Fem unge mænd dømt for røveri og grov vold ved S-togsstation

Overfaldet skete midt om natten, efter at gerningsmændene havde chikaneret offeret og fulgt efter ham.

Retten i Glostrup har tirsdag eftermiddag idømt fem unge mænd mellem 10 måneders og halvandet års fængsel. Samtidig har to af mændene fået en advarsel om udvisning.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

De fem unge mænd, som er mellem 16 og 20 år, var tiltalt for at have overfaldet en 42-årig mand på Brøndby Strand Station natten til den 26. oktober 2019.

Den 42-årige blev udsat for legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, hvor der blev brugt en knojernlignende genstand, hvilket medførte, at manden brækkede næsen og kæben samt fik slået flere tænder løs.

Offeret blev filmet under dele af overfaldet og fik røvet mobiltelefon, nøgler samt diverse kreditkort.

De fem unge mænd blev dømt i henhold til anklageskriftet, hvilket vækker tilfredshed hos anklagemyndigheden.

- Jeg er tilfreds med, at alle tiltalte blev dømt for dette meningsløse overfald. Straffens længde afspejler at dette ikke er en adfærd vi vil acceptere, siger anklager Mie Vang i pressemeddelelsen.

Overfaldet på parkeringsplads

Den 42-årig mand var om natten på vej hjem, da han i S-toget blev overfaldet og chikaneret af de fem gerningsmænd. For at slippe væk fra plageånderne valgte han at stå af på Brøndby Strand Station, men ifølge Københavns Vestegns Politi steg de unge mænd også af S-toget og fulgte efter den 42-årige mand.

På en nærliggende parkeringsplads gennemførte de overfaldet.

Flere af de unge mænd var samtidig tiltalt for afpresning, indbrud samt våbenlove og lov om euforiserende stoffer. Også her blev der fældet dom.

Alle fem personer blev anholdt i november måned på baggrund af politiets efterforskning, og de har alle siddet varetægtsfængslet, indtil dommen blev afsagt i dag. To af de unge mænd ankede med det samme dommen til landsretten, og tre af de dømte udbad sig betænkningstid.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik