Gladsaxe har igen rod med følsomme oplysninger: CPR-numre på 17 børn i dagtilbud lækket

I Gladsaxe Kommune er 17 børns personlige oplysninger blevet lækket. Mens forældrene er chokeret, kalder kommunen det for 'ærgerligt'.

Gladsaxe Kommune er igen på kant med loven og lækker personlige oplysninger om borgerne i kommunen.

Det står klart, efter Julie Christensen søgte aktindsigt i sin egen sag i det kommunale dagtilbud Villaen.

Da hun modtog aktindsigten, fik hun sig noget af et chok.

Julie Christensen havde søgt om aktindsigt i sin sag, men da hun åbnede filen, var der meget mere end blot oplysninger om hendes egen sag.

I det ni-siders lange dokument var fem af siderne navne og cpr-numre på ikke bare Julie Christensens eget barn - men også 17 andre børn, der er tilknyttet det kommunale tilbud Villaen.

- Jeg var chokeret. Jeg fik et sus i maven og tænkte 'hvad gør jeg?', fortæller Julie Christensen til TV 2 Lorry.

Denne gang er kommunen kommet til ulovligt at videresende CPR-numre på 19 daginstitutionsbørn.

Mit ansvar

Julie Christensen besluttede sig hurtigt for, at hun skulle have kontakt til forældrene af de mange børn, hvis personfølsomme oplysninger hun nu sidder med.

Derfor lavede hun et opslag på en lokal Facebook-gruppe.

- Jeg føler et ansvar for at gøre dem bekendt med, at kommunen har givet mig de her oplysninger, fortæller hun og fortsætter:

- Samtidig vil jeg jo også gerne vide, om der er nogen, der sidder med samme oplysninger om min datter, siger hun til TV 2 Lorry.

Der gik da heller ikke længe, før Julie Christensen fik kontakt til en lang række forældre, som også er tilknyttet Villaen.

quote Det er utrolig angstprovokerende og ubehageligt, at noget så privat kan blive lækket.

Lykke Hermansen, mor til ofre

Ubehageligt

En af dem, der kontaktede Julie Christensen, er Lykke Hermansen.

Hun er mor til to af de 17 børn, som har fået lækket personfølsomme oplysninger.

- Det er utrolig angstprovokerende og ubehageligt, at noget så privat kan blive lækket, siger Lykke Hermansen.

Lykke Hermansens to børns oplysninger var blandt de lækkede oplysninger.
Lykke Hermansens to børns oplysninger var blandt de lækkede oplysninger.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Kommune undskylder - igen

Kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, Bo Rasmussen, kan godt forstå forældrenes reaktion.

- Det er ærgerligt, og vi undskylder selvfølgelig, at det her er sket, siger han. 

Og selvom det hverken må eller skal ske, så er det langt fra første gang, at Gladsaxe Kommune oplever brist i datasikkerheden.

Datakaos

I sommeren 2018 kom det frem, at mindst 40 borgeres personlige oplysninger var lækket fra en ubeskyttet computer, der blev stjålet.

Det samme skete i december 2018, hvor over 20.000 borgere blev ramt, da en computer forsvandt ved et tyveri i kommunen. Computeren indeholdt cpr-numre, der ikke var opbevaret sikkerhedsmæssigt korrekt.

Bo Rasmussen, Kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, forventer at der sker lignende læk i fremtiden.
Bo Rasmussen, Kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, forventer at der sker lignende læk i fremtiden.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Tilbage i februar 2019 fik 82 borgere besked fra Gladsaxe Kommune om, at deres cpr-numre og andre personlige oplysninger har ligget frit tilgængeligt på kommunens hjemmeside i hele fire måneder.

Og nu er 17 børns personlige oplysninger altså lækket.

quote Jeg kan ikke sige, at det ikke kommer til at ske igen. For jeg tror desværre, det også kommer til at ske fremadrettet.

Bo Rasmussen, Kommunaldirektør, Gladsaxe Kommune

Vil ske igen

Gladsaxe Kommune har i perioden 2019-2021 afsat 11 millioner kroner til at øge datasikkerheden.

Og selvom de lige nu gør, hvad de kan for at sikre borgernes data, så forudser Bo Rasmussen, at det vil ske igen.

- Det må ikke ske, men hvor der er mennesker, er der fejl. Det til trods for, at vi har investeret mange millioner i både kompetenceudvikling og sikkerhedssystemer, siger han og fortsætter:

- Jeg kan ikke sige, at det ikke kommer til at ske igen. For jeg tror desværre, det også kommer til at ske fremadrettet, siger Bo Rasmussen.

quote Det er forrykt. De burde have rettet op på de her fejl nu. Det føles ikke sikkert at have kontakt med Gladsaxe Kommune, når de her læk sker så hyppigt.

Lykke Hermansen, mor til ofre

Utrygge 

Tilbage står både Julie Christensen og Lykke Hermansen, der begge føler sig utrygge ved, at Gladsaxe Kommune skal håndtere deres oplysninger.

- Det er forrykt. De burde have rettet op på de her fejl nu. Det føles ikke sikkert at have kontakt med Gladsaxe Kommune, når de her læk sker så hyppigt, siger Lykke Hermansen.

- Jeg føler mig slet ikke tryg ved denne her kommune, fortæller Julie Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik