"Vil du have fem eller ti?": Så nemt var det for journalist at købe opioid-piller i kiosker

TV 2 Kosmopol har testet, hvor nemt det er at købe illegale opioid-piller i københavnske kiosker. Læs her, hvordan vi gjorde.

Med hænderne i lommen går TV 2 Kosmopols journalist Jakob Hybholt i raskt tempo hen mod en kiosk i København. 

En popsang spiller over højtaleren, da journalisten træder ind over dørtærsklen, hilser på kioskmedarbejderen og beder om en pakke blå Kings og et ark Dolol.

Kioskmedarbejderen tøver ikke med at svare. Han sælger kun Dolol i større bundter, fortæller han. 

- Vil du have fem eller ti piller?, spørger kioskmedarbejderen. 

- Gerne ti. Hvor mange milligram er de på?, spørger Jakob Hybholt. 

- 200, lyder svaret. 

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Få øjeblikke senere går Jakob Hybholt tilbage til sin bil. I hånden har han et ark med ti opioid-piller, som han uden problemer kunne købe illegalt. 

- Det var overraskende nemt, konstaterer han. 

Kioskmarkedet

Den 10. marts sigtede Københavns Politi tre personer, efter de fandt 15.000 ulovlige piller - blandt andet opioid-piller som Dolol - i to kiosker. 

- Det er vores formodning, at der er sket salg af piller til helt almindelige borgere fra kioskerne, men det har vi endnu ikke kunnet dokumentere, sagde Lau Riegels, politikommissær hos Københavns Politi, dengang

TV 2 Kosmopol har tidligere afdækket, hvordan brugen af opioid-piller er et stigende problem.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er Dolol?

Dolol er et smertestillende lægemiddel, der bruges mod moderate til stærke smerter.

Midlet kan købes på recept og bliver eksempelvis udskrevet ved stærke rygsmerter, eller hvis man har smerter efter at have fået fjernet visdomstænder.

På det illegale marked er "dolol" eller "dol" blevet en fællesbetegnelse for opioid-piller. Illegalt sælges pillerne i ark bestående af fem-ti piller. Et ark med ti piller koster typisk 300 kroner.

Det aktive stof i Dolol hedder tramadol. Det er et morfinlignende stof, som findes i en lang række smertestillende midler af opioidtypen, hvoraf Dolol er en af dem.

Tramadol virker ved at dæmpe de impulser fra dit nervesystem, der sender besked til din hjerne om, at noget gør ondt. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, svimmelhed og træthed.

Tramadol er også et opioid. Opioider er en gruppe af stoffer, som virker smertestillende. De mest kendte opioider er morfin, kodein, heroin, metadon og fentanyl.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Gentofte Hospital, Medicin.dk

Børn og unge ned til 13-års alderen bliver afhængige af de stærkt vanedannende piller, som sælges til dem i skolegården af pushere. 

Foruden den seneste politirazzia har TV 2 Kosmopol fået flere tip om, at pillerne desuden sælges i kiosker. 

For at undersøge tilgængeligheden nærmere har TV 2 Kosmopol derfor besøgt syv kiosker i København for at undersøge, hvor nemt det er at købe opioid-piller - blot ved at spørge efter dem ved disken. 

I to kiosker var det muligt at købe pillerne. Og i to andre kiosker kunne de fortælle, hvor vi kunne købe dem andre steder. 

I lommen på chefen

Et par dage efter, at Jakob Hybholt købte de ti piller, vender han tilbage til kiosken for at spørge mere ind til salget af dem. 

Han fortæller, at han er journalist, og at han gerne vil blive klogere på markedet. 

Kioskmedarbejderen fortæller, at han ikke ved noget om, at pillerne skulle være ulovlige. 

Men han ved, at de har et separat regnskab i kiosken. Og at de kun kan købes kontant. 

- Hvem får de penge?, spørger Jakob Hybholt. 

- Det ved jeg ikke... Min chef, siger kioskmedarbejderen.

(Artiklen fortsætter efter videoen.) 

Jakob Hybholt forsøger at spørge mere ind, men så skifter kioskmedarbejderen mening. Han har ikke lyst til at fortælle mere. 

- Ej, jeg synes, vi skal holde her, siger han. 

Mellem flaskerne

I den anden ende af København besøger Jakob Hybholt endnu en kiosk. 

Få dage tidligere har han været forbi kiosken og fået bekræftet, at det var muligt at købe opioid-pillerne. 

Denne gang vil han forsøge at få kioskmedarbejderen i tale.  

- Du havde nogle Dolol-piller til mig?, siger han til kioskmedarbejderen. 

Medarbejderen finder pillerne frem mellem de spiritus-flasker, der står udstillet bag ham. Fire ark med i alt 40 piller. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kioskmedarbejderen fortæller, at det er hans chef, der får pengene fra salget af de ulovlige piller.
Kioskmedarbejderen fortæller, at det er hans chef, der får pengene fra salget af de ulovlige piller.
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol

Men da blisterpakkerne lander på disken, fortæller Jakob Hybholt, at han er journalist og spørger, hvor kiosken får pillerne fra. 

Kioskmedarbejderen fortæller, at det er hans chef, der køber dem. 

- Du fandt pillerne frem til mig mellem flaskerne, så du ved vel godt, at de ikke er lovlige, konstaterer Jakob Hybholt. 

- Ja, siger medarbejderen og forklarer, at han ikke kender så meget til dem: 

- Jeg har spurgt folk, hvad det er, og de siger, at man bliver rolig i hovedet, svarer medarbejderen. 

Kioskmedarbejderen fortæller, at det mest er unge, der køber pillerne. Han spørger ikke, hvor gamle de er, før han sælger pillerne til dem. 

Mere vil han ikke fortælle, da ejeren af kiosken er på vej. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Da den formodede kioskejer ankom til stedet, blev journalist Jakob Hybholt smidt ud.
Da den formodede kioskejer ankom til stedet, blev journalist Jakob Hybholt smidt ud.
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol

Kort tid efter møder Jakob Hybholt manden, som formodes at være ejeren. 

Han beder journalisten om at forlade kiosken. 

TV 2 Kosmopol ville gerne have talt med den formodede ejer, men han ønskede ikke at stille op til interview. Han benægter desuden at være indehaver af kiosken.

Omfanget er ukendt

Københavns Politi fortæller, at de generelt er opmærksomme på, hvad de får af oplysninger og anmeldelser om ulovlig salg af opioid-piller. 

Når de hører om det, reagerer de på det og gennemfører en kontrol af kiosken. 

To uger efter, I har beslaglagt tusindvis af piller, kan jeg gå ind i en kiosk og få tilbudt pillerne. Siger det jer noget om omfanget?

- For os er det for tidligt at sige noget om, hvor stort problemet er. Men det er klart, at når vi kigger fremad, vil vi forhåbentlig blive ved med at lave ransagninger på baggrund af de anmeldelser, vi modtager. Og så er det muligt, at vi får et bedre billede af omfanget sidenhen, siger Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I kiosken var de ulovlige piller gemt mellem spiritusflasker i hylden bag disken.
I kiosken var de ulovlige piller gemt mellem spiritusflasker i hylden bag disken.
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol

Han fortæller, at Københavns Politi i udgangspunktet ikke ved, hvem der står bag de piller, der ender på gaden. 

- De sager, der har været for nylig, efterforskes stadig. Hvordan pillerne generelt kommer til København, kan jeg ikke sige noget om, siger Simon Hansen.

Når vi kan besøge kiosker i forskellige dele af København og få nøjagtigt det samme produkt, vidner det så ikke om, at det er de samme, der står bag?

- Jo, det er muligt. Det er klart, at vi også sammenligner de ting, vi finder. Men det er for tidligt at sige, om der er nogen konkrete sammenhænge eller organisering, siger Simon Hansen. 

Bag om historien

TV 2 Kosmopol har forsøgt at købe opioid-piller i syv forskellige kiosker i København.

Fire af kioskerne var tilfældigt udvalgt. Tre af kioskerne var udvalgt på baggrund af tip om, at de sælger pillerne.

Det var muligt at købe pillerne i to kiosker, hvoraf den ene var på baggrund af et tip. Desuden kunne to kiosker fortælle, hvor vi kunne købe pillerne andre steder.

Journalist Jakob Hybholt har forsøgt at købe pillerne iført en skjult mikrofon, der har optaget samtalerne. I de to tilfælde, hvor det har været muligt at købe pillerne, har Jakob Hybholt efterfølgende givet sig til kende som journalist og forsøgt at spørge mere ind til salget.

I to tilfælde har TV 2 Kosmopol købt de ulovlige opioid-piller.

TV 2 Kosmopol har vurderet, at købet i dette tilfælde var nødvendigt for at kunne bevise salget.

Desuden vurderer TV 2 Kosmopol, at det er i offentlighedens interesse at få indsigt i tilgængeligheden af pillerne og henlede opmærksomheden i et vigtigt samfundsproblem.

TV 2 Kosmopol har anonymiseret både kiosker og medarbejdere af hensyn til medarbejdernes sikkerhed og for ikke at gøre opmærksomme på, hvor pillerne kan købes.

Pillerne, som TV 2 Kosmopol købte, er efterfølgende afleveret på et apotek.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik