Oversigt

Seneste nyt

Stemmedeltagelsen halter efter valget i 2019

Ved 16-tiden er der fortsat færre, der har stemt, end på samme tidspunkt ved det seneste valg til Folketinget i 2019.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt 13 af landets 98 kommuner med i alt omkring 460.000 vælgere.

I kommunerne havde 53,2 procent af de stemmeberettigede klokken 16 sat deres kryds. Med i tallene er de mange brevstemmer.

På samme tidspunktet ved det seneste folketingsvalg var der 62,8 procent, der havde stemt i kommunerne.


Det sker, selv om der har været flere brevstemmer i år end for tre år siden, og som hele dagen har talt med i opgørelsen.

I 2019 foregik valget dog på grundlovsdag, hvor mange danskere har fri, hvilket kan give et andet mønster for, hvornår der stemmes.

- Det kan godt være, at der er sket lidt forskydninger hen over dagen, fordi valget lå på grundlovsdag sidste gang, siger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor på Københavns Universitet.

- Men det peger alt andet lige på en markant lavere valgdeltagelse denne gang, vurderer han.