Borgmester fik kastet sten ind ad vinduerne: Ifølge organisation er chikane mod politikere et "udbredt problem"

Natten til tirsdag kastede ukendte gerningsmænd sten mod ruderne i Greve-borgmester Pernille Beckmanns hjem. Men hun er langt fra alene med det problem, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder.

Chikane mod politikere er et udbredt problem.

Sådan lyder det fra Rasmus Brygger, som er ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder. 

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 var det omkring hver anden politiker, der blev udsat for chikane i et eller andet omfang. 

- Det kan være hærværk, trusler eller mere alvorlige tilfælde, som vi ser i sagen om Greves borgmester, siger Rasmus Brygger til TV 2 Kosmopol.

Natten til tirsdag kastede ukendte gerningsmænd ad to gange sten ind ad vinduerne til Greve-borgmesteren Pernille Beckmanns (V) hjem.

quote Ingen borgere i Danmark skal opleve, at de bliver angrebet i deres eget hjem

Pernille Beckmann (V), borgmester, Greve

Politiet efterforsker nu, om hærværket er politisk motiveret.

Og ifølge Rasmus Brygger kan det meget vel være tilfældet.

Politisk chikane langt fra ualmindeligt

- Det helt grundlæggende problem er, at personer bruger det politiske indhold, som de kan være uenige med, til at legitimerer chikanen, siger ligebehandlingschefen: 

- Spørger man politikerne selv, siger de, at chikanen får dem til at genoverveje, om de bør gå ind i særlige politiske debatter, og i værste tilfælde om de skal genopstille.

Men det bør ikke være op til den enkelte politiker at tackle chikanen, mener han.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke tager diskussionen i retning af, at det er politikernes eget ansvar. Det er et ansvar, vi har som samfund om at behandle hinanden ordentligt, lyder det fra Rasmus Brygger.

Borgmester rystet over hændelse i eget hjem

Natten til tirsdag blev der to gange kastet sten mod vinduerne i Greves borgmester Pernille Beckmanns hjem i Karlslunde.

- Ingen borgere i Danmark skal opleve, at de bliver angrebet i deres eget hjem. Det gælder folkevalgte som jeg selv og alle andre borgere.

- Vores hjem er vores base, og det er naturligvis meget ubehageligt for mig og min familie, sagde hun torsdag i en pressemeddelelse fra Greve Kommune.

Ved hændelsen blev vinduerne ødelagt, og politiet blev hurtigt tilkaldt. Alligevel er det ikke lykkes for politiet at pågribe gerningsmanden eller mændene.

Tirsdagens angreb mod Pernille Beckmanns hjem er ikke det første af sin art. I 2022 blev der kastet en benzinbombe - en såkaldt molotovcocktail - mod Pernille Beckmanns hus. Her har politiet heller ikke pågrebet gerningsmændene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik