Nogle patienter vil have telefonisk besked

Adskillelige kræftramte har mod deres vilje fået telefonisk besked om den alvorlige sygdom. Men der er også patienter, der foretrækker at få beskeden sådan - for på den måde går det hurtigere.

73-årige Jan Larsen er både KOL- og kræftpatient.

Hver gang han skal have svar på en prøve, skal han på hospitalet, en tur, der nemt kan tage 4-5 timer.

- Det er bare irriterende for mig, siger Jan Larsen.

Hvis han fik lov til at bestemme selv, så blev han hver gang ringet op i stedet op.

- Jeg skal soigneres, se pæn og rimelig ud - det er sgu stressende.

Jan Larsen er nemlig ikke bange for at få en besked over telefonen, der kan vende op og ned på hans liv.

- For pokker, jeg er en gammel knark. Jeg har affundet mig med min sygdom for længe siden, siger han.

Men på Herlev Hospital, hvor Jan Larsen får sin behandling, foretrækker de generelt at tage de alvorlige samtaler ansigt til ansigt.

- Helt overordnet, så skal patienterne ind at have et svar, fordi vi skal kunne tage vare på dem i forhold til, hvordan svaret bliver, og hvad der skal ske af behandling efterfølgende, siger Lisa Sengeløv, ledende overlæge på Herlev Hospital.

Ifølge sundhedsloven skal information gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring.

Jan Larsen mener dog, at han har loven på sin side.

For loven siger ikke, at Jan Larsens præferencer er uden empati, når han selv ønsker at blive ringet op - det handler i bund og grund om fortolkning.

- Jeg burde i hvert fald falde ind under modenhed, erfaring og alder, siger Jan Larsen og griner.

På Herlev Hospital mener den ledende overlæge på onkologisk afdeling også, at det er en mulighed at ringe patienter op.

- Jamen det er en mulighed. Så skal man bare være klar over, hvad svaret kan blive, siger Lisa Sengeløv.

Også formanden for de praktiserende lægers organisation i Hovedstaden mener, at telefonisk kontakt er i orden.

- Hvis patienten er forberedt på det, så synes jeg, det er i orden, siger Flemming Skovsgaard, der er formand i Praktiserende Lægers Organisation Hovedstaden.

Jan Larsen mener, at han ved telefonisk kontakt kan slippe for stress og desuden spare en travl læge den tid, en konsultation tager.

Når han skal til samtale i næste uge overvejer han derfor at henvise til sundhedsloven.

Det er dog ikke kun sundhedsloven, som lægerne skal forholde sig til.

Autorisationsloven kræver også, at en autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed over for patienten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik