Mange ældre borgere lider af utilsigtet vægttab - nu ændrer kommune procedurer

Et madprojekt i Solrød Kommune viser, at flere ældre borgere har behov for en bedre visitation af mad, ellers risikerer de blandt andet at tabe sig. Det skal en diætist og ergoterapeut nu hjælpe på.

Det kan være svært at vælge den rigtige mad til ældre borgere, der ikke selv kan lave mad.

Det har Solrød Kommune måtte sande, efter at kommunen har kørt et projekt med fokus på netop visitationen af mad til deres ældre borgere.

Kommunens ”Projekt madservice” viser blandt andet, at godt hver tredje borger oplever et uplanlagt vægttab, og at hver fjerde borger ikke får den optimale kost.

quote Vi har nærmest implementeret det før undersøgelsen blev færdig.

Ivar Haugaard-Hansen (V), formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget, Solrød Kommune.

Ifølge Malene Foder Jessen, der er klinisk diætist hos Solrød Kommune og projektleder på madprojektet er resultaterne ikke overraskende.

- Det er en målgruppe, hvor der vil være nogle udfordringer, og det er forventeligt, at dem der bliver visiteret til madservice kan have visse udfordringer. Det kræver et andet fokus, når man arbejder med ældre borgere. Det handler meget om at gøre kosten mere energitæt og tilpasse konsistensen, siger hun.

Hun er dog glad for, at problemstillingen nu er kommet på dagsordenen.

- Selvom det har vist, at der er udfordringer, så er jeg bare glad for, at vi har fået det belyst, så vi nu fremadrettet kan tilpasse de ældre borgeres mad, så de får kalorierne nok, forklarer Malene Foder Jessen.

Resultater fra undersøgelse

  • 13 procent har haft behov for dysfagiudredning, fordi de havde besvær med at synke maden. Af de borgere, der har fået lavet dysfagiudredning ved en ergoterapeut har 71 procent fået ændret kostform som følge heraf.

  • Af deltagerne viser det sig, at 34 procent har et utilsigtet vægttab.

  • Alt i alt har 28 procent fået anbefalet en anden kostform. 

  • I alt 53 ældre Solrød-borgere indgik i undersøgelsen.

Spørgeark-model

Projektet blev startet op for halvandet år siden, da man fra kommunens side havde en formodning om, at visitationen kunne optimeres.

- Vi ville undersøge, om vi burde gøre noget mere i visitationen i stedet for bare at visitere, hvor visitatoren selv fandt ud af, hvad de skulle have. Så ville vi se, om der var nogen fornuft i at bruge ergoterapeut og diætist, siger Ivar Haugaard-Hansen (V), der er formand for Social-, Sundheds- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune.

Allerede undervejs i forløbet talte resultaterne sit tydelige sprog.

- Tidligt i forløbet fandt vi ud af, at vores formodning holdt stik. Så vi har nærmest implementeret det før undersøgelsen blev færdig, Vi har en spørgeark-model, hvor borgeren svarer på fem spørgsmål, og bliver der svaret ja bare én gang, så bliver der koblet en diætist og ergoterapeut på, forklarer han.

De fem spørgsmål omhandler borgernes appetit, vægttab og synkefunktion. Ud fra svarene vil borgerne blive tilbudt en samtale med en diætist eller ergoterapeut afhængigt af den enkeltes problemstilling.

Diætisten vurderer typisk borgernes ernæringsstatus, mens en ergoterapeut vurderer borgerens evne til at tygge og synke maden, samt om der er behov for særlig kost.

Tiltag stemt igennem

Tidligere på ugen stemte byrådet officielt og enstemmigt det nye tiltag igennem, således at ældre borgere, der fremover skal visiteres, nu få kvalitetssikret deres kostform i højere grad.

Og det mener Ivar Haugaard-Hansen vil gøre en forskel.

- Hvis man for eksempel har tygge- og synkebesvær, så skal man have andet mad end andre, og det er så det, vi handler på hurtigt nu, og hvor diætisten eksempelvis bliver sat på, så de får den energi, de skal have, så vi i sidste ende undgår vægttab. Det er så vigtigt, at de ældre får den mad og energi, de har brug for, siger han.

I alt 53 ældre Solrød-borgere indgik i undersøgelsen. I juni 2021 er der 79 borgere, som får madservice i Solrød Kommune.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik