Prins Joachim sælger luksuspalæ i Klampenborg for 44 millioner kroner

Prins Joachim og prinsesse Marie flyttede ind i deres palæ i Klampenborg i 2014. Nu er det blevet solgt til en ny ejer.

Når prins Joachim og prinsesse Marie holder en pause fra hverdagen i udlandet og tager på dansk visit, så bliver det uden deres Klampenborg-villa som base.

For prinsen har solgt palæet. Det skriver Se og Hør, der henviser til husets skøde. 

Ritzau har fået bekræftet oplysningerne ved hjælp af Tinglysningen.

Skødet viser, at det ikke er småpenge, som prins Joachim har fået for villaen i Nordsjælland.

Prinsen har solgt huset for 44 millioner kroner, og ifølge skødet overtog den nye ejer huset i starten af juli.

Prins Joachim og prinsesse Marie flyttede ind i luksuspalæet i 2014, efter at det kom frem, at de havde planer om at forlade Sønderjylland og Schackenborg Slot.

Ifølge en daværende boligannonce var udbudsprisen 35 millioner kroner.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Palæet i Klampenborg er blevet solgt for 44 millioner kroner. (Arkivfoto).
Palæet i Klampenborg er blevet solgt for 44 millioner kroner. (Arkivfoto).
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Prins Joachim begynder 1. september i sit nye job som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i Washington D.C. i USA. Attaché er en stillingsbetegnelse for en udsendt medarbejder ved en dansk repræsentation.

Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.

Prins Joachim har arbejdet som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris i Frankrig. Her flyttede han til for fire år siden med prinsesse Marie og deres to fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena.

- Min familie og jeg ser frem til vores kommende tilværelse i Washington. Det har været et privilegium at være udsendt for Danmark for at fremme danske interesser i Frankrig, sagde prins Joachim til TV 2.

I Frankrig gennemførte han en militæruddannelse på École militaire, der er Frankrigs højest rangerende militære uddannelsesforløb.

Efter endt uddannelse blev både prinsen og prinsessen tilknyttet Danmarks ambassade i Paris som henholdsvis forsvarsattaché og særlig kulturrepræsentant.

Prinsens kontrakt stod til at udløbe denne sommer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik