Der er fundet to poser hvidt pulver i to kasser med bananer fra Colombia ved Coop Danmarks lager i Brøndby, skriver tv2.dk.
Det er blot en uge efter, at der på Coops lager ved Hasselager nær Aarhus også blev fundet poser med hvidt pulver i banankasser.
Coop har informeret leverandøren i Sydamerika efter fundet i sidste uge.
- De var meget rystede. De har et grundigt kontrolprogram, der sikrer varerne, inden de sendes af sted. Men nu er det så sket igen. Og det bliver de naturligvis orienteret om endnu engang, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen til tv2.dk.
Politi arbejder på at finde ud af, om fundet er narko
Københavns Vestegns Politi bekræfter over for Ritzau fundet af pulveret, men er på nuværende tidspunkt ikke langt nok fremme i efterforskningen til at kommentere sagen.
- Vi arbejder hårdt på at finde ud af, hvad det er for noget, siger politikommissær ved Københavns Vestegns Politi Søren Andersen.
Det er således endnu uvist, om poserne fundet i Hasselager og Brøndby rent faktisk indeholder narkotika. Samtidig er antallet af kilo ved de to fund også ukendt på nuværende tidspunkt.