet har været lukket ned, så tillader vi os at tilskrive det som en hypotese for, at tallene har været faldet.

quote Det kan ende med, at de får skubbet hinanden ned på skinnerne

Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, Sikkerhedschef, DSB

Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen forklarer desuden, at der formentlig er tale om flere epsioder, end man kan læse i statistikkerne.

- Der er et interessant mørketal, fordi der kan være tilfælde, hvor der ikke er nogen af vores medarbejdere til stede til at observere og registrere episoder, der kan have fatal udgang, siger han og uddyber:

- Det handler om, at de unge går og skubber lidt til hinanden. Det kan ende med, at de får skubbet hinanden ned på skinnerne, og nogen gange kommer der et tog, nogle gange gør der ikke. Nogen gange når de akkurat at nå væk, andre gange ender det med alvorlige påkørsler.

Bruger kendt musiker

Senest har DSB registreret en episode i forbindelse med den meget omtalte puttefest i Dyrehavsbakken, hvor en ung dreng stod på skinnerne og kun lige akkurat nåede op, inden toget kom ind på perronen.

Af samme årsag håber Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, at den nye kampagne trænger ind til de unge drenge.

- Jeg håber, det kommer til at forebygge de her forfærdelige ulykker, der har den ultimative konsekvens. Hvis bare vi redder ét liv, så er vi glade. Men det er vores ambition helt at komme dem til livs ved at give de unge et sprog, så de kan sige fra over for deres kammerater.

DSB's sikkerhedskampagne er lavet i samarbejde med musikeren ICEKIID, der har skrevet sangen "Aldrig Glemt" i anledningen.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik