Mand død efter svømmetur i Hornbæk

Intet tyder på en kriminel handling.

En  55-årig mand fra Risskov blev torsdag formiddag fundet næsten livløs i vandkanten på stranden i Hornbæk.

Trods ihærdig hjerte-lunge-redning afgik manden ved døden nogle timer senere. 

Det oplyser Nordsjællands Politi i deres seneste døgnrapport. 

Det var en forbipasserende, der klokken 10.56 fandt den 55-årige mand. Efterfølgende ankom politi og brandvæsen, men mandens liv stod altså ikke til at redde. 

Politiet skriver i døgnrapporten, at den 55-årige mand havde løbet en tur, som han ville slutte af med en svømmetur. 

Den endelige dødsårsag er endnu ikke fastlagt, men umiddelbart tyder intet på, at der skulle ligge en kriminel handling bag. 

Artiklen fortsætter efter kortet...

Livreddere kunne ikke se ulykken

Ulykken skete omkring 800 meter til venstre for Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste nærmeste livreddertårn, oplyser livredderchef, John Mogensen, til TV 2 Lorry.

- Selvom jeg havde siddet med en kikkert, kunne jeg ikke have set ham, siger John Mogensen til TV 2 Lorry.

Det var et ægtepar, der fandt den 55-årige, siger John Mogensen. Konen blev ved manden og ringede 112, mens manden løb op til livredderne. 

- Det tager fem minutter med 35 kilo på ryggen (iltkufferten vejer 35 kilo, red.) at løbe derned. Da vi nåede frem, var ambulancen allerede kommet, siger John Mogensen. 

Han opfordrer nu indtrængende til, at folk kun bader mellem livreddertjenestensens rød-gule flag. 

Kunne man overveje et ekstra livreddertårn længere nede ad stranden?

- Det er et spørgsmål om økonomi, siger John Mogensen. 

Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste administreres af Gribskov Kommune i samarbejde med Helsingør og Halsnæs Kommuner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik