Flere kommuner forbyder ansatte at bruge populær app på arbejdstelefonen

En række kommuner i TV 2 Kosmopols område har besluttet at forbyde brugen af TikTok på arbejdstelefoner, efter advarsler mod brugen af den populære app.

Syv kommuner i TV 2 Kosmopols sendeområde har et forbud mod arbejdsrelateret brug af det sociale medie TikTok. 

Det fortæller de i en rundspørge, som TV 2 Kosmopol har foretaget. 

Det drejer sig om Brøndby, Frederiksberg, Frederikssund, Glostrup, Hillerød, Rudersdal og Gladsaxe kommuner. 

Fire af kommunerne - Frederiksberg, Glostrup, Hillerød og Gladsaxe - har et kategorisk forbud mod brugen af det sociale medie. 

Hos de tre andre kommuner gælder forbuddet specifikt i arbejdsøjemed. 

Rudersdal Kommune har eksempelvis installeret programmet Mobile Device Management på alle tjenestemobiler, der gør, at hver telefon er delt op i en privat og en kommunal del. 

Det er hverken tilladt eller teknisk muligt at downloade TikTok til kommunedelen af telefonen, men kommunen har ikke regler for, hvad medarbejderne gør på den private det. De fraråder dog på det kraftigste, at medarbejderne bruger appen nogen af stederne. 

Et statsligt forbud

For flere af kommunerne kommer beslutningen i kølvandet på Center for Cybersikkerheds udmelding i sidste uge om, at de fraråder ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder, herunder mobiltelefoner. 

Samtidig valgte EU-Kommissionen at forbyde appen på de ansattes arbejdstelefoner. De ansatte skal slette appen på deres telefoner hurtigst muligt og senest 15. marts. 

Udviklingen har fået flere folketingspolitikere herhjemme til at slette TikTok - blandt andet Enhedslistens Rosa Lund. 

- Jeg har her til morgen slettet app'en fra min folketingstelefon. Jeg kommer fortsat til at være på TikTok, men det bliver fra en anden telefon, sagde hun i sidste uge til TV 2 Kosmopol.

Senest har Folketinget fulgt trop og frarådet brugen af TikTok hos Folketingets medlemmer. 

- Folketinget tager bestik af de vurderinger, som kommer fra sikkerhedsmyndighederne. Når der nu ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, så indretter vi os efter det, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse:

- Vi følger hermed den linje, som centret anlægger over for statslige institutioner. 

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

Selv mener selskabet, at beslutningen om at forbyde TikTok er baseret på et forkert grundlag.

- Vi er skuffede over denne beslutning, som, vi mener, er misforstået og baseret på grundlæggende misforståelser, siger en talsperson fra TikTok ifølge AFP.

TV 2 Kosmopol har kontaktet Center for Cybersikkerhed, men de havde ikke mulighed for at stille op til interview. 

Vil kommunerne forbyde TikTok? Se deres svar her

TV 2 Kosmopol har i en rundspørge til sendeområdets 34 kommuner spurgt, om de har indført eller overvejer at indføre et forbud mod brug af TikTok hos kommunale medarbejdere.

13 kommuner er vendt tilbage. Desuden har to kommuner tidligere tilkendegivet deres standpunkt over for TV 2 Kosmopol. Se deres svar her.

  • Brøndby Kommune: Medarbejdere, som ikke beskattes af fri telefon, må ikke anvende telefonerne til private formål, og dermed heller ikke benytte TikTok. Kommunen har indtil videre ikke fastsat regler eller implementeret foranstaltninger, som begrænser privat brug af TikTok på de telefoner, kommunen har udleveret til tjenstligt brug, hvor de ansatte bliver beskattet og kan anvende enhederne til privat brug.

  • Dragør Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok. Kommunen tager løbende bestik af situationen.

  • Egedal Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok.

  • Frederiksberg Kommune: Har forbud mod brug af TikTok på tjenestetelefoner og andre devices.

  • Frederikssund Kommune: Har forbud mod brug af sociale medier, med mindre der er et arbejdstinget behov. TikTok falder ifølge kommunen ikke ind under et arbejdsbetinget behov, og derfor må det ikke benyttes på arbejdstelefoner og andre enheder.

  • Glostrup Kommune: Har forbud mod brug af TikTok på arbejdsmobiler. Kommunen er aktuelt i gang med at opdatere sine it-sikkerhedshåndbøger for medarbejdere og ledere. Her vil TikTok-forbuddet være specificeret.

  • Greve Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok.

  • Halsnæs Kommune: Vil i lyset af udmeldingen fra Center for Cybersikkerhed træffe en beslutning om TikTok på tjenestetelefoner i den nærmeste fremtid.

  • Helsingør Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok.

  • Hillerød Kommune: Har forbud mod brug af TikTok på tjenestetelefoner og andre enheder.

  • Lejre Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok.

  • Lyngby-Taarbæk Kommune: Er i gang med at afklare, om TikTok er foreneligt med kommunens informationssikkerhedspolitik.

  • Rudersdal Kommune: Har Mobile Device Management installeret på alle tjenestemobiler. Det betyder, at telefonerne er delt i en privat og en kommunal del. Det er ikke tilladt at downloade TikTok til kommunedelen - og det er heller ikke teknisk muligt. Kommunen fraråder samtidig på det kraftigste, at medarbejdere downloader TikTok til den private del.

  • Solrød Kommune: Drøfter brugen af TikTok i kommunens GDPR-udvalg i denne uge.

  • Vallensbæk Kommune: Har ikke forbud mod brug af TikTok.

  • Gladsaxe Kommune: Her har man ikke nogen kommunal TikTok-profil, og derfor følger man anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed og forbyder brug af TikTok på kommunale tjenestetelefoner og enheder. Ved hjælp af et sikkerhedsværktøj har de deaktiveret TikTok-apps, som måtte være installeret kommunale tjenestetelefoner og -enheder.

  • Københavns Kommune: Koncern IT i Københavns Kommune vil hurtigst muligt undersøge, hvordan Center fra Cybersikkerhed nye anbefalinger får konsekvenser for kommunen - og om der eventuelt skal opstilles egentlige retningslinjer for brugen af TikTok på kommunens telefoner og tablets.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik