9.879.
Det er antallet af personlige stemmer, som Ida Auken (S) modtog ved tirsdagens Folketingsvalg.
Og selvom det kan lyde af mange personlige stemmer, så er det en væsentlig tilbagegang i forhold til valget i 2019, hvor Ida Auken - der dengang var medlem af Radikale Venstre - fik 21.723 personlige stemmer.
Dermed har hun mistet knap 12.000 personlige stemmer siden sidste valg.
Politisk kommentator og tidligere Venstre-borgmester Pia Allerslev vurderer, at Aukens partiskifte måske netop kan være årsagen til tilbagegangen.
- Det hænger sammen med, at de socialdemokratiske vælgere ikke opfatter hende som en "rigtig" socialdemokrat. De har ikke samme tillid til hende. Det er ikke nødvendigvis nok, at hun hedder Auken. Måske har det reddet hende, så det ikke er gået værre, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry.
Prominente navne går tilbage
Også en af Socialdemokratiets andre store politikere i hovedstaden må notere sig en markant tilbagegang i antallet af personlige stemmer.
Den fungerende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har ved årets valg fået 5.361 personlige stemmer. Det er lidt over 7500 færre stemmer i forhold til de 12.998 personlige stemmer, som hun fik ved sidste Folketingsvalg.
- Det er interessant, at en minister er gået så meget tilbage. Men som minister har Rosenkrantz-Theil været begravet i børne- og ungeområdet og folkeskolen. Så er de københavnske emner kommet i baggrunden, og det straffer vælgerne, siger Allerslev.
Generelt har Socialdemokratiet klaret sig godt i Københavns Storkreds, hvor partiet er gået frem med et mandat.
Alligevel er flere profiler gået markant tilbage i deres personlige stemmertal, mens en socialdemokratisk profil som Lars Aslan må vinke farvel til Folketinget.
- De store navne har måske glemt at dyrke København og været mere fokuseret på landsplan. Og så har de lokale kandidater været bedre til at profilere sig på lokale sager, som har talt til københavnerne.
- Det understreger, at de etablerede politikere måske ikke har gjort det så godt på de lokale emner, fastslår Pia Allerslev.
Sjællandske vælgerstryg til Krag
Fungerende social- og ældreminister Astrid Krag fik i 2019 et godt valg med over 17.810 personlige stemmer. Ved tirsdagens valg satte kun 7.872 vælgere i Sjællands Storkreds sit kryds ved ministeren.
Ældreområdet har særligt tiltrukket sig opmærksomhed i forbindelse med to TV 2-dokumentarer.
I 2020 var det dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" og i år var det "Opråb fra plejehjemmet," der omhandlede et plejehjem i Køge, hvor Astrid Krag selv var opstillet.