Oversigt

Seneste nyt

Flere kommuner forbyder brug af TikTok

Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og ansatte i Københavns Kommune, der har fået udleveret, må ikke længere have TikTok på deres arbejdstelefoner og -tablets.

Det skriver Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp (S), i et opslag på Twitter

Udmeldingen kommer, efter Center for Cybersikkerhed tidligere på ugen anbefalede kommuner og andre offentlige og private organisationer at lave en risikovurdering af at bruge TikTok.

- Med baggrund i anbefalingen og i samråd med kommunens databeskyttelsesrådgiver, har Økonomiforvaltningen besluttet at forbyde anvendelsen af TikTok på de mobileenheder, som BR-medlemmer og ansatte har fået udleveret af Københavns Kommune, lyder det. 

Også Rødovre Kommune har besluttet at forbyde brug af TikTok på arbejdsenheder. Det oplyser kommune til TV 2 Kosmopol. 

- Vi læner os op ad anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed, og derfor har vi sagt stop for brug af TikTok på kommunens enheder, lyder det i et mailsvar fra kommunen.

Som TV 2 Kosmopol tidligere har fortalt, har en række kommuner i hovedstadsområdet også valgt at forbyde ansatte at bruge den populære app på arbejdstelefonen. Det drejer sig om Brøndby, Frederiksberg, Frederikssund, Gladsaxe, Glostrup, Hillerød og  Rudersdal kommuner.