Mange tip har ikke ført til opklaring af bortførselsforsøg

Nordsjællands Politi takker for mange henvendelser i sag om drenge, som blev antastet af mand i varevogn.

I forbindelse med efterforskningen i en sag, hvor politiet har modtaget en anmeldelse om, at to drenge var blevet antastet af en mand i en varebil i Nivå, har Nordsjællands Politi modtaget et stort antal henvendelser om sorte varebiler.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Ifølge politiet har ingen af de mange henvendelser og forskellige efterforskningskridt givet resultater i forhold til den aktuelle anmeldelse, og dermed heller ikke til identifikation af den omtalte mand eller bil.

- Vi tager denne type anmeldelser særdeles alvorligt, og de bliver undersøgt meget grundigt. Der er ingen tvivl om, at drengene i de her sager har haft en oplevelse af, at de har været ude for noget, som de er blevet urolige over og berørte af, siger politiinspektør Svend Foldager, Nordsjællands Politi.

Hændelsen blev anmeldt til politiet i starten af februar.

Ifølge politiet kørte en mand efter drengene på Rødehusvej og ved Æblets Kvarter og sagde flere gange til dem, at de skulle sætte sig ind i hans sorte varebil.

På et tidspunkt løb manden endda efter drengene, som senere søgte tilflugt på en skole og her fik kontakt med en voksen.

Lignende sag i Hørsholm

Nordsjællands Politi har nu taget initiativ til et møde med skoleinspektørerne i politikredsen. Her vil politiet orientere om dets arbejde i den type sager, lyder det.

Politiet håber, at det kan være med til at skabe en større tryghed.

- Det er fuldt forståeligt, at sådanne oplysninger skaber bekymring både blandt børn, deres forældre og i skolerne, og det er vigtigt, at der er en tæt dialog om den hændelse, som børnene har oplevet som meget ubehagelig. Samtidig er det afgørende, at vi ikke skræmmer børnene unødigt, udtaler Svend Foldager i meddelelsen.

Politiet har tidligere oplyst, at varevognen er sort og har tonede ruder. Manden er blevet beskrevet som mellem 45 og 50 år, spinkel af bygning og blandt andet iført orange skibukser.

Nordsjællands Politi har haft en lignende sag i Hørsholm. Her efterlyste politiet et kvindeligt vidne, som havde luftet en hund. Men vedkommende har ikke henvendt sig, lyder det i pressemeddelelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik