Særlig ordning på lager i Ballerup sparer Region Hovedstaden for millioner

Et år efter Region Hovedstaden søsatte genbrugsprojektet Genbrugsplatformen, er boet nu gjort op. Og det er med så gode resultater, at de har gjort platformen permanent.

Den 21. april 2022 lancerede Region Hovedstaden et pilotprojekt ved navn Genbrugsplatformen. 

I grunden en hjemmeside for genbrugsmøbler, der er samlet ind fra regionens hospitaler, og som derefter rengøres og restaureres. 

Efter klargøring lægges møblerne op på hjemmesiden, og herfra kan Region Hovedstadens 44.000 ansatte bestille den kontorstol, hospitalsseng eller hæve-sænkebord, de har behov for. 

Zaki Von Rosenberg er lagerforvalter på Region Hovedstadens genbrugslager i Ballerup, og han er med til at friske de brugte genstande op, inden de bliver sendt videre. 

- Det er superfedt, at vi kan være med. Det er det rigtige at gøre - altså genbrug generelt, siger Zaki Von Rosenberg. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Zaki Von Rosenberg i aktion.
Zaki Von Rosenberg i aktion.
Foto: TV 2 Kosmopol

Og regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), gør nu status efter et år med ordningen. En økonomisk cirkulær ordning, der ifølge regionens egne tal klart modsvarer driftsomkostningerne. 

Derfor har der fra regionpolitisk side været et ønske om at gøre pilotprojektet permanent. 

Et ønske, der nu er indfriet. 

- Nu har vi været i gang i et års tid på genbrugslageret, vi har gode resultater, og vi kan se, at der er stor efterspørgsel på genbrug. Så det er en rigtig god historie i Region Hovedstaden, og derfor har vi nu lagt det over på driften (driftsbudgettet, red.) siger Lars Gaardhøj til TV 2 Kosmopol. 

Så meget har Region Hovedstaden sparet på et år

Siden lanceringen af Genbrugsplatformen i april sidste år, er:

  • Over 5.300 møbler blevet genbrugt

  • Mere end 7.600.000 kroner er sparet

  • En CO2-besparelse på 122 ton opnået

Genbrugsplatformen er en del af Grøn2030, som er regionens klima- og miljøprogram. Der har til hensigt at omstille Region Hovedstaden til en mere grøn og cirkulær økonomi.

I dag er det omkring en femtedel af den samlede møbel- og maskinmasse, Region Hovedstaden genanvender. Resten – altså omkring 80 procent  - ryger til forbrænding.

Genbrugsplatformen og møbelgenbruget koster 1 mio. kr. årligt at drive. Tallet dækker over løn, drift, reservedele, upcycling hos eksterne (fx sprøjtelakering af stole og reoler), køretøjer og transport og den digitale platform

I 2023 forventer regionen at spare 11,5 mio. kr. ved at genbruge fremfor at købe nyt.

Kilde: Region Hovedstaden

Et godt spørgsmål 

På et år har Region Hovedstaden sparet mere end syv millioner kroner på Genbrugsplatformen. 

Og i 2023 anslår de, at de vil spare 11.500.000 kroner. 

quote - Jeg kan bare sige, det er en god idé.

Regionrådsformand, Lars Gaardhøj (S)

Dertil kommer den CO2-besparelse, der kommer ved at genbruge møbler - i stedet for at købe nye hver gang. 

På et år har i sparet mere end 7,6 millioner kroner og haft en CO2-besparelse på 122 ton. Hvordan kan I ikke have fundet på den her idé noget før?

- Jeg har jo været regionrådsformand i cirka to år. Hvorfor vi ikke fandt på idéen noget før, det er et godt spørgsmål, og jeg kan ikke svare dig på det. Men jeg kan bare sige, det er en god idé, nu er vi i gang, og der kommer mere af den her slags i Region Hovedstaden, siger Lars Gaardhøj (S).  

Kan det have noget at gøre med, at de her knap otte millioner kroner, I har sparet indtil videre simpelthen er håndører i det store hele? 

- Det er altid dejligt at spare nogle penge, men det er sådan set ikke derfor, vi gør det. Vi må sige, i de her år er der meget mere fokus på bæredygtighed, grøn omstilling, og der skal vi som hospitalsvæsen også tage ansvar, siger Lars Gaardhøj.   

I 2023 forventer regionen at spare 11.500.000 kroner via den digitale Genbrugsplatform. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik